Jeg vil ikke mere.
Hej Brevkassen, tak fordi I tager jer tid til at læse netop mit brev <3
(Forhistorie: Jeg har i cirka 4 år ikke følt mig set af min familie. Det har ledt til mange selvmordstanker og selvskade. Jeg har altid følt mig som problemet. Selvom min psykolog mange gange har prøvet at bekæmpe det, kan jeg stadig ikke få det ud at mit hoved. Min far har haft et alkoholproblem, som jeg også tog skylden for. Min søster skal snart udredes af en børnepsykiater, og min mor er arbejder meget. Også er der mig. Limen i familien. Eller det har jeg været indtil jeg ikke kunne mere og knak til alles bekymring. Jeg føler, at jeg har ødelagt familien.
Vi er startet i noget familieterapi fra kommunen, men det hjælper ikke.)
Jeg har ikke længere overskud til eller har svært ved at udføre “dagligdags ting”, som fks. at stå op om morgenen, at gå i bad, at læse min lektier, at være aktiv i timen, at spise. Jeg hader mig selv for ikke at kunne tage mig sammen. Jeg har virkelig dårlig samvittighed, for at være så fucking svag hele tiden.
Jeg kan bare ikke klare at leve i den her familie mere. Jeg kan ikke holde ud at være i live, når jeg ikke har nogen mening mere, og det eneste jeg mærker er smerte.
Jeg vil ikke leve, hvis det er sådan her livet er.
Jeg har svært ved at kæmpe for noget, som jeg ikke ved om lykkes? Er det så, det værd? Ville bare ønske at mine forældre tog ansvaret. Jeg kan holde ud, at det hele åbenbart er min skyld. De forstår ikke, at jeg ikke kan mere – men jeg kan heller ikke finde ud af at sige det.
Og jo mere jeg trækker mig, pga manglende energi, jo mere påpeger de, at jeg bliver nødt til at gøre mere, for at vores familie kan fungere.
Altså, at det er min skyld, at familien ikke fungerer endnu?
Jeg føler mig ked af det hele tiden, og jeg føler mig så ynkelig. Ved ikke hvad jeg skal stille op. Det er som om, at jeg har mistet håbet for, at det nogensinde kan blive bedre.
Jeg kan ikke mere, selvom de hele tiden presser mig til at prøve. Jeg vil ikke mere. Jeg ville ønske, at jeg var død. Hele mit liv er lort, og kun fuld af smerte. Jeg kan ikke mærke noget mere.
Jeg har også fået mere trang til selvskade, nu hvor vejret er blevet koldere, selvom jeg egentlig har været clean siden juni cirka. Men stemmerene siger, at nu har jeg muligheden, fordi det “bare” kan dækkes med tøj. Jeg hader mine tanker. De råber også alt muligt andet af mig, og jeg ved ikke, hvad jeg skal gøre.
Den eneste grund til, at jeg hænger i lidt endnu, er pga folks forventninger til mig. De forventer, at jeg står op. De forventer et 12-tal. De forventer overskud. De forventer et smil. De forventer, at jeg kan.
Så jeg gør det. Ikke for min skyld, men for deres. Hvis det var for min skyld, havde jeg været død for længst. Men mens jeg prøver at tilfredsstille min omverdenen knækker jeg indeni.
Jeg har ødelagt mig selv, og ingen ser en skid.
Jeg ved, hvordan jeg kommer op af af det her mørke hul? Hvornår er nok, nok?
Sorg Andre der kan hjælpe dig
Sorglinjen og andre sorgtilbud
Når far og mor bliver syg
Svære følelser: hvad kan hjælpe?
Trin for trin Byg et brev
Hvis det er svært at sige noget ansigt-til-ansigt, kan det være nemmere at skrive det ned. Her kan du bygge et brev, som du kan sende til den person, du gerne vil have til at hjælpe dig.
