Kære pige på 14 år,
Tusind tak for dit brev. Det er simpelthen så godt at du skriver, for det er en rigtig svær situation du står i.
Jeg kan sagtens forstå, at du har brug for at vide, hvad du skal gøre, og jeg vil gøre mit allerbedste for at hjælpe dig, og give dig en retning på, hvad du kan gøre.
Jeg vil også fortælle dig lidt om, hvad jeg ved om det at have en spiseforstyrrelse, og om nogle rettigheder du har. Det håber jeg, er i orden for dig.
Allerførst vil jeg sige til dig, at du har fuldkommen ret i, at det ikke er dig der skal tage ansvaret for din mor. Og jeg lægger mig fladt ned over, at du er i stand til at se det, og endda er så omsorgsfuld, at du rækker ud efter hjælp til at handle på en måde, der måske kan hjælpe hende alligevel.
At have en spiseforstyrrelse er meget alvorligt. Det er noget man skal have hjælp fra professionelle til at komme fri af.
Det er ikke noget hverken dén der har spiseforstyrrelsen, eller familien skal stå alene med. Ofte er det sådan, at hele familien rammes af mistrivsel og at der er brug for hjælp og støtte, også til familien.
Du fortæller, at du er bange for, at hun bliver sur på dig, hvis du siger til hende, at hun næsten ikke spiser noget mad. Og dette er netop én af de konflikter, som man ofte kan stå med.
Dén der har spiseforstyrrelsen, kan blive meget vred, hvis nogen blander sig i, hvor meget eller hvor lidt de spiser. Og det kan være meget frustrerede, dels på grund af skænderier om mad og spisning, men måske også fordi du bliver bekymret for din mor.
Det skal helst være sådan, at den der er ramt af en spiseforstyrrelse, kommer i professionel behandling. Derefter er det sundhedspersonalet, der har ansvaret for behandlingen og dermed rollen, som dem der holder øje med vægt og madindtag. Det er IKKE dit ansvar.
Jeg ved ikke, om din mor er eller har været i behandling, men som jeg læser dit brev, har sygdommen i hvert fald stadig fat i hende. Derfor tænker jeg, at der godt kunne være brug for hjælp.
Måske ved du det allerede, men jeg vil alligevel fortælle dig, at det er meget stærke kræfter, man er oppe imod med en spiseforstyrrelse.
Man kan føle det, som om det er selve sygdommen man taler med og ikke mennesket bag. Det kan være utrolig hårdt at opleve, især når man er bekymret. Mon du kan genkende dette?
Mange af dem jeg har talt med, som selv har været ramt eller de pårørende, fortæller, at det har hjulpet på stemningen i hele familien, når ansvaret for behandling kom på professionelle hænder.
Men jeg mener også, at du skal have noget hjælp. Derfor er der flere ting, jeg vil foreslå dig.
Når jeg tænker, at du skal have hjælp, er det fordi, det kan være så udmattende at have en forælder, der er syg. Det er nemlig sådan, at du har ret til tryghed og omsorg, og det er dine forældre, der skal sørge for, at du har det godt.
Under sygdom kan det være svært for forældrene at leve op til dette ansvar, og hvis det er tilfældet for din mor, så har I ret til at få hjælp.
Når jeg synes det er særlig vigtigt her, er det blandt andet, fordi jeg ved at børn af spiseforstyrrede mødre, kan være i risiko for at udvikle enten selve sygdommen eller andre psykiske lidelser. Og selvom du har vist et helt utroligt skarpt blik for, hvad der foregår, så er der alligevel grund til at du får noget hjælp.
Derfor vil jeg foreslå dig at kontakte den anonyme Børne- Unge Rådgivning i den kommune du bor i. Her kan du forklare, hvordan situationen er hjemme hos jer og høre, hvordan du kan få hjælp. Kommunen vil vurdere, hvad der kunne være brug for af hjælp og støtte til hele familien.
Hvis du synes det er lidt svært, kan du ringe til BørneTelefonen på 116111, så kan vi hjælpe dig med at kontakte kommunen. Vi kan også fortælle dig om bisidderordningen og om hvordan du kan få en Bisidder fra Børns Vilkår hvis det ender med, at du skal til møde i kommunen.
Jeg vil også foreslå dig at kontakte Foreningen Spiseforstyrrelser og Selvskade her ved de nemlig rigtig meget om spiseforstyrrelser. Og som pårørende kan du få gratis anonym rådgivning i forhold til, hvordan du kan være omkring din mor, og hvordan du samtidig passer på dig selv.
Jeg håber virkelig, at du føler dig hjulpet lidt på vej af de ting jeg har skrevet. Ellers er du hele døgnet velkommen til at ringe til BørneTelefonen på 116111 – Vi vil meget gerne hjælpe dig videre.
Du har med dit brev sat fokus på en meget vigtig problematik i forhold til, hvordan det er at være datter af en spiseforstyrret mor. Det er både stærkt, modigt og modent gjort. Det viser, at du kan sætte dig i andre menneskers sted samtidig med, at du er bevidst om, hvortil dit ansvar går.
Jeg håber, at du fortsat vil bruge din styrke og kontakte nogle af dem jeg har skrevet om.
Rigtig meget held og lykke med det hele.
Kærlig hilsen
BørneTelefonen
