Kære dreng på 14 år
Hvor er det godt, at du skriver til os. Jeg kan se, at du går og har det rigtig svært og det er blevet en slags normal-tilstand for dig. Du har skrevet et virkelig flot og reflekteret brev. Det er ikke alle, der er i stand til at overskue deres egen situation så flot som du gør i dit brev.
Du skriver, at du er blevet mobbet fra du var 7 til du var 13 år. Mobning er simpelthen sådan en grim og ødelæggende ting. Jeg kommer også til at tænke på, hvordan det er med mobningen nu? Bliver du stadig mobbet? Du skriver, at det var dine eneste venner, der sørgede for, at du ikke havde det godt. Det lyder ærlig talt ikke som nogle særlig gode venner.
Måske ved du godt, at det står i loven, at alle skoler skal have en antimobbestrategi? Det betyder, at din skole skal have en plan for, hvad de gør for at undgå mobning. De voksne på skolen skal sørge for, at børnene har det godt og de skal hjælpe med at stoppe mobning, hvis den foregår. Det er altså de voksnes ansvar at sørge for, at børnene på skolen ikke bliver mobbet.
Derfor tænker jeg, at hvis mobningen stadig foregår og det stadig er svært med vennerne, så synes jeg, at du skal prøve at snakke med en lærer om det. Du kan fortælle ham/hende, at du er blevet mobbet i mange år og det efterhånden er blevet normalt for dig at føle dig forkert. På den måde kan I måske sammen finde en måde, hvor du kan få det nemmere i skolen. Giver det mon mening for dig?
Hvis det er helt ved siden af ift. hvor du er nu med mobning, så kan du springe det råd over. Jeg vil blot fortælle dig, at det altså er skolens ansvar at gøre noget ved den slags. Det er ikke din skyld eller dit ansvar.
Du skriver, at du i dit skolearbejde har fundet frem til, at den eneste måde at overkomme den form for skam over hvem du er, som du føler, er at få kærlighed og være elsket lige meget hvem man er. Det er meget fint skrevet og det kan meget vel være rigtigt.
Men når man har fået fortalt gennem så mange år, at man er helt forkert, så kan det være svært at tro på og stole på, at folk taler sandt, når de viser en kærlighed.
Du har selv gået og tænkt over at få noget hjælp fra en professionel. Det tænker jeg godt kunne være en god idé. Det er altid en god idé at snakke med nogen om det, når man har det svært. Vi ved fra mange unge, at bare det at snakke om det, kan hjælpe.
Du skriver, at du ikke kan forstå, at det er normalt at gå og lide og så have det okay med det. Jeg tænker, at det netop er fordi at det at have det svært og være ked af det er blevet normalt. Det tænker jeg, at det ville være rigtig fint at få snakket med nogen om.
Du kan gå til din læge (nummeret til lægen står på dit gule sygesikringskort) og fortælle ham/hende ligeså fint som du har fortalt mig i dit brev, hvordan du har det.
Din læge kan fortælle dig, hvor du kan få noget hjælp henne – fx henvise dig til en psykolog.
Du er også meget velkommen til at ringe til os på 116111. Vi sidder altid klar til at snakke med dig om hele din situation og kan også hjælpe dig med, hvor du skal finde noget hjælp henne. Er det mon en mulighed for dig?
Du har været virkelig god til at fortælle os om din situation. Jeg tænker, at du skal bruge den styrke til at få snakket med flere om, hvordan du har det, så du måske kan få det bedre med dig selv.
Jeg håber, at du kan bruge mine råd. Ellers er du altid velkommen til at skrive til os igen. Som sagt må du også meget gerne ringe til os på 116111.
De bedste ønsker
BørneTelefonen
