Pige i nød?

Kære pige på 16 år,

Tak for dit ærlige brev, hvor du virkelig formår at beskrive dine følelser og adfærd ift. spisning. Det viser mig, at du er utrolig reflekterende og faktisk også kan se begge sider af din udfordring, hvilket altid er en fordel, når man skal finde en vej i det, der er svært.

Du kommer i dit brev ind på, at du har været tilknyttet psykiatrien, hvor du ikke oplevede at kunne tage imod hjælpen. Det lyder til, at du inderst inde godt ved, at de kan hjælpe dig, men at det kræver, at du vil hjælpes. Det er en god erkendelse og giver mulighed for at gå videre med dine tanker om, hvorfor noget i dig ikke ønsker at blive hjulpet. Derfor synes jeg også det er rigtig fint, at du går til psykolog, da jeg tænker det er vigtigt at arbejde med dine tanker omkring mad, vægt og kroppen. Ofte er der noget, der har gjort, at man ender som spiseforstyrret – måske har du allerede selv reflekteret lidt over det? Kan du huske, hvornår din spiseforstyrrelse startede og måske endda hvad der uløste den?

For nogen handler det om oplevelser direkte relateret til mad, men for mange om noget helt andet. En episode eller tid, hvor man følte et tab af kontrol og derefter fik et behov for at genvinde følelsen af kontrol. Eksempelvis kan forældres skilsmisse, dødsfald eller mobning give nogen følelsen af tab af kontrol. Det kan også være andre ting, som man ikke selv har indflydelse på. Ved at styre, hvad man indtager, ens vægt eller andet, kan man genvinde en følelse af kontrol – også selvom det ikke gør ens forældre finder sammen igen eller man får sit kæledyr eller bedsteforælder tilbage. Mon det giver mening? Det er derfor ofte ikke selve kosten eller vægten i sig selv, der betyder noget, men den følelse det giver én at kunne kontrollere noget i ens liv.

Derfor er det vigtigt at tænke tilbage og mærke efter, om det i virkeligheden kan handle om noget andet. Måske kan du reflektere lidt over det og tale videre med din psykolog om dine tanker. Det er nemlig tankerne der skal ændres før adfærden kan ændres.

Du skriver, at du ikke stoler nok på dig selv til at være alene. Jeg synes, at det er en rigtig god erkendelse og det viser også mig, at du gerne vil have hjælp – at du virkelig gerne vil have det bedre, selvom du ikke ønsker at tage på. Mon du har fortalt dette til dine forældre? Jeg tænker, at det er vigtigt, at du kan føle dig tryg så måske kunne I aftaler så du ikke behøves at være alene hjemme eller spise selv – dette tænker jeg kunne være godt både i forhold til overspisning, opkast efter måltider og tankerne om selvskade.

Hvis du alligevel er alene og frygter at komme til at selvskade, er det godt at have nogle strategier – gerne nogen du har skrevet ned så du hurtigt kan træffe en beslutning om at gøre en af de ting, som måske vil kunne afhjælpe tankerne. Det kan være: Gå en tur, tage et bad, ringe til en veninde, sætte yndlingsserien på tv’et eller andre ting, som er rare at lave. Dette vil du også kunne prøve i forbindelse med trangen til overspisning eller opkast – ting som vil kunne få dig på andre tanker. Hvis det kun virker halvdelen af gangene eller udskyder tankerne få minutter, må du ikke tænke du har fejlet. Det tager tid at ændre tankemønstre og det er svært lige meget, hvad det handler om. Det vigtigste er, at man ikke giver op – det skal nok hjælpe dig med tiden.

Du spørger, om du skal blive ved med at kæmpe for at kunne gøre ting, du gerne vil fx tage på efterskole. Mit svar til dig er: JA. Du skal blive ved med at kæmpe alt det du kan! Du kan få et liv uden følelsen af, at tallet på vægten afgør, om du har det godt. Bliv ved med at tage imod al den hjælp du kan få og lad dig ikke nøjes med at have det okay.

Bliv ved med at gå til psykolog og vær’ så ærlig, som du overhovedet kan – så bliver det nemmere at hjælpe dig. Og hvis du i morgen får tanker relateret til din spiseforstyrrelse og har brug for at tale med nogen hurtigt, kan du altid skrive til Landsforeningen mod spiseforstyrrelser og selvskade: https://spiseforstyrrelse.dk/ 

Der vil du hurtigt kunne få hjælp og rådgivning – eller måske bare en der lytter og distraherer dig fra tankerne.

Jeg tror på, at du kommer ud af sin spiseforstyrrelse! Jeg kan læse i dit brev, at du har modet, men bare mangler det sidste skridt til at tage imod al hjælpen. Det er et svært skridt for det betyder, at du vil føle, at du mister en del af den kontrol, du har lige nu, men det er den rigtige vej. Tag små skridt ad gangen og glæd dig over de små sejre, når de er der. Det kræver meget at tage kampen op, men du vil få det tusind gange igen, når du er ude af din spiseforstyrrelse og kan se tilbage på, hvor langt du er kommet. Jeg tror på dig!

De bedste hilsner fra BørneTelefonen