Sorg

Hej BørneBrevkassen..

Jeg er en 16 årige pige, der for snart 2 år siden mistede min far..

Jeg var 14 år gammel. Det skete den 23 december 2011, og jeg føler bare det hele er min skyld?

Det var dagen før jul.. Min farmor og farfar var endelig på besøg i Danmark, de bor i Ukraine, så jeg ser dem ikke så tit.. Min farfar havde fødselsdag og jeg ville overraske ham, ved at lave hans ynglingskage bare med lidt farvestof i.. Jeg ville have rød, blå og grøn farve i..

Jeg tiggede og plagede min far om han ville køre mig, da der var ret langt til den nærmeste købmand. Jeg fik ham overtalt, og han kørte så med mig.. Vi kørte i fakta, men der havde de ikke farvestof, så vi måtte køre i super brugsen hvor de lige nøjagtigt havde alle tre farver..

Da vi var på vej hjem, var der stille og rolig begyndt at blive mørkt og vi havde ca. 1 time hjem, og der var også helt vildt glat.. Min far køre så stille og roligt, (tror vi) men det var åbenbart ikke nok.. Vi kommer til dette her sving, hvor der ikke var det der gelænder agtigt noget i siderne.. Bilen skrider afsted, vi drejer rundt, og triller så over på taget og ned ad bakken der var i vejkanten.. Det sidste min far når at sige er “Pas godt på dig selv min skat.. Far vil altid elske dig! Du er min prinsesse” og så sagde han ikke mere..

Jeg råbte “Far! Far” nok 20000 gange, men han reagerede ikke. Jeg vidste godt at det var forbi og min far var død.. Men jeg ville ikke tro på det.. Jeg gik selv i sort og husker ikke mere fra der..

Jeg vågnede op på Rigshospitalet 3 dage efter, hvor ingen havde kunnet komme i kontakt med mig.. Sygeplejerske/lægerne havde været tæt på at opgive mig, og slukke for respiratoren, men min mor eksisterede på at de ikke måtte opgive endnu..

Jeg havde brækket hele højre arm + skulder.. Jeg havde brækket kravebenet og en del ribben..

Jeg gik ikke i skole.. Jeg droppe ud i 1½ år.. Alle i min klasse kom og besøgte mig, og spurgte om jeg var okay, men jeg var stum.. Jeg kunne ikke snakke.. Jeg kunne ikke snakke om det.. Det var mit livs mareridt..

Og siden da har jeg haft skyldsfølelse, ønsket at det var mig der havde været død..

Nu går jeg konstant med selvmordstanker og selvskader meget.. Jeg savner ham så ufatteligt meget, og min mor hun forstår ikke at jeg stadig kan være ked af det.. Min mor har allerede fået ny kæreste, og det bare rigtig, rigtig hårdt for mig..

Jeg tænker på ham hver dag.. Jeg græder hver dag og jeg vil aldrig igen holde jul.. Det hele er blevet så svært da han forlod mig, og andre.. Min far.. Årh.. Jeg kan bare ikke tænke på det.. Og det bare så svært og hårdt..

Jeg er nu endelig startet i skole igen, og mange spørger mig, om jeg er okay, og mange siger at de har savnet mig, og det godt at jeg er tilbage på skolebænken igen..

Jeg ved ikke hvad jeg skal gøre mere? Jeg er så tæt på at give op?

Jeg tænker bare.. Er jeg værd at bruge tid på? Elsker folk mig? Betyder jeg overhovedet noget for folk? Jeg er jo bare en usynlig pige, med spiseforstyrrelsen anoreksi, selvskaden og selvmodstanker..

Please.. Sig i kan hjælpe eller rådgive mig!!

Mange kram fra pigen på 16 år der græder hver dag.