Sådan kan du kontakte BørneTelefonen

Brev

Mit Fucking Liv

Det er deroppe. Jeg kan mærke det. Smage det. Sukkeret på min tunge, smagen lokker mig. Det lokker mig fandens meget, og selvom jeg gang på gang prøver at holde igen. Løbe, cykle, skrive og lade tankerne køre, så sværmer tankerne alligevel rundt som fluer om smagen og om, at de er lige déroppe. Ude i køkkenet, ingen er hjemme. Hvis nu jeg tog bare et stykker? Ville det kunne ses?
 
Jeg gør det. Jeg tager køkkenstolen hen og går op på den. Griber ud efter kassen, og mine ivrige hænder tager om låget. Jeg kigger ned og ser lækkerierne. Chokoladen. Fornemmelsen af chokoladen der smelter får det til at gyse i mig. Så tager jeg flere og tager låget på og flygter ind på mit værelse. Spiser det, gumler dem en efter en. Til sidst er der ikke flere. Jeg gentager processen to gange mere og bander over det, da jeg ser, at det tydeligt kan ses. At jeg har taget slikket.

Jeg stiller mig foran spejlet. Den sorte eyeliner indrammer mine øjne og den mørklilla øjenskygge er drysset lidt ned på mine kinder. Min mor siger jeg ligner en luder. Jeg tager det kun på, fordi hun ikke synes jeg skal gå med det. Mit ansigt er smurt ind i foundation.

Mine hudproblemer kvaste mit selvværd ned på et nulpunkt. Jeg hiver fat i… er det en dobbelthage? Hiver fat i mine fede lår, på maven… Det er alle vegne. De siger jeg er tynd, men det er kun når de ser mig med tøj på. Indenunder er jeg ulækker så det er til at brække sig over.

Jeg har altid været mere overvægtig end de andre. Altid været ti kilo forud. Vægtens tal skræmmer mig. Det er over et år siden jeg har turde kigge. Jeg bryder sammen over det. Håber bare at min facade ikke krakelere når de spørger mig, eller at emnets snak går ind på netop dét. Jeg cykler alt hvad jeg kan, løber imens jeg hører L.O.C.s sange der fortæller sandheden. Den sandhed de andre ikke tør sige.

Når jeg har spist ser jeg mig i det spejl og løber ud på toilettet. Sætter fingeren ind i ganen, imens den ubehagelige følelse gennemryster min krop. Jeg hader det, men jeg hader visheden om kalorierne og fedtet der sætter sig mere. Til sidst vil jeg kun være et fedtbjerg der går rundt. Et som folk hvisker om, bagtaler, hader og råber efter.

Min mor kommer hjem. Kællingen råber ad mig når hun ser at halvdelen af slikket er væk. Jeg har gang på gang spurgt om, om vi ikke kunne få et pengeskab til slikket, så jeg ikke kan blive fristet. Så skriger hun, at jeg er vanvittig. At jeg er unormal oppe i mit hoved. Jeg kan ikke sige, at det er en fra børnechatten der kom med den idé. Alt inde i mig ryster af den vrede der ikke kommer ud. Den vrede som jeg prøver at indelukke.

Tit om aftenen kan jeg ikke holde til det og kaster mig ind i skænderiet. Det skænderi hvor hun giver mig lussinger, råber, flår i mit hår. Engang kom hun bagefter og sagde undskyld. Kom med undskyldninger om hendes forbandede arbejde. Jeg kender til det arbejde. Jeg læser hendes dagbog i smug. Det er til at brække sig over. Hun er forelsket i en led stodder. De skændes tit, men hun ”elsker” han alligevel.

Jeg er bange for hende. Jeg hader hende. Jeg prøver at holde igen med vreden, men nogle gange må jeg slippe for ulvene der kigger til siden og må beherske sig for ikke at angribe. De angriber, jeg bliver angrebet igen. Sådan bliver det nødt til at være nogle gange. Også selvom jeg er bange for at det skal ende galt på et tidspunkt.

Nedenunder bor de to mænd der mishandler deres hunde. De hører det selvfølgelig hver gang. Når jeg skriger af hende, at hun er sindssyg og at det er vold. De hører nok bragene, og det gør dem uhyggelige. De ryger hash, det siver op gennem brædderne hver eneste aften. Overdøver næsten den stank af cigaretrøg min mor ryger.

Mændene betragter mig fra de mørke vinduer. Jeg er bange for at være alene hjemme. Tænk hvis jeg havde glemt at låse døren og at de… ? Jeg vil gerne være veganer. I det mindste vegetar.

Jeg har det fra min far. De to er skilt. Han ved ikke noget. Han er sød ved mig. Han er så fucking sød, og jeg har mareridt om, at han skulle dø. Hvad skulle jeg så gøre? Hun spiser kød, skælder mig ud, hvis jeg tøver med at indtage et andet dyrs liv. At være morder. Men jeg er for bange til at sige hende i mod. Vi har ikke andet end kødpålæg. Jeg køber selv frugt, for jeg spiser ikke kødet frivilligt.

Når hun får fri fra arbejde flygter jeg. Jeg går og bliver væk i noget tid. Når hun ikke er der, tilbringer jeg meget tid ude i køkkenet. Enten med at æde eller at have køkkenkniven i hånden. Det føles dejligt at have den i hånden, men jeg føler ikke, at det vil hjælpe at skærer mig i hånden. Jeg føler at det burde være mit ansigt. Det er dér tankerne farer igennem mit hoved, kværner mig. Problemet er bare at det ville kunne ses hvis jeg skar mig selv i ansigtet. Hvis man ikke kunne, havde jeg nok allerede gjort det.

Det her er mit fucking liv.

Pige, 13 år
Svar fra

Børnetelefonen

Kære Kære Pige
Tak fordi du ville dele en del af dit liv med BørneBrevkassen. Det lyder som om, du er havnet midt i en rigtig grim situation, hvor du ikke har det godt, og jeg er bange for, at du heller ikke tror, at du kan få det godt? Når jeg læser dit utrolig velskrevne brev, så får jeg indtryk af en pige med ben i næsen, forstand og evne til at forstå, hvordan andre har det. Det er meget stort, at du kan de ting, og jeg tænker, det vil komme til at hjælpe dig rigtig meget. Jeg får indtryk af en pige, der kan se og forstå andre, men jeg får også indtryk af en pige, der ikke bliver set og ikke bliver forstået af andre. Det synes jeg, der skal gøres noget ved, og jeg tror på, at du kan, vil og tør. Dine problemer med mad, vægt, opkast, krop osv. Det er jo reelle problemer, som jeg godt kan forstå, der går dig rigtig meget på. Jeg ville så gerne kunne rådgive dig i forhold til det, hjælpe dig med at få det gemt væk, så du ikke kunne få fat i det. Men jeg er bange for, at det alligevel ikke ville hjælpe, fordi dit problem ikke sandsynligvis ikke er, at du ikke kan lade være med at spise, men det er, at din krop vil have dig til at spise som en form for trøst, eller kompensation for noget andet du mangler…? Kan du følge mig i det her, eller rammer jeg helt ved siden af? Hvis jeg er meget stresset i en periode, så begynder jeg at drikke uhyggelige mængder af kaffe. Hvis jeg bliver ved med det, så kan jeg ikke sove om natten. Så går jeg op til lægen med søvnproblemer, og han beder mig så om at lade være med at drikke kaffe. Så er problemet jo løst, eller er det? For mit problem var jo slet ikke søvnbesvær. Jeg havde svært ved at sove, fordi jeg drak for meget kaffe. Jeg drak for meget kaffe, fordi jeg var stresset. Hvis jeg bare lader være med at drikke kaffe, så betyder det jo ikke, at jeg ikke længere er stresset. Hvis jeg bliver ved med at være stresset over lang tid, så kan jeg blive syg af det, og fx få meget svært ved at sove om natten. Så mit kaffedrikkeri og søvnbesvær, var altså bare symptomer på noget helt andet, nemlig stress. Pointen med hele den her smørre er: Behandler vi kun symptomerne, så overser vi årsagen, og så er der måske en risiko for, at vi aldrig kommer videre. Hvis vi så lige skal vende tilbage til dig igen, så vil jeg tro, at dine problemer med mad, vægt osv, er et symptom på noget helt andet..? Præcist hvad det er, har jeg svært ved at svare på. Men jeg vil gerne forsøge med din hjælp. Men hvis du fokuserer på, at du er dårlig til at styre dit behov for mad og slik, så overser du jo netop problemet, fordi du kun tænker på symptomerne..? Du har nogle problemer i dit liv lige nu. De kan løses og jeg tror på, at du kan få en storartet fremtid. Men jeg tror også, du er nødt til at få fundet ud af hvad der er inde i midten af dine problemer, inde i midten af dig. Hvor stammer dine problemer fra? Hvad er årsagen? Du har taget flere store skridt ved først at tage kontakt til BørneChatten og nu ved at skrive herind. Nu tror jeg, skal du tage det næste store skridt, og det er at få fundet ro og få fundet en, du kan tale med i det virkelige liv. En du kan stole på! Det lyder som om, at der er store konflikter mellem din mor og dig. Om du kan sætte dig ned og få talt med din mor om tingene, ved jeg ikke – kan du det? Hvis det ikke kan lade sig gøre, så tror jeg at du skal have fat i en skolelærer eller en anden vosken, som ser dig jævnligt.Jeg kan slet ikke forestille mig, hvor svært det må føles for dig at skulle gøre. Men på skolen/ i kommunen er der tilknyttet en skolepsykolog, som måske kunne være hamrende god at få talt om dine problemer med..? Din lærer vil kunne hjælpe dig med, at komme afsted til skolepsykologen. Hvis det bare er for svært for dig, så kan du også gå til din egen læge, som så kan tale med dig om, hvad der ellers er af muligheder. Jeg gætter på, at bare tanken om at skulle sige det til en lærer eller til din læge, sikkert skræmmer dig fra vid og sans. Men her har du altså en evne ud over det sædvanlige. Du kan skrive så fantastisk, så ikke en sjæl vil være i tvivl om, at her er noget der skal tages alvorligt. Den evne håber jeg, du vil bruge til at få forklaret dine problemer. Derudover, så beskriver du din far temmelig positivt. Jeg kan ikke lade være med at tænke på, om du ikke kunne få talt med din far om det? Var det evt en mulighed at bo hos din far i en længere periode, for at få lidt ro på? Din mor bruger vold overfor dig. Det har du bare ikke brug for, og du har heller ikke godt af det. (Og så er det ulovligt) Det er nødt til at stoppe, så derfor synes jeg, du er nødt til at handle på det meget meget hurtigt.Ud over de muligheder jeg har beskrevet, så findes der også andre veje at gå. På kommunen har du, ligesom alle vi andre har, en socialrådgiver der kan hjælpe i situationer som disse. Du kan tage kontakt til kommunen og bede om at tale med din socialrådgiver. Du kan igennem Børns Vilkår få en bisidder, som er et voksent menneske, der vil hjælpe dig med at tage kontakt til kommunen, tage med til møde osv. Det er gratis og det er noget jeg vil anbefale dig at gøre brug af. Du er selvfølgelig altid velkommen til at skrive herind igen, ringe til BørneTelefonen på 116 111 eller at skrive på chatten - http://www.bornetelefonen.dk/ . Jeg vil faktisk tro, at du kunne have stor gavn af, at få talt med en fra BørneTelefonen. Til sidst vil jeg sige, at du skal huske, at du er lige så meget værd som alle andre, og du har krav på, at komme til at leve et godt liv. Jeg tror, dit bedste våben er din ærlighed, husk at brug den, når du vælger at tage dit næste skridt. Derudover, så håber jeg du vil skrive og skrive og skrive for dig selv, til andre, om dig selv og til andre Med kærlig hilsen BørneBrevkassen

Få flere gode råd, hvis du oplever Vold i familien

Vold er altid ulovligt, så hvis du oplever vold i familien, er det rigtig vigtigt, at du får hjælp. Hvis din mor eller far slår eller taler nedladende til dig, så er det aldrig din skyld! Det er altid de voksnes ansvar, at du føler dig tryg.

Vold kan ske på forskellige måder. Nogle oplever, at deres forældre er voldelige overfor hinanden. Det kan også være, at volden går ud over dig eller dine søskende.

Vold i hjemmet kan både være fysisk og psykisk. Fysisk vold er, hvis man fx bliver sparket, slået, rusket eller nevet. Psykisk vold er, hvis man fx bliver ignoreret, ydmyget, truet eller talt nedladende til.

Her på siden kan du få nogle råd til, hvordan du kan få hjælp, hvis du oplever vold derhjemme. Du kan se en video om vold i familien, læse om rettigheder, få hjælp til at skrive et brev eller læse andre børns breve og BørneTelefonens svar.

Du kan få en Bisidder fra BørneTelefonen

Hvis du skal til møde i kommunen eller i Familieretshuset, kan en voksen fra BørneTelefonen gå med dig. Det er helt gratis at få en bisidder.

Trin for trin Byg et brev

Hvis det er svært at sige noget ansigt-til-ansigt, kan det være nemmere at skrive det ned. Her kan du bygge et brev, som du kan sende til den person, du gerne vil have til at hjælpe dig.

Skriv et brev, sæt ord på det, der er svært at sige. Vi har lavet en guide, der hjælper dig med at skrive de tanker ned, som er svære at fortælle.

Vold Andre der hjælper

Anonym rådgivning i din kommune

Alle kommuner tilbyder åben, anonym rådgivning for børn og unge.
Læs mere

Bryd Tavsheden

Til dig, der er udsat for vold i familien eller i et kæresteforhold (13-24 år)
Læs mere

Ud af voldens skygge

Rådgivning og behandlingstilbud til voldsramte kvinder og børn (over 18 år)
Læs mere

Ring

Ring til bisidningen på nummer 35 55 55 56.

SMS

Send SMS til BørneTelefonen på nummer 116111.

Ring

Ring til BørneTelefonen på nummer 116111.

Chat
Chat
Gruppechat
Gruppechat