Selvværdsøvelse
Hvordan har du det med dig selv og din krop?
Hvis man har dårligt selvværd eller har det svært med sin krop, så kan det føles som om, at man har en stemme i hovedet, der hele tiden fortæller en, at man ikke er god eller pæn nok.
Det er vigtigt, at den stemme ikke bestemmer over en, for det kan være rigtig hårdt og gøre en trist. Hvis du har det sådan, kan du prøve nogle af øvelserne her:
Start og slut dagen med rare tanker.
Prøv at starte dagen med at fortælle dig selv tre gode ting ved dig selv. Det samme kan du gøre om aftenen. Det kan være noget, der er sket i løbet af dagen, og det kan også bare være de samme tre ting, du gentager. Det kan måske føles fjollet, men hvis man øver det, kan det hjælpe en med at fokusere på det, man holder af ved sig selv.