Frygt for døden

Kære pige på 17 år,

Tanker om døden og universet kan være helt ubegribelige. Det kan føles som om, at man går længere og længere ind i en labyrint til man til sidst ikke kan finde ud igen. Sådanne oplevelser kan nemt give både kvalme og ondt i maven. Sådan er der faktisk rigtig mange, der har det, når de tænker på døden.

Nogle gange hjælper det at tænke på noget andet og gøre noget andet. Det kan være fjernsyn, en god sang eller at gå en tur. Du fortæller, at det også nogle gange virker for dig.

Selvom det måske ikke føles sådan, når det ikke virker, så er det faktisk rigtig godt, at du har en plan for dig selv. På den måde har du mere kontrollen og kan hjælpe dig selv ud af labyrinten. I hvert fald nogle gange.

Når din hjerne ikke kan ledes væk fra labyrinten, kan det hjælpe at se på det som om, at tankerne er en opdagelsesrejsende, der er virkelig stædig og ikke vil give op. Hun vil længere og længere ind i labyrinten – indtil alt giver mening. Indtil døden og livet giver mening.

Men som sagt er døden ubegribelig. Den opdagelsesrejsende kan fortsætte til evig tid, men vil måske aldrig finde svaret.

Nogle religioner mener de har svaret. Når livet er slut på jorden, får du et nyt liv i himlen. Det kan være en rar tanke, for dem der tror.

På den måde er det ikke rigtig slut, men forsætter et nyt sted. Dem du elsker, vil vente på dig og du på dem. I vil være sammen igen og derfor føles døden mindre voldsom.

Problemet er, at du ikke ved om du tror på det. Man kan måske sige, at du forstår det som om, at en opdagelsesrejsende fandt en vej ud af labyrinten og lod vejen blive svaret på det hele. Men det svar giver ikke helt mening for dig. Det er bestemt i orden. Du har ret til at tro på lige det du vil.

Selvom troen ikke helt giver mening for dig, tror jeg også, der kan være noget ved dét at finde en vej ud af labyrinten. Vi kan alle sammen fare vild derinde. Men jeg tror også, at vi alle sammen kan finde ud igen.

Vi kan måske endda også finde måder, hvor vi kun besøger labyrinten en sjælden gang, frem for at søge dens kerne hele tiden. For tanker om døden kan også vise glæden ved livet. Tænk bare over, hvordan din kærlighed til din familie og venner bliver utrolig tydelig, når tankerne tager over.

Det lyder som om, at du allerede gør alt hvad du kan for at bekæmpe trangen til at besøge labyrinten. Gør alt for, at din frygt for døden ikke skal begrænse dit liv og tage over.

Når jeg læser dit brev, er jeg slet ikke i tvivl om, at du har mange gode mennesker i dit liv. Mennesker som du elsker og som elsker dig. Sådan en kærlighed kan leve videre i generationer, og på den måde kan man fortsætte med at eksisterer gennem andres minder.

Måske det kunne hjælpe dig at fortælle dine bedsteforældre og oldeforældre, at de betyder så meget for dig. Du kan måske også fortælle dem, at du nærmest ikke har lyst til at forfølge din drøm om at se verden, fordi du ikke vil misse noget af tiden med dem.

Jeg kunne forestille mig, at de ønsker noget andet for dig. De har selv levet et langt liv, med mange eventyr og kærlige relationer. De kan måske fortælle dig om de mennesker, de selv husker og stadig elsker, så du bedre kan se, at minderne giver eksistens. De kan måske også fortælle om de eventyr de har haft, så du kan se og forstå, at du gerne må forfølge dine egne drømme. Det håber jeg, at du har mod på.

Måske du også kunne fortælle det til dine forældre igen? Du kan måske også vise dem dit brev og mit svar. De fleste mennesker har prøvet at fare vild i labyrinten og derfor kan det også tænkes, at dine forældre har nogle tanker og råd som kan hjælpe dig, hvis de forstår, hvor meget det fylder for dig.

Jeg vil også fortælle dig, at der ikke er noget forkert i at bede om hjælp til at forstå og leve med døden.

Bare tænk på, hvor mange, der søger hjælp hos ‘gud’. Mange bruger meget af deres liv på at tro på en gud, gå i kirke og bede, fordi de tror så inderligt på, at det vil give dem et liv efter døden. Det er den hjælp de har brug for, for at få ro fra labyrinten.

Andre opsøger hjælp og støtte hos en psykolog eller terapeut. Måske det også kunne være rigtig godt for dig?

Når tankerne bliver så tunge og begrænsende, er det netop helt i orden, at du har brug for andres hjælp.

At finde meningen med det hele, er en meget tung byrde at lægge på sig selv. På en måde er det lidt det, du kommer til. Kan du mon se, hvad jeg mener?

Du og dine forældre kan måske starte med at tage forbi din læge og tale om tankerne. Så kan lægen fortælle dig mere om, hvilke muligheder du har for hjælp og måske også om du kan få tilskud til hjælpen.

Jeg håber, at du nu forstår og mærker, at der kan være en vej ud af labyrinten. At du kan få hjælp til få ro og leve det liv du drømmer om. Det tror jeg som sagt også, at dine bedsteforældre og oldeforældre ønsker for dig.

De kærligste hilsner BørneTelefonen