Du har sendt dit brev til Børn Hjælper Børn. BørneTelefonen har besluttet, at det er bedst, at du får svar af en voksen rådgiver. Vi håber, at du alligevel vil kunne bruge svaret.
Kære pige på 13 år
Tak for dit brev, søde du. Åh, hvor kan jeg godt forstå, at du har brug for at tale med nogen, når du føler dig alene med din sorg. Jeg får lyst til at give dig en kæmpe krammer og bare lytte til dig, lige så længe du har brug for det.
Sorg er meget individuelt.
Nogen har det med at fokusere på fremtiden og ligesom pakke sorgen væk i en lille “æske” langt inde i kroppens kosteskab og ikke tænke mere på det. Ikke fordi de er “ligeglade”, men fordi de ikke kan bære smerten ved at føle sorgen.
Andre – som jeg lidt kan høre du hører til – bærer rundt på sorgen rimeligt åbenlyst og har brug for at tale med nogen om den. Måske ikke kun én gang, men mange gange.
Jeg tror de fleste har brug for at andre ser, at man har ondt. At nogen lytter. Når det så ikke sker, kan man føle sig helt ubærligt ensom. Mon det er sådan, du har det?
Du skriver også, at du har lidt af en depression, af søvnløshed (insomnia) og angst.
Nu skriver du ikke, om det blot er symptomer, du har haft, eller om du rent faktisk har fået de diagnoser, da de stod på.
Her vil jeg gerne fortælle dig, at det er helt normalt at være ked af det, ikke kunne sove og være bange for alting, når éns elskede far (lige) er død. Mange oplever endda at lide af disse ting i mange år efter. Det er ikke unormalt. Og det er forståeligt, at kroppen, hjertet og sindet reagerer sådan på så stort et tab.
Der er ikke noget som helst forkert ved at føle sådan – tværtimod!
Men her er det vigtigt for mig at sige, at du ikke skal stå alene med dine følelser. Jeg vil nu give dig nogle forslag til, hvor og hvordan du kan få støtte.
Nu har du jo skrevet til “børn hjælper børn”, og det fortæller mig, at du er åben overfor andre jævnaldrenes råd og vejledning. Måske kan det hjælpe dig at læse om andre, der har gået igennem det samme som dig og om, hvad der hjalp dem? Det kan du fx gøre her.
Jeg ved ikke, hvor i landet, du bor, men bor du på Sjælland/i Hovedstadsområdet, kan du også blive medlem af en samtalegruppe med andre unge, som har gennemgået det samme som dig. Nogle såkaldte “børnebuddies”.
Her bliver der lyttet. Og igen kan du måske få noget hjælp ved at høre, hvad der har hjulpet andre. Mon det kunne være en mulig løsning?
Hvis du har lyst, kan du læse mere om det her.
Du skriver nogle gange i dit brev om, at “folk” er ligeglade og kigger underligt på dig. Det får mig til at tænke på, hvem disse “folk” er.
Er det vennerne? Skolekammeraterne? Eller er det i din familie? Du skriver ikke så meget om din familie og derfor ved jeg heller ikke om du har en mor eller måske en anden forælder, som du taler med?
Men jeg bliver nysgerrig på om du mon har talt med nogen i din familie om dine følelser og oplevelser? Måske kan du starte med at vise én af dem dit brev til os og mit svar. For så vil de kunne læse, hvor svært du har det.
Måske er der også en lærer, du har tillid til, som ville kunne hjælpe dig med fx at tale lidt om det på klassen? Eller have et lille forløb om sorg, sådan så dine kammerater kan blive lidt mere obs på, hvor stor smerte man kan bære rundt på, når man mister en forælder – også længe efter.
Hvis du ikke kan tale med din familie eller lærere, kan du tage kontakt til din læge. Læger er vant til at hjælpe folk, der har det dårligt – også psykisk.
Din læges telefonnummer står på dit gule sygesikringskort. Ring på det nummer og sig, du har selvmordstanker og selvskade og gerne vil tale med din læge.
Jeg håber, at du kan bruge mit svar.
Du kan også altid ringe til os på 116111, hvis du vil tale tingene igennem med os. Eller bare har brug for én der lytter.
Stor varm krammer til dig fra
BørneTelefonen
