Du har sendt dit brev til Børn Hjælper Børn. En fra BørneTelefonen har besluttet, at det er bedst, at du får svar af en voksen rådgiver. Dit svar kommer her:
Kære 12-årige
Hvor er det godt, du skriver til BørneTelefonen, når du ikke føler, du har nogen at snakke med. Jeg synes, det lyder som om, at du har rigtig meget, du kæmper med for tiden. Det må ikke være nemt at være dig lige nu.
Du fortæller om flere forskellige ting, der er svære. Når man har flere forskellige ting, der er svære, kan det nogle gange føles som om, at de forstærker hinanden. Som om at de gør hinanden værre. Kender du det?
Du fortæller også, at du selvskader. Folk begynder ofte at lave selvskade, når de har det skidt.. Måske har man ikke haft nogen at tale med sine svære følelser om, og derfor har selvskade virket som den eneste måde at få afløb for følelserne på.
Vi har fra mange børn og unge, der oplever, at selvskade “giver” dem noget. Det kan være, det giver dem et frirum fra de svære følelser. Man kommer måske lidt “ud af hovedet” og “ned i kroppen”. Man kan flygte fra det svære.
Det lyder som om, at du også oplever, at selvskaden giver dig noget. Du skriver, at du gør det, når du synes, du har gjort noget galt. Eller at du gør det for at glemme de dårlige ting. Så giver selvskaden dig måske en “pause.
Selvom “pausen” fra de svære følelser kan være befriende, er det ikke noget, der hjælper én på sigt.
Nogen bliver afhængige af selvskade, fordi det bliver den eneste måde, man kan holde de svære følelser ud. Så kan man pludselig lavet selvskade længe, fordi man har haft det svært længe.
Her på BørneTelefonen har vi en side om selvskade. På den side er der råd og øvelser, der kan hjælpe en, når trangen til selvskade kommer.
Måske er man ikke klar over, hvorfor man selvskader.Men tit selvskader man, fordi det er den eneste måde at håndtere følelserne på. Det kan være fordi man ikke har nogen at tale med, men man simpelthen har brug for at få dem ud.
Det er rigtig vigtigt at tale med nogen om selvskaden. Der er mange forskellige steder, hvor man kan få god hjælp, hvis man selvskader. Steder hvor de ved rigtig meget om selvskade, hvorfor man gør det, og også hvorfor det kan være så svært at lade være.
Et af de steder er Landsforeningen mod Spiseforstyrrelser og Selvskade (eller LMS), hvor de også har en rådgivning lige BørneTelefonen.
Jeg tror, det kunne være en rigtig god ide for dig, at kontakte dem. De ved også, hvilken hjælp du kan få i dit område. Du kan ringe til dem på 70101818. Deres Telefonrådgivning har åbent hver mandag og torsdag kl. 9-19 samt tirsdag og onsdag fra kl. 16-19. Rådgivningen er anonym og gratis og er for alle, der er berørt af spiseforstyrrelse eller selvskade.
LMS har også andre måder, man kan få rådgivning og hjælp på. Man kan SMS eller chatte, bare læse lidt på deres hjemmeside eller man kan få en personlig samtale, hvor man møder op på en af deres afdelinger. Du kan se meget mere på deres hjemmeside her.
Du kan også ringe og snakke med os her på BørneTelefonen. Det hjælper for mange børn og unge, og det kan være et rigtig godt sted at øve sig i at tale om det, der er svært. Du kan ringe på 116111. Der altid en sød rådgiver klar til at snakke med dig.
Jeg håber, du kan bruge mit svar.
Selvom det hele måske ser sort ud lige nu, er det vigtigt for mig at fortælle dig, at der er mange muligheder for hjælp. Jeg ved, at mange får det bedre, når de får den rette hjælp. Det tror jeg også, at du kan.
Kærlig hilsen BørneTelefonen