Brev

Jeg bliver mobbet fordi jeg har 2 fædre

Læs hele brevet
Svar fra

Børnetelefonen

Kære 15-årige pige

Jeg kan bare så godt forstå, at du både føler dig vred og ked af det. Når nogen kritiserer dem, vi elsker, så gør det bare så ondt. Som jeg læser dit brev, har du både oplevet, at dine forældre har fået meget snak imod sig af folk de ikke kender. Og du prøver lige nu at være udsat for mobning af nogen meget tæt på, de “populære piger” i klassen og to lærere.

Vi får tit breve fra andre børn og unge, som også bliver mødt af mennesker, der ikke ved bedre eller ikke tænker sig om. De børn og unge har blandt andet fortalt mig, at de bliver mobbet med, at de har to mødre, at de er donorbarn eller har to fædre og to mødre på samme tid.

Men det er altså meget almindeligt, at mange børn vokser op i en familie, hvor der er andre forældre end lige en mor og en far – og som du også er et bevis på, så er det mindst lige så godt. At jeg fortæller dig det, gør det selvfølgelig ikke nemmere ovre i skolen. Men måske det alligevel hjælper lidt at vide, at du slet ikke er alene om at møde en omverden, som ikke forstår.

Jeg bliver så glad for at læse, at du har nogle dejlige forældre, som du elsker højt. Det allervigtigste forældre kan give deres børn, er tryghed og et rart hjem. Det lader til, at dine forældre virkelig giver dig det.

Hvor er det også godt, at du har talt med dine forældre om det, der sker på skolen. Det fortæller mig både noget om jeres fine forhold derhjemme. Men det fortæller mig også, at du er en pige, der kan mærke sine egne grænser.

Det skal du både være stolt og glad over. Det er nemlig noget, du kan bruge igennem hele livet.

Men jeg bliver dog bekymret, når du fortæller, at det også er dine lærere, der mobber dig. Dine lærere skal tværtimod sørge for, at du har det godt og er tryg oppe i skolen. På mig lyder det faktisk som om, at din skole slet ikke passer godt på dig. Kan du mon følge mig i det?

Måske du allerede ved det. Skolen skal sørge for, at alle børn har det godt. Hvis dine lærere ikke kan sørge for det, så er det vigtigt, at skolens leder/inspektør får besked om det.

Det kan være svært at råbe de voksne op alene, derfor synes jeg også, at du skal blive ved med at tale med dine forældre om mobningen.

Kunne du have lyst til at vise mit svar til dine forældre? Så kan I få en snak om, hvordan dine forældre kan blive ved med at støtte dig i at få det bedre.

Hvor må det være frustrerende, at skolen bare ikke lytter. Alligevel tænker jeg, at dine forældre må blive ved med at stille skolen til ansvar og fortælle skolen, at der altså ikke må foregå mobning i din klasse. Mon dine forældre har talt med andre lærere i klassen og/eller skolens pædagogiske leder?

Ellers så kan du måske foreslå dem det. Dine forældre kan også tage mit svar til dig med til mødet, så skolen forstår, at der skal handles. Hvis skolen ikke gør noget, så kan du som ung faktisk klage til Ombudsmandens Børnekontor – her kan du ringe og snakke med en rådgiver, som kan fortælle dig lidt om, hvordan det foregår.

Men det allerbedste vil selvfølgelig være, at dine klassekammerater og lærere fik en forståelse for, hvordan de kan behandle dig godt. Mon du har én lærer, som du stoler på og har det godt med? Så kan du måske dele dine tanker med denne. Du kan bare starte med at sige:

“Jeg har det så skidt i klassen. Jeg kan ikke mere og har brug for hjælp. Kan vi snakke om det?” – det kan også være en anden lærer på skolen eller en pædagog fra din gamle sfo.

Det er simpelthen så godt, at du har skrevet til mig. Det fortæller mig, at du har mod på at blive ved med at kæmpe for, at du kan få det godt. Mobning gør ondt, og det er et tegn på, at klassen i sin helhed ikke har det godt – særligt når lærerne er med til mobningen.

Derfor synes jeg bare, du er så sej og stærk. Du er modig og bliver ved med at kæmpe imod. Jeg tror på, at du snart – her i weekenden måske? – kan tage en god snak med dine forældre. Så kan I vende de muligheder, jeg har skrevet lidt om her i svaret.

Du kan altid ringe til os på 116111. Så kan vi hjælpe dig videre og komme med flere forslag til, hvordan det kan blive bedre.

Jeg sender dig et stort knus og alle mine tanker.

Kærlig hilsen BørneTelefonen

Få flere gode råd om hvordan man kan stoppe mobning

Bliver du mobbet, holdt uden for, kaldt øgenavne, drillet, ignoreret eller bliver du måske skubbet eller slået? Lige meget hvad skal det stoppes, for ingen mennesker skal finde sig i mobning.

Mobning forgår også på sociale medier. Det kaldes cybermobning, digital mobning eller internet mobning. Net-mobning kan have store konsekvenser, fordi det kan være svært at slette igen og det kan betyde, at den der mobbes, aldrig får en pause fra mobberiet.

Måske man kunne tro, at mobning kun forgår mellem mobberen og mobbeofferet, men faktisk er mobning ofte et resultat af en dårlig kultur i klassen. Mobning er hele klassens problem. Vidste du at din skole også skal have en antimobbestrategi? Og hvis du fortæller skolen, at du bliver mobbet, er det deres pligt at hjælpe dig.

Hvis du selv eller en du kender bliver mobbet, så kig på siden her og få hjælp til hvad man kan gøre for at stoppe mobning. Du kan se film, læse andre børns breve og BørneTelefonen svar eller du kan se, hvordan du klager til din skole.

Guide
Bliver du mobbet? Har skolen ikke hjulpet? Så har du ret til at klage. Følg guiden og se hvilke muligheder du har.

Trin-for-trin hjælp

Alene og udenfor? Få flere råd om ensomhed

Føler du dig ensom og udenfor fællesskabet? Du er ikke den eneste. Alle kan føle sig ensomme engang i mellem, men hvis følelsen fylder meget i dit liv, er det vigtigt, der bliver gjort noget ved det.

Man kan godt være alene uden at føle sig ensom, og omvendt kan man godt have mange venner samtidigt med, at man føler sig ensom.

Hvis du føler dig ensom, kan det være, du har tanker som: Hvorfor er der ingen, der forstår mig? Hvorfor bliver jeg aldrig inviteret?  Hvorfor har jeg ikke nogen BFF? Hvorfor er der aldrig nogen, der liker mine billeder eller skriver til mig? Hvordan får jeg gode venner? Hvorfor føler jeg mig ensom? Og hvordan kommer jeg ud af ensomheden?

Følelsen af ensomhed er aldrig din egen skyld, men der er heldigvis mange ting, du kan gøre selv. Læs mere om hvad ensomhed er, hvordan andre børn oplever det og få en masse råd!

Chat
Chat
Gruppechat
Gruppechat