Kære pige på 13 år! Jeg forstår godt, at det ikke dur for dig, når din papfar skælder dig ud og at du får lyst til at bo hos din far i stedet for.
Jeg vil gerne være med til at give dig nogle idéer til, hvordan du kan gøre, så du kan blive hørt og måske få det bedre end du har lige nu.
Jeg foreslår, at du skriver et brev til din mor og din far, hvor du fortæller om hvad, der gør dig ked af det. Du kan også vise dem dit brev til os og mit svar tilbage til dig.
Selv om dine forældre er skilt har de begge to pligt til at hjælpe dig og støtte dig, så du kan have det godt og klare dig godt i skolen og med vennerne.
Du kan eventuelt sige til din mor, at du har brug for at tale med hende alene.
I kan måske køre en tur eller gå en tur, mens I taler sammen.
Du kender din mor og ved nok bedre end jeg, hvornår og hvordan det er godt at tale med hende.
Når du taler med din mor, kan du også tale med hende om, hvad der er godt for dig ved at bo hos hende og hvad der gør dig ked af det og giver dig lyst til at bo hos din far.
Du kan eventuelt tale med din far næste gang, du er hos ham og tale med ham om hvilke løsninger han tænker, der er for dig.
Du har selv noget, der hedder barnets Initiativret. Det betyder, at du kan ringe til Familieretshuset, hvor du bor og tale med en voksen dér om, hvordan du har det og hvad du har brug for, at dine forældre får talt sammen om. Du kan læse mere om Initiativret her: Initiativret
Det kan godt føles lidt som en stor opgave at gøre det alene. Derfor kan du overveje at bede en god voksen om at hjælpe dig.
Det kan være en god voksen i din familie. Måske din far eller din mor. Det kan også være en god voksen i din skole, måske din lærer eller en anden voksen, som du kender og som du stoler på.
Jeg siger ikke så meget i forhold til, at din bedste ven dropper sine aftaler med dig. Du kan overveje at spørge din ven, hvad det drejer sig om – men du kan også overveje at holde en pause fra din bedste ven og forsøge at lave aftaler med nogle andre venner om, at I kan lave nogle ting sammen.
I kan måske se film sammen, cykle en tur sammen eller lave noget andet, som kan give dig en lille pause fra dine tanker.
Jeg siger sådan fordi det kan være, at din bedste ven godt véd, hvordan du har det – og at din bedste ven måske ikke helt véd, hvordan han eller hun kan være der for dig på en god måde. Jeg ved ikke, om du kan bruge det til noget.
Måske kan du bruge mine idéer til noget. Jeg ønsker dig i hvert fald masser af held og lykke med at få det godt igen.
Kærlig hilsen fra Børnetelefonen