Kære pige på 14 snart 15 år,
Tusind tak for dit brev. Det er simpelthen så godt, at du har haft overskud til at skrive herind, selvom du ingen energi har. Det lyder som om, det er rigtig svært at være dig lige nu, og jeg vil gøre mit allerbedste for at hjælpe dig.
Jeg har også lyst til at fortælle dig, hvilke tanker jeg får, når jeg læser dit brev og om nogle rettigheder du har. Det kan måske også hjælpe dig, til at finde ud af, hvad du skal gøre.
Du fortæller, at du har en spiseforstyrrelse som påvirker dig meget i hverdagen, og at du er blevet anbefalet en psykolog, som du gerne vil. Du fortæller også, at din mor ikke synes det er nødvendigt, og at hun ikke mener du har angst, selvom din læge siger det.
Det må være så hårdt for dig at opleve det, som om din mor ikke forstår dig, når du prøver at snakke med hende om det. Og jeg kan virkelig godt forstå, at du synes det er frustrerende og at du har været ked af det.
Jeg tænker også, at det må have såret dig at høre hende sige, at du kun gør det fordi du synes det er sejt. Jeg er lidt i tvivl, om hun hentyder til spiseforstyrrelsen eller dét at gå til psykolog. Men under alle omstændigheder gør man jo ingen af delene for at være sej.
Og som jeg læser dit brev, er du heldigvis selv er klar over, at det nemlig slet ikke er sådan det hænger sammen, hvis man har en spiseforstyrrelse. Det er altid alvorligt og noget man skal have hjælp til at blive fri af.
Men hvor er det godt at høre, at du allerede taler med lægen og gerne vil tale med en psykolog. Det fortæller mig, at du gerne vil være rask og at du godt ved, at du skal have hjælp af nogle professionelle. Det er et rigtig godt udgangspunkt for at få det bedre, og det skal du holde fast i.
Det er også dejligt, at du har en bedste ven, som du kan tale med om dine problemer. Det skal du endelig blive ved med. Men jeg tror også, det er nødvendigt at få din mor til at forstå det, så hun også kan være der for dig og hjælpe dig på enhver måde, du måtte have brug for. Særligt nu hvor du har noget at slås med.
Faktisk er det sådan, at du har ret til tryghed, omsorg og at blive behandlet med respekt. Det betyder, at dine forældre skal passe godt på dig og sørge for, at du er tryg. Det lyder som om, din mor har svært ved det i øjeblikket, og derfor har I ret til at få hjælp af kommunen.
Din mor skal nemlig tro på dig, når du har problemer med spiseforstyrrelse og angst, og hun skal ikke modsætte sig den psykolog, du er blevet anbefalet.
For selvom din mor kan bestemme, hvordan hun vil opdrage dig, ud fra hvad hun synes er bedst for dig, så skal de beslutninger hun træffer, tage udgangspunkt i dine interesser og behov, samt være udtryk for, at hun passer godt på dig. Og det lyder ikke som om, det er tilfældet her.
Når man har en spiseforstyrrelse, er det nemlig utrolig afgørende at få hjælp så hurtigt som muligt. Jeg vil derfor foreslå dig at ringe til BørneTelefonen på 116111 og høre mere om, hvordan du kan få hjælp.
Din mor kan også få børnefaglig rådgivning på ForældreTelefonen på tel:35555557 så hun bliver bedre i stand til at give dig den støtte, du har brug for. Jeg ved godt, at det kan være grænseoverskridende at sige til sin mor, men hvis du ringer til BørneTelefonen, kan vi give dig nogle idéer til, hvordan det kan gribes an.
Jeg ved ikke, hvad det er der gør, at din mor ikke mener det er nødvendigt, at du taler med en psykolog. Det kan jo være flere ting, men nogle forældre tænker måske, at de ikke har råd til det.
Hvis din mor ikke ved det, vil jeg bare sige, at med en henvisning fra lægen er psykologbehandling til unge med let til moderat depression eller angst gratis.
Jeg ved heller ikke, om din læge kender til din mors holdning. Men jeg tænker, at lægen ville kunne hjælpe dig, ved at forklare din mor, hvad du efter lægens vurdering har brug for, til at få det bedre. Du må gerne selv ringe til lægen, uden din mor ved det. Nummeret står på det gule sygesikringskort.
Du kan jo fortælle lægen, at du har været meget ked af det på det sidste og at du ikke engang har energi til at ryde op på dit værelse, som du plejer. Når jeg hæfter mig ved det, er det fordi, det fortæller noget om, hvor udmattet du også er oven i alt det andet.
Og når man har det sådan, som du beskriver, så er der virkelig brug for, at ens mor støtter og forstår én, så man ikke også skal kæmpe med det.
Så når du spørger, hvad du skal gøre, tænker jeg på, hvordan det mon ville være for dig, at gå imod det din mor siger, og altså rette dig mere efter hvad lægen mener?
Grunden til at jeg nævner det er, at når man er ung, så kan man stadig være meget afhængig af, hvad ens forældre mener, også selvom de godt kan tage fejl. Har du mon selv tænkt på det?
Jeg ved ikke noget om, hvordan det ellers er i din familie; om du har søskende, andre tætte familiemedlemmer eller om du har en far, som du ser eller bor sammen med. Men hvis du har, kunne det så være en mulighed at fortælle en af dem om din mors uforståenhed?
Jeg foreslår det, fordi det nogen gange kan hjælpe, at der er flere, og især nogen som din mor har tillid til, som forklarer alvoren, så din mor begynder at bakke op om behandlingen i stedet for at bremse den. Ville det være en mulighed?
Endelig vil jeg nævne Foreningen Spiseforstyrrelser og Selvskade hvor du kan få gratis og anonym hjælp og rådgivning af nogle professionelle, der ved rigtig meget om, hvad du står i lige nu, og som også kender til de udfordringer, du beskriver omkring din mor. Faktisk er der også hjælp at få for hende.
Jeg synes du har været vildt sej, at du har rakt ud efter hjælp herinde. Det du kæmper med, er svært nok i sig selv, og du har, trods manglende energi, alligevel været i stand til at mærke, at det måske var nødvendigt at gøre noget andet, end det din mor sagde.
Den form for viljestyrke og handlekraft er prisværdig og enestående især i din situation, og jeg håber og tror, at disse betydelige egenskaber vil bringe dig videre og hjælpe dig til at blive rask.
Husk at du kan ringe til os på BørneTelefonen hele døgnet på 116111 – vi vil meget gerne hjælpe dig.
Jeg ønsker dig alt det bedste.
Kærlig hilsen
BørneTelefonen