Sådan kan du kontakte BørneTelefonen

Brev

Kan ikke leve mere

Jeg har ikke lyst til at leve, jeg overvejer konstant selvmord og selvskade, går lige nu på efterskole og vil gerne væk men alle siger at jeg skal prøve, men jeg kan ikke. Skulle også testes for stress, depression og angst men pga. familie og lære skal jeg ikke, da de siger jeg har det godt, hvilket jeg virkelig ikke har

Pige, 15 år
Svar fra

Børnetelefonen

Kære pige på 15 år

Hvor er det godt, du skriver til os, når det hele bliver for svært.

Lige nu har du ikke lyst til at leve. Du fortæller, at du konstant overvejer selvmord og selvskade. Det er meget hårdt at have selvmordstanker hele tiden. Det kommer til at fylde det hele ud, og jeg forestiller mig, at det er svært at blive ved med at holde smerten ud.

Selvmordstanker og selvskade er rigtig svært at klare helt alene. Derfor er det så sejt gået, at du har skrevet til mig. Det fortæller mig, at du på trods af de konstant svære tanker stadig har kræfter til at kæmpe imod dem – og har et ønske om at få det bedre.

Jeg har flere gange talt med andre unge, som ikke har følt sig forstået, når de har det rigtig svært. Det kan føles som at skrige ind i en pude – vi bruger alle vores kræfter på at skrige, men al lyden forsvinder ind i puden, og ingen hører os. Kan du følge mig?

Jeg vil gerne hjælpe dig med at råbe de voksne op. For det er så vigtigt, at du får hjælp til at klare de svære tanker.

Du går på efterskole lige nu. Jeg forstår det sådan, at du gerne vil hjem fra efterskolen. Det kan være svært at snakke om, fordi alle andre måske virker ret glade for at gå på efterskole. Men faktisk har mange andre unge skrevet til os her i august og september med samme problem. Du kan læse nogle af deres breve her: brevkasse

Både din familie og din lærer siger, at du har det okay – men det har du jo slet ikke. Mon du allerede har fortalt dem, at du har tanker om selvmord og selvskade?

Hvis du ikke har fortalt dem om det endnu, så vil jeg høre, om du kunne samle styrke til at dele dine tanker med dem?

At dele svære tanker kan gøres på mange måder. En god og rar måde kan være at finde et godt tidspunkt; fx når I er ude at gå en tur eller sidder i bilen og kører. Så skal man ikke se hinanden i øjnene, og det kan gøre det lidt nemmere.

Du kan starte med at sige: ”Mor/far, jeg har det skidt. Jeg overvejer konstant selvmord. Jeg har virkelig brug for hjælp.”

En anden måde er at vise dem mit svar til dig eller selv skrive et kort brev til dem, som du lægger et sted, hvor du ved, de finder det. Er der en af de måder, du kunne have mod på?

Det håber jeg sådan, der er. Jeg tror nemlig på, at du kan række ud. Du har allerede rakt ud mod mig.

Hvis du gerne vil dele flere tanker eller bare øve dig på at sige det højt, så kan du altid ringe til os på 116111.

Jeg håber, mit svar kan give mening og være rart at modtage for dig.

Alt det bedste fra mig til dig.

Kærlig hilsen BørneTelefonen

Få flere gode råd om selvmordstanker

Selvmordstanker er ofte et tegn på, at man står i en situation, som er svær og som man ikke kan klare alene.

Der kan være mange forskellige årsager til, at man får selvmordstanker. Det kan fx være at man har mistet nogen tæt på. Det kan også være, man har oplevet noget, der har gjort en rigtig ked af det. Eller måske man undrer sig over meningen med livet og derfor tænker på døden.

Hvordan takler man selvmordstankerne? Det første skridt er at tale med nogen om det, det er nemlig vigtigt, at du ikke går alene med tankerne. Men hvordan fortæller man nogen om sine selvmordstanker? Måske man er bange for at gøre andre kede af det eller måske man ikke lige ved, hvordan man starter sådan en snak.

På siden her, kan du finde gode råd og hjælp til hvordan man fortæller noget svært.

Selvmordstanker Andre der hjælper

Angst og depression – gratis psykolghjælp

Gratis psykologhjælp til behandling af angst og depression (18-24 år)
Læs mere

Giftlinjen

Anonym professionel hjælp ved forgiftning af fx medicin eller rusmidler
Læs mere

Headspace

Har du brug for at mødes og tale med en voksen anonymt? (12-25 år)
Læs mere

Trin for trin Byg et brev

Hvis det er svært at sige noget ansigt-til-ansigt, kan det være nemmere at skrive det ned. Her kan du bygge et brev, som du kan sende til den person, du gerne vil have til at hjælpe dig.

Skriv et brev, sæt ord på det, der er svært at sige. Vi har lavet en guide, der hjælper dig med at skrive de tanker ned, som er svære at fortælle.

Ring

Ring til bisidningen på nummer 35 55 55 56.

SMS

Send SMS til BørneTelefonen på nummer 116111.

Ring

Ring til BørneTelefonen på nummer 116111.

Chat
Chat
Gruppechat
Gruppechat