Sådan kan du kontakte BørneTelefonen

Spiseforstyrrelser

En spiseforstyrrelse vil sige at have et usundt og svært forhold til mad. Mange beskriver det som nogle stærke tanker, der bestemmer ens handlinger og spisevaner.

Hvis du tror, du har en spiseforstyrrelse, skal du tage det alvorligt. Det er kun lægen, der kan vurdere, om du har en spiseforstyrrelse eller ej. Her på siden kan du få gode råd til at vinde over de svære tanker.

5 gode råd til spiseforstyrrelser

Du er ikke din spiseforstyrrelse

Der findes mange grunde til, hvorfor man får en spiseforstyrrelse. Tit handler det om, at der er noget i livet, som har været eller er svært. En spiseforstyrrelse kan her føles som en måde at få kontrol.

Det er også derfor, det kan være svært at stoppe igen. Kontrollen kan føles tryg. Men desværre er det en falsk tryghed. Det løser ikke problemerne.

Og fordi spiseforstyrrelsen kan føles så tryg, kan det også føles som om, den er en del af dig.

”Hvem er jeg uden min spiseforstyrrelse?” og ”hvad kan jeg ellers finde ud af?” er tanker, der er helt normale at tænke.

Du kan prøve at stille dig selv spørgsmålet: ”hvem vil jeg gerne være uden min spiseforstyrrelse?” Måske du kender en person, uden en spiseforstyrrelse, som du ser meget op til? Man må godt lade sig positivt inspirere af andre.

Udfordr spiseforstyrrelsen

Når man arbejder med sine tanker, og prøver på at ændre dem kan det gå op og ned. Nogle dage kan det gå rigtig godt. Og andre dage kan det føles som om, du er helt tilbage, hvor du startede. Det er helt okay. Det er en del af at få det bedre.

Bare det, at du læser det her, er et skridt i den rigtige retning. Du bliver nemlig lidt klogere på din spiseforstyrrelse og dine tanker for hver gang, du søger hjælp.

Det kan være en hjælp at udfordre spiseforstyrrelsen. På den måde kan du minde dig selv om, hvor langt du er nået. Det kan fx være:

  • Kontakte lægen
  • Nyde et måltid
  • Spise sammen med en ven

Hvert lille skridt tæller mod at vinde over spiseforstyrrelsen.

Tal med en voksen

Mange der har en spiseforstyrrelse, holder det hemmeligt, og kan ikke lide at sige det højt. Det kan være fordi, de synes det er flovt eller fordi de ikke vil være til besvær. Det kan også være fordi, de tror, at de har alt under kontrol og ikke behøver hjælp.

Men at holde det hemmeligt, er faktisk et tegn på, at du har brug for hjælp. Svære tanker har det nemlig bedst i det skjulte. For når vi holder dem hemmelige, kan de vokse sig endnu større.

Den bedste måde at gøre dem mindre igen er ved at sige dem højt. Det kan fx være til dine forældre, din lærer, skolens sundhedsplejerske eller lægen. Du kan også ringe eller skrive til Landsforeningen mod spiseforstyrrelser og selvskade her: LMS. Det er gratis og anonymt.

Hvis du er i tvivl om, du har en spiseforstyrrelse eller er bekymret for at få det, skal du også sige det højt. Så kan den voksne hjælpe dig med at forstå dine tanker og hjælpe dig.

Fokuser på dit indre og ikke dit ydre

Vi ved, at der ikke er nogen, der bestemmer sig for at få en spiseforstyrrelse. Det er noget, der kan udvikle sig over længere tid.

Det kan fx være at du finder trøst i mad? Det kan også være, en slankekur der pludselig kom ud af kontrol? Måske du har oplevet kommentarer på din krop?

Når man er vant til at få kommentarer på sit udseende, bliver det helt naturligt også det, man selv fokuserer på.

Det kan være en stor hjælp at unfollow profiler, der får dig til at tænke på din spiseforstyrrelse og dit udseende. Prøv i stedet at følge personer med forskellige kropsformer, og profiler der handler om at have det godt med sig selv.

Giv dig selv plads til gode oplevelser

Bekymringer om mad, udseende og kontrol kan føles svære at slippe. Det er derfor vigtigt, at du prøver at give dig selv pauser fra tankerne. Det kan godt være svært, men vi har nogle små tips og gode råd, der kan hjælpe.

For det første er det vigtigt, at du prøver at få nok søvn. Når vi sover, slapper kroppen af og du kan få en pause fra tankerne.

Et andet tip er også at fylde dagen med ting, som du godt kan lide. Det kan være noget, der distraherer dine tanker. Måske du godt kan lide at ride? Måske du er vildt god til computerspil? Det kan også være, du slapper rigtig godt af med en serie eller en god bog. Det er helt op til dig selv.

Det er helt okay, hvis det kan være svært at overskue. Nogle beder fx om hjælp fra familie eller venner til at lave ting sammen. Det handler om, hvad der fungerer for dig.

vend de negative tanker

Her kan du få hjælp til at tænke mere positivt om dig selv.

Udfyld felterne og få en plan over hvordan, du kan vende dine tanker.

Laptop med skærmbillede af forsiden af BørneTelefonen. Et forstørrelses glas zoomer ind på teksten:

hjælp os med at blive endnu bedre

Du er stadig helt anonym

Ring

Ring til bisidningen på nummer 35 55 55 56.

SMS

Send SMS til BørneTelefonen på nummer 116111.

Ring

Ring til BørneTelefonen på nummer 116111.

Chat
Chat
Gruppechat
Gruppechat