Kære pige på 15 år
Godt at du skriver herind! Tak for dit brev. Jeg vil i mit svar forsøge at hjælpe dig lidt videre.
Det første, som jeg lægger mærke til i det du skriver, er, at du bliver drillet af dem fra din klasse og af dem i klasserne under dig. Det synes jeg lyder meget ubehageligt, og jeg kan godt forstå, at du vil have det stoppet! Du har ret til at trives i skolen, og det skal dine lærere være med til at hjælpe dig med. Derfor vil jeg råde dig til at tale med en lærer, som du føler dig tryg ved, hvis drillerierne ikke stopper.
Jeg tror at “yt”, som du skriver i dit brev, står for YouTube, hvis det er rigtigt, kan du, der hvor du ellers ville logge ind trykke på den sætning der står under det felt, hvor du kan indtaste adgangskoden, hvis du kunne huske den. Sætningen hedder “Har du glemt adgangskoden?”. Den skal du trykke på, og du vil blive guidet igennem, hvordan du skal få den ændret.
Hvis du heller ikke kan huske mailadressen, som du har brugt som brugernavn, kan du også her blive hjulpet videre til din YouTube-konto, ved at trykke “Har du glemt mailadressen?”.
Jeg håber, at du har fået et svar på dit brev, som du kan bruge, og jeg håber virkelig, at drillerierne stopper, og at du igen vil række ud til os eller fx din lærer, hvis du fortsat bliver drillet. Der er nemlig flere ting, man kan gøre for at få stoppet drillerierne. Den vigtigste ting er, at fortælle til andre, at det foregår. Det har du jo gjort rigtig godt her, og måske du også kunne sige det til andre voksne?
Hvis du fortæller din lærer, at du bliver drillet, og din lærer ikke gør noget ved det, kan du klage. Drillerier og mobning, skal tages meget alvorligt, og derfor er det godt, at du rækker ud efter hjælp, når det sker. Du kan trykke her, for at finde linket til, hvor du kan klage, hvis du ikke føler, at snakken med din lærer hjælper.
Du er altid velkommen til at kontakte os igen på 116 111, hvis du har noget du vil tale/skrive om.
Kærlig hilsen
BørneTelefonen