Du har sendt dit brev til Børn Hjælper Børn. En fra BørneTelefonen har besluttet, at det er bedst, at du får svar af en voksen rådgiver. Vi håber, at du alligevel vil kunne bruge svaret. Dit svar kommer her:
Kære dreng på 15 år,
Tak for dit brev. Hvor er det stærkt af dig, at du har skrevet til brevkassen.
I dit brev fortæller du, at du har haft problemer med spisning i 6 måneder. Du spiser meget mad og du føler at det er den eneste måde du kan føle glæde på. For at få dine tanker over på noget andet er du begyndt at selvskade.
Jeg fornemmer tydeligt, at du godt ved, at det forhold, du har til mad lige nu ikke er så godt. Problemer med spisning og selvskade er rigtig svære at klare helt alene. Derfor er det rigtig godt du har skrevet til mig, men jeg tænker også det er vigtigt du får snakket med en voksen, som kan hjælpe dig med at få det bedre.
Du fortæller at dine forældre er begyndt at kommentere på det. Måske kommentere de på det, fordi de er bekymret og gerne vil hjælpe. Kunne du mon snakke med dine forældre om hvordan du har det? At du føler du har et problem med mad og selvskader.
Hvis du synes det er svært at snakke om. Er en måde at sige det på gennem et brev. Du kan bruge vores side Skriv det til nogen. Jeg tænker, at et brev kunne være en god mulighed for at få sagt de ting, du har brug for. Har du mon lyst til at prøve det?
Hvis du taler med dine forældre om det, kunne I måske bestille en tid hos lægen.
Lægen vil kunne hjælpe med at finde ud af hvilken hjælp, du har brug for. Det kan være, at du har brug for at tale med en psykolog. En psykolog kan være rigtig god at snakke med om ting der er svære. En psykolog vil kunne hjælpe dig til at forstå, hvorfor du har det sådan, og hvad du kan gøre for at du kan få det bedre.
Uanset er det vigtigt at dele dine tanker og bekymringer med en voksen, du er tryg ved.
Måske har du mere lyst til, at tale med en voksen, der ikke er så tæt på dig, men alligevel kunne lytte til dig.
Så kan du tale med sundhedsplejersken om det på din skole. Sundhedsplejersken ved meget om både kroppen og selvskade og er vant til at tale med elever om at have det svært med spisning.
Jeg kommer også til at tænke på om du mon kender landsforeningen mod spiseforstyrrelser og selvskade? De kan måske være en god hjælp for dig. De ved rigtigt meget om de følelser du beskriver. Det er gratis og anonymt. Du kan både ringe, sms og chatte med dem. Du kan se mere her: LMS
På BørneTelefonens hjemmeside kan du også finde 5 gode råd til at undgå at selvskade. Et af vores råd er fx at du kan lave en handleplan. Du kan se mere her. En handleplan kan hjælpe dig med at gøre noget andet, når trangen til at selvskade opstår. Mon du kunne have lyst til at prøve at lave sådan en handleplan?
Du er også altid velkommen til at ringe eller chatte med BørneTelefonen på 116111. Her sidder der voksne klar til at lytte til dig.
Med dit brev viser du, at du kan række ud efter hjælp. Hjælp til at kunne få det bedre. Det er så godt gået af dig!
Kærlig hilsen BørneTelefonen.