Racisme og forskelsbehandling

Racisme er, når der bliver gjort forskel på mennesker, fx på grund af deres hudfarve eller hvor de eller deres familie kommer fra. Det kan også være, hvis man har nogle fordomme, eller særlige tanker, om en person, fordi de har en bestemt hudfarve. 

Nogen fortæller også, at de bliver behandlet anderledes på grund deres families religion og kultur. Den slags forskelsbehandling er ikke racisme. Men det er stadig en forskelsbehandling, som ikke er okay! Det vigtige er ikke altid, hvilket ord der passer på situationen. Når noget føles forkert, er der typisk en god grund. Dét kan du få hjælp til her på siden. 

diskrimineret på grund af min religion

Er du bange for at blive smidt ud af Danmark?

5 gode råd når du oplever forskelsbehandling

Racisme og forskelsbehandling er ikke okay

Nogle børn og unge oplever, at de bliver drillet med deres hudfarve og udseende, eller at der fx bliver fortalt racistiske jokes til, eller om, dem. De får måske at vide, at det bare er for sjov. Men det er vigtigt, at der bliver lyttet, og at det bliver stoppet, når nogen siger, at det ikke er sjovt eller okay.  

Det behøver ikke altid betyde, at de mennesker, der gør eller siger racistiske ting er onde eller har ment noget dårligt med det. Måske ved de slet ikke, at det de siger er racistisk, eller at det de gør eller siger, kan være sårende. Men det betyder heller ikke, at det er i orden.  

Derfor er det faktisk rigtig godt og vigtigt, at man taler om det, så alle kan lære, hvad racisme er, og hvad det betyder for dem, der oplever det. 

Det kan være svært at fortælle om det eller sige fra helt alene – du kan måske bede en voksen eller en godven om hjælp. Det er altid en god idé, at en voksen ved, hvad du har oplevet. 

Hvis du har bekymringer eller tanker, fx over noget du har set, hørt eller oplevet, så skal du ikke stå alene med det. Fortæl en voksen, du er tryg ved, hvad du tænker på, og hvad du har set eller hørt.  

De voksne på skolen, har et ansvar for at få det stoppet, når der foregår noget, der ikke er okay. 

Hvis du er bange for andres reaktion...

Nogle børn og unge er nervøse for at fortælle, hvad de tænker på eller oplever. Det er der også mange voksne, der er. Det kan være fordi, man er usikker på, om de voksne forstår og lytter til det, man vil sige. Eller fordi man er bange for at gøre de voksne kede af det eller bekymrede.  

Ingen børn skal stå alene med deres tanker og følelser. Heller ikke dig! 

Måske det kan hjælpe, at du aftaler et bestemt tidspunkt med en voksen, for hvornår I kan tale sammen.  

Fortæl den voksne, hvad du er nervøs for. Så er de nogle gange ekstra opmærksomme på, hvordan de lytter og reagerer.  

De voksne kan hjælpe med det, der kan være svært at sige eller gøre.  

Man kan gøre en forskel

Måske du har hørt politikere og andre voksne skændes og diskutere racisme og forskelsbehandling i fjernsynet. Det er ikke altid særligt rart at høre på. Men heldigvis er der også mange, der taler godt med hinanden om det.  

Når du fx ser demonstrationer herhjemme eller rundt i verden, så er det fordi at mange mennesker gerne vil hjælpe til med, at alle bliver behandlet retfærdigt og ordentligt. Og det er en god ting. 

Hvis du oplever, at fx én du kender, bliver behandler uretfærdigt, måske pga deres hudfarve eller kultur, kan du også gøre en forskel. 

Du kan nemlig være en god ven, lytte og hjælpe med at sige fra ved fx at fortælle det til nogle voksne. 

Hvis du selv er i en situation, hvor du oplever racisme eller forskelsbehandling

Hvis du har mod på det, kan det være en god idé at fortælle at det personen siger eller gør, ikke er okay. På den måde bliver personen opmærksom på, at det faktisk kan gøre dig ked af det.  

Selvom personen siger noget, der ikke er okay, så siger de det ikke, fordi de er onde. De er måske usikre eller bange. Måske kan du spørge, ”hvorfor siger du det?”, ”Det gør mig faktisk ked af det.” 

Husk at det altid er okay at sætte sine egne grænser, og fortælle hvordan det, den anden person siger, føles for dig. Du har ret til at sige fra og at blive hørt. 

Hvis du har oplevet forskelsbehandling, racisme eller mobning, så har de voksne omkring dig et ansvar for at hjælpe. Det kan fx være, at der er en dårlig stemning på din skole, der betyder, at folk taler grimt til hinanden. Det skal stoppes, og de voksne skal hjælpe med, at alle behandles ordentligt.  

Du kan læse mere om mobning her: mobning

Hvis du oplever, at din ven er udsat for racisme eller forskelsbehandling

Det er en god idé altid først at tale med den, der bliver forskelsbehandlet/drillet. Du kan fx sige ”Lad os gå herfra”. Spørg om din ven er okay, eller har brug for hjælp. 

Det kan være en rigtig rart for din ven at mærke din støtte. Du kan derfor fortælle at du er ked af det, de andre siger, og at du ikke er enig med dem. Du kan fx sige ”Jeg ville også blive ked af det og vred”, eller ”Jeg er ked af, at dette sker for dig”. 

Hvis det føles okay, så kan du blive hos din ven, hvis de andre, der siger eller gør grimme ting, stadig er der. 

Du kan også foreslå for din ven at fortælle det til en voksen. Du kan sige, at du gerne vil hjælpe med at fortælle det til en voksen og forklare, hvad der skete. 

Chat
Chat
Gruppechat
Gruppechat