Kære dreng på 14 år
Mange tak for dit brev.
Jeg tror, at rigtigt mange mennesker har prøvet at have følelsen af at være i en cyklus, hvor der ikke er glæde i livet. Følelsen kan komme, fordi man har mistet en. Eller fordi der er sket noget i ens liv, der er svært at håndtere. Nogle gange kommer følelsen uden man ved hvorfor. Kender du det?
Den cyklus kan være svær at bryde helt selv.
Derfor tror jeg også, at det er vigtigt, at du får talt med nogen om det, så du kan få hjælp til at få livsglæden tilbage – og følelsen af at have en grund til at gøre noget. Alle mennesker har brug for at have glæde i livet.
Måske kan du få en snak med din mor eller far om, hvordan du føler indeni, og om at dine venner og kæreste ignorerer dig. Har du mon prøvet at fortælle det til dem?
Det kan også være, at det er bedre for dig at tale med en anden end mor og far om det f.eks. din lærer eller læge. Hvem føler du dig allermest mest tryg ved, hvis du mærker efter i dig selv?
Du kan måske også selv prøve at gøre nogle ting, som før har gjort dig glad eller noget som du ikke har prøvet før. Måske er det glad musik, danse vildt, hoppe, grine af stand-up, finde nye interesser og måske også nye venner. Man kan også kigge på sig selv og lade som om, at du er din egen bedste ven eller måske en sjov/glad person fra en film, en ynglingkomiker eller standup’er… Hvad ville din bedste ven eller sjove person, så sige eller foreslå dig at gøre?
Hvis du har lyst til at tale med BørneTelefonen om det, kan du ringe på 116 111 eller logge på Chatten. Vi vil altid gerne tale med dig, og vi er her for at hjælpe.
Jeg håber i hvert fald, at du vil tænke over at tale med en god voksen, så du kan få hjælp til at få glæden i dit liv tilbage. Det kræver utroligt meget mod at fortælle, hvordan man har det indeni, men de fleste føler også en stor lettelse bagefter. Måske vil det også være en lettelse for dig?
Kærlig Hilsen
BørneTelefonen