Tak, fordi du har skrevet til Børn Hjælper Børn. Ud fra det du har skrevet, tænker vi, at du kan få det bedste svar fra en voksen rådgiver, der ved mere om dine rettigheder og muligheder. Derfor får du her et personligt svar fra en voksen rådgiver på Brevkassen, som vi håber, du kan bruge.
Kære du,
Hvor er det godt, at du skriver herind, når du går rundt med sådan en stor smerte. Jeg vil prøve at hjælpe dig, så godt jeg kan.
Du skriver, at du mistede din lillesøster for mange år siden og din smerte stadig fylder meget. Faktisk hver dag, når du vågner. Det lyder virkelig ikke rart og jeg får sådan lyst til at give dig et stort kram.
At tale om sorg
Det er helt naturligt, at du kæmper med en sorg, som er helt ubærlig og til tider slet ikke er til at overskue.
Hverdagen vil måske aldrig blive den samme, da du har et kæmpe savn til din lillesøster. Det kan jeg godt forstå, må være helt utrolig svært, at stå op til hver dag.
Jeg tænker om, du har talt med en nær voksen om, hvad der fylder i dit hovedet?
Har du og din familie fået hjælp til, hvordan du/I skal møde hverdagen igen? Jeg spørg, da det kan være meget befriende at dele sine tanker med andre.
Dine forældre må også være i sorg og jeg kan godt forstå, at det kan være svært at åbne op til dem. Det er dog vigtigt, at de ved, hvordan du har det, så de kan hjælpe dig med, at få den rigtige hjælp.
Man kan ikke føle eller spørge om noget forkert.
Du har måske også selv et hav af tanker og spørgsmål. Så jeg kan godt forstå, at det må være svært, at du skal besvare andres spørgsmål om din lillesøster og hendes død. Det er helt ok, at sige fra og fortælle andre, at du ikke kan svare på deres spørgsmål.
Du kan også ringe til din læge.
Nummeret står på dit gule sygesikringskort. Din læge vil kunne sætte dig i forbindelse med en psykolog.
Måske du også kunne have lyst til at snakke med nogen, som er vant til at snakke med børn og unge, som har mistet en de har nær.
Sorggruppe
Det kan både være rart, at dele sin sorg med dem omkring sig, som kender din lillesøster, men det er også muligt at blive tilknyttet en sorggruppe. Måske ved du det allerede?
Jeg ved fra andre børn og unge, at det kan være rart at snakke med nogen, som kender til, hvad det vil sige at ens mor, far, søskende eller bedste ven ikke længere er her.
Skyggebørns sorggrupper kunne måske være noget for dig. Du kan du læse mere om dem her
Det er gratis og tidsubegrænsede, men da du er under 18 år, skal du have din mor eller far til at tilmelde dig.
Ubærlig smerte til smerte, du kan leve med
Du skriver, at du bare har lyst til at dø. Det er ikke underligt, at du bliver ramt af denne tanke, når andres spørgsmål og sorgen er uoverskuelig. Jeg forestiller mig at det har krævet noget mod af dig, at skrive herind og dele dine tanker.
Det er virkelig sejt, at du har gjort det alligevel. Det er en styrke hos dig og den skal du holde fast i.
Hold fast i, at du skal få delt dine tanker med dine forældre eller få kontakt til nogen, som deler samme smerte som dig. Hvis du får åbnet op, får du måske også snart en morgen, hvor smerten og savnet ikke er det første, som du møder.
Jeg håber virkelig, at du kan bruge noget fra mit brev og du kan tage det næste skridt. Du må endelig ringe til os på 116111, hvis du vil spørge mere ind til sorggrupper eller andet.
Vi har også et tema på vores hjemmeside, hvor du kan finde en masse information om sorg.
De kærligste hilsner fra BørneTelefonen