Kære pige på 15 år.
Det er rigtig godt, at du skriver ind til BørneTelefonen, for jeg kan fornemme i dit brev, at du har det rigtig svært for tiden, og det er vigtigt, at du får hjælp.
Du skriver, at du gennem de sidste 7 år har haft selvmordstanker. Du har også selvskadet de sidste 4 år, og du føler selv, at det ville være rigtig godt for dig, hvis du startede til en psykolog.
Desværre, så tror dine forældre ikke på mentale sygdomme, og selvom du elsker dem, så møder de dig ikke i dit behov for hjælp.
Kære du, hvor er det bare modigt af dig, at du tør skrive ind til BørneTelefonen, og åbne op om, hvor svært du går og har det, og egentlig har haft det længe. Selvmordstanker og selvskade er nogle alvorlige problemstillinger, og jeg skal gøre mit bedste for at hjælpe dig!
Til at starte med, vil jeg gerne sige, at jeg synes du virker enormt reflekteret over dig selv og dine behov. Det er ikke nemt, at kunne identificere, hvad man har brug for, især ikke, når man har det rigtig svært.
Og jeg tror, at du har ramt helt rigtigt, når du påpeger, at du nok burde prøve at starte til psykolog.
Problemet er så, som du selv forklarer så tydeligt, at dine forældre ikke tror på mentale sygdomme, og i hvert fald ikke tager dine problemstillinger alvorligt.
Jeg kan forestille mig, at det må være enormt ubehageligt, og isolerende, at dine forældre ikke tager dig alvorligt, når du prøver at dele noget med dem, der faktisk er rigtig svært.
Nu kender jeg ikke dine forældre, og ved jo ikke, om det er fordi, de decideret ikke tror på psykiske sygdomme. Men nogle gange, når nogen vi elsker har det rigtig svært, så har vi en tendens til at bagatellisere deres problemer, fordi virkeligheden kan være svær at acceptere.
Derfor, så kommer vi desværre nogle gange til at afskrive de alvorlige problemer, og klynge os til en lettere forklaring som, “hun er også bare teenager” eller “det er sikkert bare dine hormoner”.
Problemet med det er, at når problemerne jo faktisk er alvorlige, som dine er, så kan det resultere i, at ens datter for eksempel stopper med at dele de svære ting, og derfor måske ikke får den hjælp, som hun virkelig har brug for.
Og du har brug for hjælp!
Jeg ved ikke om du ved det, men det er faktisk dine forældres ansvar, at du har det godt og trygt. Og hvis de ikke kan finde ud af det, så har i ret til at få hjælp af kommunen.
Derfor tænker jeg på, om du har fortalt dine forældre hele historien? Jeg tænker specifikt, på det du skriver med, at du er skiftet til at selvskade, steder hvor det ikke vil opdages.
Måske dine forældre simpelthen ikke forstår alvoren af din situation, fordi det er svært for dem at forholde sig til, at du faktisk har det rigtig svært?
Måske hvis du inddragede dine forældre i din selvskade, så ville de ikke længere kunne “feje det ind under gulvtæppet”. Hvad tænker du mon om det?
Derudover, så får jeg også sådan lyst til at spørge, hvorfor du mon har haft selvmordstanker i så mange år?
Ofte, så er selvskade og selvmordstanker en reaktion på noget andet, der foregår, eller er foregået i ens liv. Derfor kommer jeg til at tænke på, hvad der mon skete i dit liv, for cirka 7 år siden, som har skabt dine tanker om at slå dig selv ihjel?
For nogen, så kan det være ekstremt svært at sætte en finger på, hvad det præcis er, der forårsager det. Det kan selvfølgelig skyldes, at det ikke var én ting, men en blanding af ting. Men det kan faktisk også skyldes, at hjernen simpelthen fortrænger traumer, i et forsøg på at overleve.
Måske, hvis du altså kan sætte en eller anden form for finger på det, så kunne det være, at hvis du fortalte dine forældre om hvorfor, så ville de tage det mere alvorligt. Hvad synes du det?
Nu skriver du, at du ikke tør at spørge dine forældre igen, og hvis det stadig er sådan du har det, så kan du måske fortælle det til en anden voksen, som du føler dig tryg ved.
Det kunne for eksempel være en skolelærer, en onkel eller moster, eller en helt anden voksen i dit liv, som du tror, kunne støtte dig i at søge noget hjælp.
Og hvis du slet ikke har lyst til at inddrage en voksen, så er det selvfølgelig også helt okay. Men det er ofte rigtig rart for mange, at have en voksen til at hjælpe.
Om du gør det selv, eller med hjælp fra en voksen, så vil jeg nu gennemgå hvordan du kan søge noget af den hjælp, som du har brug for.
Det første du skal gøre, er at kontakte egen læge. Nummer et står bagpå dit gule sundhedskort.
Hos egen læge, deler du de ting, som du så flot har delt med os. Egen læge vil nok stille nogle spørgsmål, og det er vigtigt, at du forklarer det hele, og ikke skyer væk.
Det kan godt føles virkelig grænseoverskridende for nogen, at skulle åbne op på den måde. Men du har allerede åbnet op så flot overfor os, og det viser mig, at du nok skal have styrken til at gøre det igen.
Egen læge laver så en vurdering af, hvad du har brug for af støtte. Det kan for eksempel være en henvisning til en psykolog eller en psykiater, men det kan også være medicinsk hjælp, som kan lindre på nogle af de voldsomme følelser og tanker.
Egen læge vil instruere dig, og måske den voksne du tager med, om hvordan i nu søger yderligere støtte. Det kan også være, at der er nogle forløb, som du vil blive tilbudt, for eksempel i forhold til dit selvskade.
Lige meget hvad du får tilbudt, så er det vigtigt, at du tager imod den hjælp, for det er slet ikke meningen, at man skal gå rundt og have det så svært, som du har det for tiden. Og det er heldigvis noget, som rigtig mange mennesker får hjælp til, og som får det meget bedre igen!
Derudover, så vil jeg også give dig en henvisning til Foreningen Spiseforstyrrelse & Selvskade, hvor du også kan søge individuelle samtaleforløb, eller gruppeforløb, for andre unge, der ligesom dig, selvskader og til tider har selvmordstanker.
Nogle gange, så kan der godt være lidt ventetid på nogle af de her “tilbud” af hjælp, også psykolog. Derfor vil jeg give dig et link til Headspace, hvor du altid kan ringe ind, hvis du har brug for at snakke om noget, især i den mulige ventetid, der kan opstå.
Hvis tankerne en dag skulle gå hen og blive alt for meget, eller du pludselig skulle få lyst til at sætte en dato igen, så vil jeg også give dig en henvisning til Akutmodtagelsen, hvor du kan finde den nærmeste Psykiatriske Akutmodtagelse. Og skulle du få brug for det, så kan du også altid ringe 112.
Jeg håber, at du kan bruge mit svar til noget, og at du føler, at du har fået nogle redskaber til at inddrage dine forældre på en måde, så de forstår alvoren af din situation. Og samtidig, at du føler, at du også har muligheden for selv, at få søgt den støtte, som du har brug for.
Du har en enorm egenskab til både at være reflekteret over din situation, men også til at være løsningsorienteret i forhold til psykolog. Og jeg synes det er så sejt, at selvom dine forældre ikke spejler dit behov, så rækker du alligevel ud til os, og beder om hjælp.
Det viser mig, at du har styrken og viljen til at komme videre med det her, så du ikke skal gå med alle de tanker og følelser alene længere, for det er slet ikke meningen, at du skal det.
Og så er du selvfølgelig altid velkommen til at skrive ind til BørneTelefonen igen, eller ringe ind på 116111, hvis der er mere, eller noget helt andet, du har brug for at dele.
Kæmpe kram og knus fra
BørneTelefonen.
