Brev

Bare mig (kan man jo håbe)

Læs hele brevet
Svar fra

Børnetelefonen

Kære pige på 12.

Mange tak for dit brev. Når man læser det, kan man mærke, at du har mange ting, som bekymrer dig. Jeg vil prøve at give dig mine tanker om det hele og et par gode råd med på vejen.

Hvem er jeg?

Mon ikke det er et spørgsmål, som alle mennesker hele tiden kæmper lidt med? Hvem er man egentlig? Er man den, man gerne vil være? Prøver man at være noget andet for andre menneskers skyld?

Måske kender du det godt. At man ligesom tager en maske på, når man er sammen med andre, for at vise de bedste sider af sig selv.

Du skriver meget om, hvad andre mennesker synes om dig.

  • Du er sød.
  • Du er stærk.
  • Du er pæn.

Du skriver også, at du ikke altid selv synes det samme.

Forestil dig, at du har den her maske, som du tager på, når du har brug for at få folk til at synes om dig.  “Nu vil de gerne se en glad pige. Jeg tager min glade maske på.”  “Nu vil de gerne se en stærk pige. Jeg tager min stærke maske på.”

Det er helt normalt, at man indretter sit humør efter andre mennesker. Det kan jo også være godt, men mon ikke man godt kan glemme sig selv, når man alt for ofte prøver at gøre andre glade og tilfredse?

Du skriver: “Jeg ved ikke, hvorfor jeg har brug for, at alle har det godt.” Måske ER du bare et virkelig sødt menneske, som gerne vil det gode. Og som gerne vil gøre sit bedste for andre.

Men har du tænkt over, hvad der er det bedste for dig? Hvad mon du ønsker dig?

Hvem kan jeg tale med?

Du skriver, at du ikke kan lide at tale med din familie. Du skal vide, at det er helt almindeligt.

Vi får breve fra rigtig mange børn og unge, som synes, det er svært at tale med familien om det, som udfordrer og bekymrer. Måske fordi de synes, at deres forældre ikke helt forstår noget som helst.

Forældre er også mennesker med følelser, så de kan godt komme til at reagere på en måde, som børn ikke helt bryder sig om. De kan blive kede af det. De kan blive vrede. De kan også blive nogen, som gør en forskel.

Du kan læse lidt mere her. Men husk: Du har aldrig ansvaret for at ændre deres opførsel – det er altid deres ansvar, at du er tryg ved at tale med dem. Hvis det ikke føles rart eller trygt, er det vigtigt,  at du husker, at der er altid voksne, der har ansvaret for at hjælpe dig. Du skal ikke gå alene med de ting, der bekymrer dig. 

Derfor gør det mig rigtig glad, at du elsker at snakke med dine trænere. Det er nemlig vigtigt at have nogen, man kan tale med.

Og hvor er det guld værd, at du har tre venner, du føler dig tryg ved.

Snak med nogen.

Mon du har fortalt nogen om, hvordan du har det indeni? Det vil jeg virkelig opfordre dig til at gøre.

Nogle gange, når man taler om det, som er svært – og når andre lytter og fortæller, hvad de tænker – så kan det hele blive lidt mindre svært.

Det er som om at bekymringerne kan blive lidt mindre, hvis man deler dem med nogen, man har tillid til.

Forestil dig, at du har en maske på, hver gang du er sammen med vennerne, trænerne og din familien. Ikke nødvendigvis den samme maske. De kan sagtens være forskellige. Måske spørger du dig selv: “Hvem er jeg egentlig, når jeg tager masken af?” og “Vil de kunne lide mig for den, jeg er?”

Når man deler sine bekymringer med andre, kan det være som at tage masken af og vise, hvem man i virkeligheden er. Hvad man drømmer om. Hvad man godt kan lide. Hvad kan bekymrer sig om. Man deler en lille smule af sig selv.

Og måske mærker du, at andre også godt kan lide den version af dig.

At finde frem/tilbage til sig selv.

Jeg tror, mange mennesker ind imellem spørger sig selv: “Hvem er jeg?”

Måske tænker man på en version af sig selv, man engang har været. Du skriver, at du er 12. Du er på vej i puberteten, og der sker fysiske ting med dig. Du fortæller, at du fik mens i 3. klasse. Men vi udvikler os hele tiden som mennesker – også fysisk. Kroppen er fyldt med hormoner, som ind imellem overtager vores humør og følelser.

Mon vi nogensinde er “en fast person”. Mon ikke vi udvikler os hele livet, og hvornår er man så “sig selv?”

Tænk over, om du skal finde tilbage til en, du engang har været – eller måske finde frem til en, du selv har det virkelig dejligt med at være. Tænk over, hvad du godt kan lide. Hvad du drømmer om. Hvad du gerne vil. Her finder du måske en ret fin version af dig selv:-)

Kære pige på 12. Jeg synes, du lyder som et fantastisk fint menneske, som tænker på andre og som har drømme og mål.

Hold fast i, hvad du godt kan lide, og hvad du gerne vil. Tænk over, om du bærer en maske og prøv at lægge den, hvis du kan. Tal med nogen om det, som bekymrer dig. Del dine tanker.

Jeg håber og tror på, at du kan finde frem til en version af dig selv, som du har det godt med at være.

Husk, du er altid velkommen til at ringe eller skrive herind, hvis du får brug for at dele dine tanker med nogen. Du kan ringe på 116111.

Du får mine allervarmeste tanker med på vejen.

Kærlig hilsen BørneTelefonen.

"alene" hør andres fortællinger

Hør YouTuber og influencer Emilie Briting og 17-årige Martha tale om at sige det højt, hvis man har det svært, og hvem man kan gå til.

Hjælpesætning
Få en hjælpesætning, der kan minde dig om, at du godt kan klare det, og at du er god nok!

Hvilken sætning hjælper dig?

Ring

Ring til bisidningen på nummer 35 55 55 56.

SMS

Send SMS til BørneTelefonen på nummer 116111.

Ring

Ring til BørneTelefonen på nummer 116111.

Chat
Chat
Gruppechat
Gruppechat