Bliv ved med at spørge. Hvis ikke du får nok at vide, kan du blive usikker, bekymret og misforstå hvad der sker. Hvis dine forældre ikke fortæller dig nok, så prøv at spørge én, du har tillid til udenfor familien.

Du har ikke ansvar for sygdommen eller om din familie har det godt. Det er stadigvæk dine forældre, der har ansvar for at passe på jer alle sammen – og hvis ikke de magter det, skal I alle sammen have hjælp udefra.

at de ikke helt kan fortælle forældrene, hvordan de har det, fordi de er bange for, at forældrene bliver endnu mere kede af det.

Derfor er det en rigtig god ide at du snakker åbent og ærligt med nogle venner om det.

Her er det helt ok at fortælle om, hvordan du savner jeres ”gamle” familieliv, og de ting I gjorde sammen dengang.

Det kan være vigtigt for dig, at du giver dig selv lov til at tænke på alt muligt andet end sygdommen.

Gode pauser kan være nødvendige, for at du kan samle kræfter til at klare alt det, du skal klare.

Mange voksne og venner synes, det er svært at tale med andre om noget, som vil gøre dem kede af det, og derfor vil mange lade være.

Du kan hjælpe dem omkring dig ved at fortælle dem, at du ikke kan blive mere ked af det, end du allerede er. At du har brug for, at de lytter og spørger.

I skolen vil mange lærere også synes, det er svært at spørge til dig, så derfor er det også her rigtig godt, hvis du kan hjælpe din lærer ved at fortælle, hvordan du gerne vil støttes.

Hvis jeres familie ikke kan hænge sammen uden din hjælp, så hjælper du alt for meget.

Så skal du have fat i en person udenfor familien, som du har tillid til, så I sammen kan sørge for, at I alle sammen får hjælp.