Brev

Jeg tænker på mad hele dagen

Jeg har tabt mig 5 kg, fordi jeg hadede hvordan jeg så ud, nu er jeg undervægtig. Jeg elsker mad rigtig meget, men siden jeg har tabt mig bliver jeg ved med at begrænse hvad jeg spiser. Jeg har altid været en tynd pige. Før spiste jeg rigtig meget og jeg tog aldrig vægt på. Men jeg fik pludselig den her tanke om at jeg skal være virkelig tynd. Jeg har hele tiden lyst til at tage noget at spise men jeg er bange for at jeg bliver tyk. Hvad skal jeg gøre?

Pige, 13 år
Svar fra

Børnetelefonen

Tak, fordi du har skrevet til Børn Hjælper Børn. Ud fra det du har skrevet, tænker vi, at du kan få det bedste svar fra en voksen rådgiver, der ved mere om dine rettigheder og muligheder. Derfor får du her et personligt svar fra en voksen rådgiver på Brevkassen, som vi håber, du kan bruge.

Kære pige på 13 år.

Tusinde tak for dit brev til BørneTelefonen. Det er virkelig godt, at du rækker ud efter hjælp, især når jeg kan fornemme i dit brev, at dine tanker om mad og din krop fylder rigtig meget lige for tiden. Jeg skal gøre mit bedste for at hjælpe dig!

Du skriver, at du hadede hvordan du så ud, og pludselig fik en tanke om, at du skal være virkelig tynd. Nu har du tabt 5 kg, men bliver stadig ved med at begrænse hvad du spiser.

Du fortæller, at du altid har været en tynd pige, og egentlig altid har elsket mad, men du er bange for at blive tyk, også selvom du tænker på mad hele tiden.

Du kan være stolt af dig selv!

Kære du, jeg har lige brug for at fortælle dig, at jeg synes, det er så sejt, hvordan du er i stand til at analysere, hvad der foregår inde i dig, og hvorfor du tror, at du måske er endt her, hvor du egentlig ikke har lyst til at være.

Du kan godt være stolt over, at du rækker ud efter hjælp, når der er noget, som du går og har det svært med! Det er ikke altid nemt, og bliv endelig ved med det.

Behovet for at tabe sig

Nu skriver du selv, at du altid har været en tynd pige, men at du alligevel “pludselig” har haft et behov for, at skulle være “virkelig tynd”. Jeg kommer sådan til at tænke på, hvad det mon er, der har gjort, at du pludselig har haft brug for at være endnu tyndere?

Jeg ved ikke om du ved det, men faktisk, så er der rigtig mange unge mennesker, der begynder at udvikle et negativt forhold til deres krop lige i den tid, hvor de begynder at gå i puberteten.

Det sker ofte fordi, at kroppen går igennem nogle kæmpe store forandringer i puberteten, hvor man er i gang med at udvikle sig til at blive voksen.

Derfor oplever mange, et øget behov for at føle en form for kontrol over deres krop i den her periode, fordi man pludselig bliver så opmærksom på sig selv og sit udseende, og måske også på, hvad andre mon tænker om en.

Nu ved jeg jo ikke, om det er sådan for dig, men jeg tænker alligevel på, om du mon kan genkende noget af det?

Stoppe den negative spiral

Når jeg læser dit brev, så fornemmer jeg faktisk, at du selv er meget klar over, at du måske også er begyndt at udvikle et negativt forhold til din krop – mon det er rigtigt fornemmet?

Du har nemlig lagt brevet ind under “spiseforstyrrelse”, og skriver meget konkret “hvad skal jeg gøre”.

Derfor tænker jeg, at vi nu kunne snakke lidt om, hvad du kan gøre herfra, for at stoppe den negative spiral, og forhåbentlig udvikle et positivt forhold til din krop og til den mad, som du elsker.

Lyst til mad, men bange for at blive tyk

Nu nævner du selv, at du hele tiden har lyst til noget at spise, men at du er bange for, at du bliver tyk, hvis du ikke er ligeså begrænset, som du er lige nu.

Noget af det vigtigste, for rigtig mange andre unge, som er begyndt at udvikle et negativt forhold til deres krop og til mad, det er at prøve og stoppe med den her sort/hvid tænkning. 

Det jeg mener med det, er den her “alt eller intet” tankegang – at enten, så er man “tynd”, eller også er man “tyk”. Men i virkeligheden, som jeg er helt sikker på, at du allerede ved, så er der jo rigtig meget indimellem de to kategorier.

Grunden til at jeg alligevel nævner det er for at minde dig om, at selv hvis du begyndte at spise mere, og måske tog mere på, at så er du ikke pludselig i kategorien “tyk”.

Tværtimod, så findes der jo enormt mange andre måder, som ens krop kan se ud på, og den her “sort/hvid tænkning” kan nemlig komme til at “skygge” for den virkelighed, så man glemmer, at bare fordi man vejer mere, eller spiser mere, så er man altså ikke pludselig “tyk”.

Mon du kan se, hvad jeg mener med det?

Kroppen har brug for mad

Derudover, så ved jeg ikke om du ved det, men når man begrænser den mad man spiser til den grad, at man begynder at tabe sig flere kilo, ligesom du gør for tiden, så putter man faktisk kroppen i et stadie af sult.

Når kroppen sulter, så producerer man helt naturligt nogle hormoner, der fortæller hjernen, at man har brug for noget mere at spise, så man ikke bliver ved med at sulte. Derfor er det helt normalt, at du “hele tiden har lyst til noget at spise”.

Det er nemlig din krops forsøg på at fortælle dig, at du er i underskud af næring, og at du har brug for mere mad. Og kroppen har nemlig brug for mad, for at fungere og gøre de ting, vi kan lide.

Jeg synes det er rigtig godt set af dig, at fordi du er bange for at blive tyk, så lytter du ikke til de signaler fra din krop, og bliver ved med at begrænse din mad. Og det er vigtigt, at du får hjælp til det mønster af negativ kontrol over din krop og mad.

Og derfor er det SÅ godt, at du rækker ud efter hjælp!

Hjælp fra andre

Først og fremmest, så tænker jeg på, om du mon har snakket med dine forældre om, at du går og har det svært med din krop og mad for tiden? Dine forældre kan nemlig hjælpe dig med, at få den rigtige hjælp og støtte.

Hvis du ikke har lyst til at snakke med dine forældre, så er det også helt okay, så kunne du måske snakke med en anden voksen, som du er tryg ved? For eksempel en skolelærer, eller en onkel eller moster.

Derudover, hvis du bliver ved med at føle, at det er svært at lægge de begrænsninger fra dig, så er det en rigtig god idé, at tage til sin egen læge. Din læge kan nemlig henvise dig til forskellige former for hjælp.

Det er forskelligt hvad man kan have brug for, men lægen ved, hvad der hjælper rigtig mange andre unge! Nummeret står bagpå dit gule sundhedskort.

Jeg vil også gerne fortælle dig om  Foreningen Spiseforstyrrelse & Selvskade, hvor du faktisk kan søge om individuel– og gruppeterapi, samt en masse andre behandlingstilbud. Det tænker jeg helt klart, ville være noget for dig!

Her sidder der rådgivere som kender til lige netop de ting, som du beskriver i dit brev. Du kan også tjekke vores side om spiseforstyrrelser, hvor du kan finde gode råd, og læse mere om spiseforstyrrelser, hvis du altså har lyst til det.

Jeg tror på dig!

Jeg håber, at du kan bruge mit svar til noget, og at du kan se, at der er enormt meget hjælp at hente, og ting du kan prøve at arbejde med, så du kan få et mere positivt forhold til din krop og den mad, som du elsker!

Jeg synes, at du allerede har gjort dig enormt mange gode tanker, og har en stor evne til at analysere, hvad det er, der foregår inde i dig, og hvorfor du tror, at det er blevet sådan.

Det fortæller mig, at du har styrken og evnerne til at gå videre med det her, og få sagt det til en voksen, og søgt noget hjælp, så du kan få arbejdet på, at få det bedre med dig selv.

Og så er du selvfølgelig altid velkommen til at skrive ind til BørneTelefonen igen, eller ringe ind på 116 111, hvis der er mere, eller noget helt andet, som du har brug for at snakke om.

Knus og et kæmpe stort kram fra

BørneTelefonen.

har du en spiseforstyrrelse?

En spiseforstyrrelse er alvorlig, og det kræver hjælp fra en voksen. Det er derfor vigtigt at du fortæller nogen om din spiseforstyrrelse. Det er kun din læge, der kan sige, om du har en spiseforstyrrelse eller ej.

En spiseforstyrrelse kan vise sig på mange måder. Det kan være, at du spiser meget, at du næsten ikke spiser, at du kaster op eller at du træner meget.

Nogle beskriver også en spiseforstyrrelse som deres bedste ven, fordi den kan føles tryg. Men de beskriver den samtidig som deres værste fjende, fordi den får dem til at blive syge. Det kan føles hårdt at kæmpe imod sin spiseforstyrrelse, men det er heldigvis muligt at få det bedre.

Her på siden kan du få gode råd mod spiseforstyrrelser, få hjælp til at vende de negative tanker og øve dig i at få et mere positivt selvbillede.

Ring

Ring til bisidningen på nummer 35 55 55 56.

SMS

Send SMS til BørneTelefonen på nummer 116111.

Ring

Ring til BørneTelefonen på nummer 116111.

Chat
Chat
Gruppechat
Gruppechat