Hvad siger andre børn om at have sygdom i familien?

Klik dig videre her, og læs deres fortællinger

“Jeg mangler min gamle søster som ikke tager alt så seriøst, og ikke altid skal sikre sig at alt er under kontrol. Den rolle hun havde i mit liv før hun blev rask er væk, og nu er der kun spor tilbage af den person hun var engang” (12 år)

“Han er hele tiden træt. Jeg føler, jeg hele tiden bliver nødt til at beskytte ham når der er andre, der taler om ham. Jeg syntes det pinligt at have venner på besøg herhjemme, når min far altid ligger i sin seng og sover” (13 år)

“Alt kommer til at dreje sig om min bror, og ingen spørger hvordan jeg har det. Eller hvordan jeg tager det. Det er altid “han er så sej din bror” “hvordan går det med ham”. Der er ingen jeg rigtig kan snakke med, mine forældre spørge aldrig indtil hvordan jeg har det” (14 år)

“Min far blev alvorlig syg for omkring et halvt år siden. Efter alle de her ting er jeg bange når min far ikke tager telefonen, og når det er aften, og begge mine forældre, sover kommer jeg ind til min far bare for at tjekke, at han trækker vejret ordentligt” (12 år)

“Jeg har bare haft en fornemmelse, af at hun ikke er her så længe mere… jeg begynder lige så stille og vænne mig til at tiden snart er inde… men efter de voldsomme oplevelser føler jeg at jeg har fået traumer. Så når en får det skidt, så panikker jeg, og tænker er det nu kræft også?

Er det normalt at jeg allerede nu begynder og tænke på livet efter hun dør og begynde og tænke med begravelse?

Jeg har ikke sagt det til nogen, fordi de vil begynde på alt muligt med, “nej det sker ikke “ og “hun overlever” men inderst inde ved vi alle godt at tiden er ved og være inde..” (13 år)

“Min far er blevet rigtig syg. Jeg er så mega bange, for jeg mister ham fordi han betyder virkelig alting for mig! Hvis han snart dør, så ved jeg virkelig ikke hvad jeg skal gøre.. Jeg tør ikke fortælle til nogen at han er syg, fordi jeg er bange for hvad de andre fra min klasse vil tænke..” (15 år)

“Min far har kræft og lægerne siger han aldrig bliver rask. Og nu siger lægerne, det er blevet lidt værre. Jeg er mega ked af det, og jeg kan ikke lide når jeg ikke er sammen med ham. Jeg føler jeg skal hele tiden skal være hos ham” (12 år)

“Det tager fandme hårdt på en psyke at passe sin mor som hun burde passe en selv.

Små ting er begyndt at hobe sig op og fylde alt for meget i mit lille hoved, det er ikke til at rumme længere. Jeg er 100 procent sikker på at jeg har fået stress, siden min skole er presset, og min fritid knap eksisterer” (14 år)

“Jeg er bange for om det er arveligt og om jeg kan få det på den måde, og så måske dø af det. Nogle aftener ligger jeg i flere timer og tænker på det uden at kunne sove.

Jeg vil gerne snakke med nogle om det men mine tætte veninder vil ikke kunne forstå det og de er heller ikke sådan nogle der giver råd om så dybe ting og sådan.” (12 år)

”Min mor fik kræft. Jeg talte ikke med andre end mine forældre og mine lærere. Jeg fortalte det ikke til nogle af mine venner. Jeg ønskede ingen unødvendig opmærksomhed og ville ikke stemples som opmærksomhedskrævende. Så jeg holdt det for mig selv.

Den mindste ting kan nu få mig til at lægge mig ned på gulvet og græde eller blive fuldstændig vred. Og jeg ved ikke hvorfor. Når jeg skal sove om aftenen ligger jeg og tænker på, hvad nu hvis jeg dør? Hvad nu hvis mine forældre dør? Hvad nu hvis min bedste ven dør?
Jeg drømmer ofte også om en jeg kender død. Og det skræmmer mig.” (15 år)