Kære 15-årige dreng,
Du fortæller, at du for nylig var ude for et overfald på vej hjem fra din kæreste. Du beskriver i dit brev, at du selvfølgelig er stor traumatiseret.
Alle mennesker, der som dig har prøvet at blive overfaldet, ved at man sidder tilbage i chok og afmagt. At tre personer går sammen om at banke en 15-årig dreng er på alle måder forkasteligt og juridisk strafbart.
Hvor er det godt, at du har kontaktet os. Så kan vi tale om, hvad du kan gøre.
Det første jeg vil forslå dig at gøre, er helt sikkert at snakke med nogen om det. Du er selv inde på, at du rigtig gerne vil dele det med dine forældre og kæreste – men ikke helt ved, hvordan du skal gøre det. Det kan jeg sagtens forstå, du synes, er svært.
Det er almindeligt at komme til at føle sig forkert og reagere med skam, når man har været udsat for vold. Men det er de tre voldelige personer, som burde skamme sig.
Måske er det alligevel muligt for dig at trodse følelserne af skam og afmagt … og få talt med dine forældre?
Man kommer nemmere gennem traumer og ‘heler ‘ hurtigere, når man er åben om den vold, man har været udsat for. For når man er åben over for andre personer, får de nemlig bedre forudsætninger for at kunne hjælpe.
Mon ikke dine forældre er der for dig i denne situation? Som nævnt, ved jeg godt, det kan være enormt svært og grænseoverskridende at fortælle om volden.
Hvis det er svært at starte en samtale omkring overfaldet, så kunne du måske vise dine forældre det brev, du har sendt, sammen med mit svar. Så kunne I måske tale ud fra det. Måske kunne det være en mulighed?
Jeg tænker også, at det kunne være en rigtig god ide, at du talte med din læge. Nu ved jeg ikke hvor lang tid siden overfaldet skete? Du har måske stadig har nogle fysiske men/gener/sår som lægen kan se på. Ville du have mod på det?
Du kunne også snakke med lægen om, hvordan du har det efter overgrebet. Måske kan det være en ide, at snakke med en psykolog. Alt det kan lægen hjælpe dig med at blive henvist til. Mon du har mod på at gå til lægen?
Husk: Du behøver ikke at ‘melde ud om din seksualitet’, hvis du ikke har lyst.
Du behøver ikke fortælle lægen om dit privatliv, der jo ikke har noget med overfaldet at gøre. Voldsparate personer skal nok finde en ‘forklaring’ på, hvorfor de er voldelige: Hvis du ikke var til mænd, var du måske rødhåret, handicappet, hjemløs, svensker eller noget helt fjerde – som de kunne (mis)bruge som forklaring.
Jeg synes selvfølgelig også, at du skal dele din oplevelse med din kæreste. Han vil på et tidspunkt finde ud af det alligevel – mon ikke?
Måske du kunne invitere ham hjem en dag, hvor dine forældre også er hjemme, så kunne I sammen fortælle om det?
Så kan dine forældre måske også bakke dig lidt op i den svære samtale med ham.
Så skal du jo også kraftigt overveje, om du ikke vil anmelde overfaldet til politiet. Det er på den måde, man bedst muligt kan få det stoppet, så det ikke sker igen. Hvad tænker du om det? Måske har du allerede haft det i tankerne?
Du kan anmelde ved at ringe 114, hvis du har været udsat for vold, men ikke har akut brug for politiets hjælp. Du kan også anmelde vold personligt på en politistation eller ved at skrive til os. Se mere her: Find politistation.
Jeg vil understrege igen, at det absolut ikke er okay, at du ikke kan gå rundt i offentligheden og åbent være og vise hvem du er, uden nogen skal chikanere og udøve vold. Som du selv skriver, så lever vi, i et samfund hvor alle accepteres for hvem, de er- (for det meste i hvert fald) – og sådan skal det helst blive ved med at være.
Jeg håber at du kan finde modet, til at tale med dine forældre, din kæreste, lægen og politiet om hvad, som er sket.
Jeg tror på dig og håber snart du får det bedre.
Du er naturligvis også altid velkommen til at ringe 11611 eller skrive til os på BørneTelefonen. Vi kan tale lidt med dig om hele situationen og hjælpe dig med at anmelde overfaldet, hvis du skulle have brug for hjælp til det. Vi kan også bare tale sammen
Jeg ønsker dig det allerbedste.
Mange varme tanker fra BørneTelefonen.
