Mobning og drillerier

Hvornår er det mobning? Hvordan hjælper man en ven? Gode råd, hjælp til at skrive det til nogen og noget om dine rettigheder.

5 gode råd

1. Sig det til en voksen

Det er vigtigt, at du snakker med en voksen, hvis du eller andre bliver udsat for mobning. Nogle problemer er så alvorlige, at du ikke selv kan løse dem. Hvis man bliver udsat for mobning, er det alvorligt, og så skal man have hjælp af en voksen.

Hvis du ikke kender en voksen, du har lyst til at snakke med, kan du starte med at fortælle om dine oplevelser til en god ven eller veninde. Måske kan din ven eller veninde hjælpe dig med at finde en voksen, som du kan betro dig til. Og måske kan I sammen bede om hjælp. Nogle gange har de voksne ikke opdaget mobningen, og derfor er det vigtigt, at du siger det til dem, så de kan hjælpe med at stoppe den.

ALLE børn har ret til et godt skoleliv, hvor de trives – og det er de voksnes ansvar. Derfor er det vigtigt, at du fortæller om mobningen. Måske kan det også være rart at tale med nogen om det.

Tip: Sig til din lærer, at du gerne vil tale med ham, når han har tid. På den måde sikrer du dig, at din lærer ikke skal skynde sig videre til en anden aftale, men at han rent faktisk har tid til at snakke med dig, så I sammen kan finde ud af, hvad I skal gøre. Uanset om du kan finde en voksen, du har lyst til at tale med eller ej, kan du altid ringe til BørneTelefonen på 116 111.

2. Du skal ikke finde dig i det

Mobning er aldrig noget, man bare skal lære at leve med – det kan og skal stoppes. Det hjælper ikke at ignorere det.

Det er aldrig ens egen skyld, hvis man bliver mobbet! Måske tænker du: "Det er også, fordi jeg er så kedelig" eller "Jeg går ikke i smart tøj som de andre". Men det er ikke kun dem, der ser ud på en særlig måde, eller dem der er mere generte eller mere hidsige end andre der bliver mobbet. Man kan blive mobbet med alt, og måske er det netop fordi, man bliver mobbet, at man bliver mere stille eller mere hidsig. Det er ikke der bliver mobbet der er noget i vejen med, det er det fællesskab man er en del af, der ikke fungerer som det skal.

I nogle situationer tror dem der mobber, at det bare er drilleri for sjov. Men hvis du føler at du kan, er det vigtigt, at du siger fra, når noget går over dine eller andres grænser.

3. Få hjælp af en ven

Mange børn fortæller, at det hjælper, hvis en af de andre i klassen eller skolen tør at sige fra eller viser, at de gerne vil være sammen med den, der bliver mobbet. Måske har du en ven, der kan hjælpe dig ved at sige til dem der mobber, at de skal stoppe, fordi det ikke er sjovt.

Det kan føles svært, og din ven er måske bange for at blive til grin eller selv at blive mobbet. Men som regel er det nemmere, når I er to, der sammen prøver at stoppe mobningen. Din ven kan vise dem der mobber, at det ikke er sejt at mobbe ved fx at lade være med at grine, når de mobber, eller stille sig ved siden af dig, og dermed vise, at han/hun støtter dig og ikke vil være med til det.

Du kan også være vennen der hjælper en anden. Tænk på hvor sejt det er, hvis I sammen kan være med til at stoppe mobningen!

4. Husk: det er hele klassens problem

Det er ikke kun den, der bliver mobbet, som synes det er ubehageligt. Ofte er det hele klassens trivsel det går ud over, hvis der er mobning i klassen. Mange børn er rigtig kede af at gå i en klasse, hvor der er dårlig stemning, og der altid er nogen der er kede af det. Det er ikke rart, når alle er på vagt overfor hinanden og er bange for at blive den næste, der bliver mobbet.

Selvom man ikke er direkte med i mobningen, eller de konflikter der er i klassen, så påvirkes man af den stemning, der er i klassen. Derfor er det vigtigt, for alles bedste, at stoppe mobningen. Hvis der foregår mobning i klassen, så er der noget galt i den måde, I er sammen på – og det skal de voksne hjælpe jer med at lave om på.

5. Sig det igen

Rigtig mange af dem, som ringer til BørneTelefonen på grund af mobning, fortæller at de har sagt det til klasselæreren og ofte også forældrene. Det betyder dog ikke altid, at mobningen stopper. Selvom det ikke hjalp første gang, må du ikke give op – måske skal de voksne bare høre det flere gange, før de får gjort noget ved det.

Nogle gange ved de voksne ikke lige, hvad de skal gøre, og håber, at mobningen vil gå over af sig selv. Det gør det ikke, og derfor er det vigtigt, at du siger det til de voksne igen! Det er altid de voksne, som har ansvaret for at hjælpe børn og unge, der bliver mobbet.

Dine forældre kan altid kontakte ForældreTelefonen på 35 55 55 57 og få gode råd til, hvordan de kan hjælpe. Skriv det i et brev. Når man ønsker hjælp af en voksen, kan det nogen gange være en god idé, at skrive det i et brev. Vi har lavet et værktøj, der kan give dig nogle ideer til, hvordan du kan skrive et brev - du finder det i 'værktøjskassen'.

Har du set eller oplevet nogen form for mobning?