Kære 14-årige pige,
Tusind tak for dit stærke brev. Du har taget det første og sværeste skridt hen imod den hjælp og støtte, som er så vigtig, når man ønsker at stoppe med at selvskade. Hvor er du sej! Jeg vil gøre mit absolut bedste for at hjælpe dig videre.
I dit brev nævner du ikke, hvad grunden mon er til, at du skader dig selv. Måske har du selv tænkt over det?
Vi får breve fra mange unge, som selvskader af forskellige årsager. Det kan være ensomhed, mobning, dårligt selvværd eller voldsomme begivenheder i livet, som de har svært ved at håndtere lige nu og her.
Fælles for dem er, at følelserne ofte bliver alt for overvældende, og desværre står de også ofte alene med det, fordi det er forbundet med skam og skyld.
Der findes mange årsager til selvskade
Det kan føles svært at forklare andre, hvorfor man bliver ramt af trangen til at skade sig selv. Mange gange spiller flere uheldige ting sammen – og hjernen spiller med. Selvskade handler som regel om en følelse af kontrol. På en måde kan man sige, at hjernen leder efter en “løsning” på at have ondt inden i, og her kan selvskade være det quickfix, der giver en følelse af kontrol.
Man kan føle, at man får en ”pause” fra at have ondt indeni, fordi den fysiske smerte tager over. Nogle peger faktisk på, at man kan blive ”afhængig” af selvskade – ligesom man kan blive afhængig af cigaretter. Det er lidt vildt at tænke på, synes jeg.
Jeg ved ikke, hvor længe du mon har selvskadet. Det kan for mange komme til at føles som en slags “god ven”, som “støtter” en i livets udfordringer. Desværre er det ikke en ven, der vil dig noget godt på den lange bane, og de svære tanker og følelser vender altid tilbage – nogle gange stærkere end før.
Måske har du også tænkt nogle af de her tanker, og derfor skriver du nu. Er det mon sådan, det er – eller er jeg helt galt på den? Du skal vide, at der heldigvis er hjælp at hente.
Overvej at snakke med en voksen, som du stoler på
Mange unge fortæller også, at de skammer sig over at selvskade, og derfor ikke har lyst til, at andre skal vide det. Er det mon noget, du kan genkende?
Det kan også være, du har fået den idé, at det her er noget, du må klare på egen hånd. Men det her er ikke noget, som du skal klare alene.
Forestil dig, at du går igennem livet med en usynlig rygsæk. Hver gang vi møder en forhindring, en udfordring, en krise på vejen, så samler vi en sten op og lægger den i rygsækken. Små og store sten, og som du nok kan regne ud, så bliver rygsækken bare tungere og tungere. Nogle gange er det nødvendigt at få tømt rygsækken eller få hjælp til at bære den i en periode. Men går vi alene med vores bekymringer og tanker, så kan rygsækken til sidst tynge os helt i knæ.
Kan du mon genkende billedet?
Kære du, du fortjener at få hjælp til at bære din tunge rygsæk og måske også få den tømt med tiden. Jeg synes derfor, du skal overveje at fortælle en voksen, som du stoler på, at du selvskader og ønsker hjælp til at stoppe. Det kan fx være dine forældre, men det kan også en lærer, en moster, en venindes mor eller en anden voksen tæt på dig.
Hvordan fortæller man noget, der er svært?
De fleste forældre vil gerne vide, hvordan deres barn egentlig har det. De er voksne, og de kan godt tåle at høre, hvis deres barn har problemer. Det kan godt være, at de reagerer lidt stærkt til en start. Nogle bliver kede af det, andre kan blive lidt vrede, nogle bliver chokerede. Men hvis du giver dem lidt tid til at fordøje oplysningerne, så vil langt de fleste forældre gøre alt, hvad de kan for at hjælpe deres barn.
Hvis de ikke kan – så kan de få hjælp fra andre voksne. Der findes mange muligheder, for eksempel kan de ringe til ForældreTelefonen på tlf. 35555557.
Måske tænker du, at dine forældre – eller andre mennesker for den sags skyld – ikke vil kunne forstå dig 100%. Men det er faktisk heller ikke nødvendigt for, at de kan hjælpe dig. Jeg tror, at dine forældre (eller en anden voksen) vil være glade for, at du viser dem tillid og tør fortælle om selvskaden. Du kan også prøve at tage ”forældre-brillerne” på: Hvis det nu var dit eget barn, der skadede sig selv, ville du så ønske, at han/hun fortalte det til dig, så du kunne hjælpe? Det ville jeg i hvert fald.
Hvis det føles svært at få gang i en samtale, så kan du vælge at skrive om din selvskade i for eksempel et brev eller en SMS til dine forældre (eller en anden voksen). Her på Børnetelefonen har vi faktisk lavet en skriveguide, der måske kan være til hjælp. Du kan finde den her. Du kan også finde idéer og forslag til, hvordan du får startet en svær samtale på vores hjemmeside: Fortæl noget svært.
Du kan også få hjælp fra andre voksne
Hvis det føles mere trygt for dig, så kan du også starte med at tale med en voksen rådgiver, der ved meget om selvskade, men som ikke kender dig. Her kan jeg anbefale dig at kontakte Foreningen for Spiseforstyrrelser og Selvskade.
De har hjulpet mange unge, og jeg tror også, at du vil føle dig hjulpet her. Her kan du måske endda ”øve” dig lidt i at tale om din selvskade. Måske kan du også få idéer fra rådgiveren til, hvordan du bedst fortæller din mor og far om selvskaden?
Kære du, jeg kan godt regne ud, at jeg har givet dig meget at tænke over nu. Men du skal vide, at jeg har gjort det for at give dig et håb om, at tingene kan blive bedre! Husk på, at du allerede har taget det første kæmpestore skridt ved at skrive herind til BørneTelefonen. Stor ros til dig!
Jeg håber, at du kan bruge nogle af mine forslag. Hvis du lige nu synes, det hele virker lidt uoverskueligt, eller hvis du bare ikke synes, at forslagene virker som den rigtige vej at gå for dig, så må du meget gerne ringe herind på telefon 116111. Der sidder mange dygtige folk her på BørneTelefonen, der er parate til at hjælpe dig videre.
Måske kan du finde lidt ro ved den tanke – at uanset hvad der sker, så har du et slags sikkerhedsnet her, nemlig BørneTelefonen. Vi hepper på dig!
Kærligste hilsner og kram fra
BørneTelefonen
