had skal jeg gør, for 117 gang…

Kære pige på 15 år,

Du er bekymret for, at dine problemer ikke er store nok til Brevkassen. At du ikke fortjener at få hjælp. Det gør du. Det er vigtigt, at du ved, at vi tager alle breve og opkald alvorligt.

Hvis man oplever at være udenfor i skolen kan det næsten føles som om, at man er låst ude at en fællesskab. Man har prøvet en masse forskellige nøgler for at komme ind til de andre. Men ingen nøgle passer til deres lås. Man er låst ude.

Jeg læser, at du har været i en rigtig usund klasse i lang tid, uden at der er blevet gjort noget ved det. Jeg forstår derfor også godt, at du får det skidt når du ikke oplever, at de voksne hjælper. Jeg er glad for, at du har turde dele det med din AKT lærer og dine forældre. Det kræver stort mod, at dele svære tanker og følelser. At blive holdt udenfor eller ikke talt til er også mobning. Det har skolen pligt til at gøre noget ved. Du skal ikke kæmpe alene her!

Ligesom, at du har skrevet herind, så fortæller det mig, at du er god til at mærke i dig selv, når noget er galt og bede om hjælp. Selvom du måske ikke selv kan mærke det lige nu, så er det altså virkelig flot. Jeg tænker, at det kan betyde, at du inderst inde godt ved, at du fortjener hjælp til at få det bedre i skolen. Hvad tænker du mon om det?

Når et barn bliver mobbet og føler sig udenfor er det nemlig meget vigtigt, at de voksne blander sig og sørger for, at det stoppes. Man kan sige, at det ikke er dit ansvar at stoppe det, men altid den voksnes. Det er nemlig ikke kun det enkelte barn, som har et problem, hvis der er mobning – men hele klassen.

Du har ret til at føle dig tryg og glad i din klasse. Jeg forstår godt, at du bliver stresset, mister lysten til livet, græder og føler dig meget alene når du ikke får hjælp. Jeg forstår godt, at det bliver for meget for dig. Ansvaret for at stoppe det kommer til at veje alt for meget på dine skuldre. Og det bliver en opgave du skal løse alene, som slet ikke kan løses alene.

Alle skoler skal have en antimobbepolitik, hvilket betyder, at din skole skal  hjælpe børn der udsættes for mobning. Selvom du måske ikke selv synes det, så er det en form for mobning når du føler dig uden for. Hvis din skole vælger at lade være med at gøre noget, er det ikke i orden. Derfor håber jeg også, at du vil prøve at tale med din AKT lærer igen. Måske du kan vise ham/hende dette brev og mit svar? 

Hvis du stadig ikke oplever at blive taget alvorligt synes jeg, at du skal ringe ind til BørneTelefonen. Vi vil meget gerne hjælpe dig med, at få det bedre i din skole. Hos BørneTelefonen kan du faktisk klage over din skole, hvis du mener de ikke har hjulpet dig godt nok. Alt du skal gøre er at ringe til os på 116 111 og sige: “Jeg vil gerne klage over min gamle skole”. Så vil en rådgiver hjælpe dig. Du kan også læse om, hvordan du og dine forældre kan klage her: https://bornetelefonen.dk/klage/

Når jeg læser dit brev får jeg indtrykket af, at du er meget ked af, at det ikke har hjulpet at sige det højt til dine forældre. Er det mon rigtig forstået…? Jeg tænker ihvertfald, at man kan komme til at føle sig meget ensom, hvis man ikke føler ens forældre lytter til en og hjælper en.

Jeg tænker, at der kan være mange årsager til at dine forældre ikke har hjulpet dig med en god løsning. Måske de slet ikke forstår, hvor alvorligt det er? Måske de ikke ved, at du får det skidt og har lyst til at skade dig selv. Det skal de vide. De er nødt til at forstå, hvor alvorligt det er, så de kan hjælpe dig på bedste vis.

Nogle gange er det som om, at forældre har så travlt med mange andre ting, at de glemmer at høre efter når man fortæller alvorlige ting. Derfor kan det være en god idé, at aftale et familiemøde, en gåtur eller måske en tur på en café. Man kan endda sige, at det skal være telefonfri. Det er en måde, at sørger for at ens forældre ikke har gang i tusinde ting, men bare lytter. Måske du kan komme på flere?

Det er deres ansvar, at du har det godt og derfor skal de lytte til dig.

Det kan også være, at du kan komme i tanke om andre voksne du stoler på? Hvis dine forældre ikke hjælper, kan det være at du har en bedsteforældre, en venindes mor/far eller måske en helt tredje? Du kan tænke over om der mon er flere der kunne være en mulighed? For du må ikke give op. Du skal have hjælp til at få det bedre. Hvis det ikke hjælper i den klasse, du går i nu, så kunne det måske være en idé at rykke over i en anden klasse?

Det er så tydeligt for mig, at du er en ansvarfuld, moden og følsom pige. Men du føler dig alene. Du mangler voksne skuldre at stå på. Derfor har jeg i mit brev forsøgt, at hjælpe dig med at finde modet til at række ud igen. Jeg håber, at det hjælper dig til at få den hjælp du skal have. Jeg håber det giver følelsen af at stå godt og trygt på nogle voksne skuldre. Måske du vil opleve at de bærer dig og hjælper dig opad hullet du er havnet i. Det håber jeg.

Du er som sagt også altid velkommen til at ringe til os på 116 111. Vi vil meget gerne være de første skuldre du kan stå på.

Du kan også prøve at kigge på vores temaside om mobning her. Vi har også nogle gode råd til når man har svært ved at sove eller når man har brug for hjælp til at finde ro i hovedet. Du kan finde det her og her.

Kærlig hilsen

BørneTelefonen