Jeg har så mange tanker

Kære pige på 17 år.

Mange tak for dit brev.  Jeg er glad for, at du valgte at sætte ord på dine tanker, og sende dem til os.

Jeg læser på det du skriver, at du føler at du mister alt omkring dig lige nu. Har jeg forstået det rigtigt? Når man er 17 år, og mister sin store kærlighed, er det helt naturligt at det føles meget hårdt. Det vil dog blive lettere med tiden. Du skriver, at din kæreste er blevet ramt af en depression. Jeg håber at han får den hjælp han skal bruge for at komme ovenpå igen! Men når man bliver ramt af en depression, kan alt omkring en godt virke helt uoverskueligt. Måske det er sådan din eks kæreste har det. Måske han slet ikke kan rumme at tænke på dig og jeres kærlighed lige nu. Dette tænker jeg, fordi du skrev at han var blevet så kold. Tænker du måske det kunne være sådan? Hvis han også elsker dig, tænker jeg, at han måske bare har brug for tiden, til at komme sig igen. Men jeg kan godt forstå, at det ikke er rart for dig og stå i det uvisse og vente.

Du skrev, at det var rart at få skrevet dine tanker ned. Måske du kunne skrive et brev til ham. Du kunne skrive, at du tænker på ham og at du håber at det igen skal være jer to på et tidspunkt. Så ved han hvordan du har det, men også at du ikke ligger noget pres på ham. Mon du kunne finde modet frem til det? Du føler ikke du kan snakke med nogen om hvordan du har det, fordi ingen ved, hvad du føler. Men måske du alligevel har en god veninde du kunne tale med. Din veninde ved måske ikke hvordan du føler, men hvis du fortalte hende det, tror jeg at hun gerne vil lytte til dig. Måske det føles lige så godt som at få det skrevet ned? Jeg tror at du opleve det som en lettelse at få sat ord på, på samme måde som du fik da du skrev til os. Måske du endda vil føle dig endnu stærkere bagefter. Det tror jeg i hvert fald.

Du fortæller også om din farmor, som er blevet dement, og at i to var meget tætte før. Jeg forstår virkelig godt den sorg, som dette kan medføre. Den farmor som du kendte, og var så tæt med, er jo ikke længere den farmor, som har nu. På trods at dette, så klipper du stadig hendes hår, og har hyggelige stunder med hende. Og selvom det er anderledes end før, så håber jeg at i stadig kan få mange, af disse hyggelige stunder sammen. Du kunne måske snakke med dine forældre, om hvordan du har det med, at din farmor er dement, måske de selv føler samme sorg. Måske ville det give mening for dig/jer at dele sorgen, så det ikke er noget du føler, du er alene om. Mon det giver mening for dig? Måske det også kunne give dig en indre ro, at skrive dine tanker ned i en dagbog. Det er en god måde, at bearbejde de tanker du kunne have, som gør dig ked af det. Måske du kunne finde en glæde i dette?

Jeg håber, at du kan bruge mit svar. Men du er naturligvis velkommen til at skrive igen!

Kram fra BørneTelefonen.