Brev

Min vens spiseforstyrrelse

Hej min veninde har fået en spiseforstyrrelse og vil rigtig gerne hjælpe hende men ved ikke hvad jeg skal gøre jeg tror det hendes mor der styre hvad hun spiser fordi hver gang vi sammen spørg hun hendes mor om hun må spise det eller skal hun tage hendes proteinbar nu og hun er hele tiden træt og det ikke for at være tavlig men det lidt ireterene og pga hun hele tiden er træt aflyser altid vores planer ved bare Ik hvad jeg skal gøre

Pige, 14 år
Svar fra

Børnetelefonen

Kære pige på 14 år

Hvor er det godt du skriver, for det kan godt være rigtig svært at være pårørende og stå ved siden af en, der har det svært. Det er helt naturligt at man også nogle gange kan synes det er lidt irriterende, og det er slet ikke tarveligt at føle sådan.

Først og fremmest vil jeg fortælle dig at det er en rigtig skøn kvalitet du har, når du fortæller at du bare rigtig gerne vil hjælpe din veninde. Det kan være hårdt at stå på sidelinjen og se på en der har det svært, og bare ikke rigtigt vide hvordan man kan hjælpe – og om man egentlig overhovedet kan gøre noget.

Kroppen har brug for god og sund mad, for at man får energi og kan klare hverdagen. Hvis ikke man får den mad, som kroppen har brug for, så bliver vi trætte. Hvis din veninde ikke får så meget mad lige nu, så er det rigtig hårdt for hendes krop at skulle holde sig vågen og gøre de ting, som man kan normalt.

Det lyder som om din veninde faktisk er ret syg, når hendes mor styrer, hvad hun spiser. Hvis hun er det, kan det være svært for dig at hjælpe med noget, som handler om mad og sygdommen. Jeg tænker at det bedste du kan gøre for hende lige nu, er at være forstående og fortælle hende at du er der, når hun har overskud til det. Hvad tænker du, når jeg skriver det?

Jeg kunne forestille mig at det måske kunne være rart for din veninde at få et sted, hvor hun har ”timeout” fra at være syg og at tale om spiseforstyrrelsen. Det kan være at du kan hjælpe hende med at skabe den ”timeout”, hvor I bare er jer to sammen – når hun har energi til det.

Selvom det kan være rigtig træls at hun aflyser nogle gange osv., så er det vigtigt at man stadig er der, hvis de har brug for en. Men det kan være hårdt at skulle stå klar, hvis man måske ikke altid føler man får lige så meget igen, som man giver. Derfor kan det være en rigtig god idé at snakke med nogle om, hvordan du går og føler i forbindelse med det hele. Det kan være du kan snakke med din mor, far eller anden voksen, som du er tryg ved. Så får du også lettet dine følelser, for det kan være tungt at gå med alene, også som veninde til en med spiseforstyrrelse.

Du er også altid velkommen til at ringe til os her på BørneTelefonen på 116 111. Der sidder søde rådgivere klar til at lytte. Du må også gerne sende et brev igen, hvis du får brug for det.

Jeg håber du kan bruge mit svar.

Bliv endelig ved med at være den støttende og gode veninde, som det lyder til du er.

Kram fra BørneTelefonen

har du en spiseforstyrrelse?

En spiseforstyrrelse er alvorlig, og det kræver hjælp fra en voksen. Det er derfor vigtigt at du fortæller nogen om din spiseforstyrrelse. Det er kun din læge, der kan sige, om du har en spiseforstyrrelse eller ej.

En spiseforstyrrelse kan vise sig på mange måder. Det kan være, at du spiser meget, at du næsten ikke spiser, at du kaster op eller at du træner meget.

Nogle beskriver også en spiseforstyrrelse som deres bedste ven, fordi den kan føles tryg. Men de beskriver den samtidig som deres værste fjende, fordi den får dem til at blive syge. Det kan føles hårdt at kæmpe imod sin spiseforstyrrelse, men det er heldigvis muligt at få det bedre.

Her på siden kan du få gode råd mod spiseforstyrrelser, få hjælp til at vende de negative tanker og øve dig i at få et mere positivt selvbillede.

Spiseforstyrrelser Andre der hjælper

Det Mentale Motionscenter

Gode råd og øvelser til at styrke din mentale sundhed
Læs mere

Foreningen Spiseforstyrrelser og Selvskade

Rådgivning og andre tilbud vedrørende spiseforstyrrelse og selvskade
Læs mere

Psykiatrifonden

Rådgivning og støttetilbud om psykisk sygdom og diagnoser
Læs mere

Ring

Ring til bisidningen på nummer 35 55 55 56.

SMS

Send SMS til BørneTelefonen på nummer 116111.

Ring

Ring til BørneTelefonen på nummer 116111.

Chat
Chat
Gruppechat
Gruppechat