Brev

Min mor slår mig

Læs hele brevet
Svar fra

Børnetelefonen

Kære dreng på 12 år

Tusind tak for dit brev. Hvor er det godt, at du har fundet på at skrive til BørneTelefonen! Vi vil meget gerne hjælpe dig.

Jeg kan virkelig godt forstå, at du er ked af, at din mor slår dig. Det står i loven, at forældre ikke må slå deres børn. Derfor er det meget forkert af din mor at slå dig. Det er vigtigt, at det bliver stoppet.

Jeg kan sagtens forstå, at du har tænkt på at forsvare dig selv, men det løser jo ikke problemet med, at din mor slår. Det eneste rigtige er derfor, at du får fortalt en voksen, at din mor slår dig. Du har allerede fortalt det til os i dit brev, men det er vigtigt, at du også får fortalt det til nogen, som ved hvem du er, så du kan få noget hjælp i din hverdag.

Måske er du bange for, om din mor bliver vred, når hun finder ud af, at du har fortalt andre, at hun slår dig. Sådan tror jeg også, at andre, der bliver slået, har det. Men uanset hvad er det meget vigtigt, at du får fortalt det til nogen voksne. Jeg kan også anbefale du går ind på vores hjemmeside via dette link: https://bornetelefonen.dk/tema/vold-familien, hvor du kan finde flere råd til hvordan du får hjælp.

Du skriver ikke, om din far ved, at din mor slår dig. Hvis han ikke allerede ved det, kan du fortælle det til ham, så han kan tale med din mor. Hvis du synes det er svært, kan du måske tale med en lærer du er tryg ved. Læreren har pligt til at hjælpe dig. Læreren må ikke holde det hemmeligt, men skal sørge for at det stopper og at du får hjælp. Det betyder, at den voksne skal kontakte kommunen.

Kommunen er det sted, som skal hjælpe børn, der ikke har det godt hjemme. Vi her på Børns Vilkår kan også hjælpe dig, vi har nemlig det, der hedder en bisidderordning. En bisidder er en voksen, som hjælper et barn, der har det svært derhjemme. Det kan du læse mere om her: https://bornetelefonen.dk/bisidder

Det er gratis at få en bisidder. Hvis du vil vide mere om bisidderordningen eller ønsker en bisidder, er du velkommen til at ringe til BørneTelefonen på 116111. Bisidderen kan støtte dig i at finde ud af, hvordan du og din familie får hjælp til at få det bedre. Mange andre børn har gjort brug af en bisidder, når de har stået i en svær situation ligesom dig.

Du fortæller, at du dyrker karate, og at karateklubben er som en familie. Jeg er rigtig glad for at høre, at du har det godt med dem. Måske har karateklubben en voksen træner, som du også kan tale med om det, der sker derhjemme. Det er vigtigt, at du får noget støtte fra de voksne omkring dig, så du ikke føler dig alene med problemet. Husk at det ikke er din skyld, at din mor slår, det er de voksnes ansvar, at børn vokser op med omsorg og tryghed. Det er forældre og bvoksne omkring børn, der skal passe på dem.

Jeg håber, du kan bruge mit svar, og har fået modet til at få talt med nogle voksne, for du fortjener virkelig at have det bedre, og vi ved, at der er hjælp at hente.

Kærlig hilsen

BørneTelefonen

 

Få flere gode råd, hvis du oplever Vold i familien

Vold er altid ulovligt, så hvis du oplever vold i familien, er det rigtig vigtigt, at du får hjælp. Hvis din mor eller far slår eller taler nedladende til dig, så er det aldrig din skyld! Det er altid de voksnes ansvar, at du føler dig tryg.

Vold kan ske på forskellige måder. Nogle oplever, at deres forældre er voldelige overfor hinanden. Det kan også være, at volden går ud over dig eller dine søskende.

Vold i hjemmet kan både være fysisk og psykisk. Fysisk vold er, hvis man fx bliver sparket, slået, rusket eller nevet. Psykisk vold er, hvis man fx bliver ignoreret, ydmyget, truet eller talt nedladende til.

Her på siden kan du få nogle råd til, hvordan du kan få hjælp, hvis du oplever vold derhjemme. Du kan se en video om vold i familien, læse om rettigheder, få hjælp til at skrive et brev eller læse andre børns breve og BørneTelefonens svar.

Du kan få en Bisidder fra BørneTelefonen

Hvis du skal til møde i kommunen eller i Familieretshuset, kan en voksen fra BørneTelefonen gå med dig. Det er helt gratis at få en bisidder.

Trin for trin Byg et brev

Hvis det er svært at sige noget ansigt-til-ansigt, kan det være nemmere at skrive det ned. Her kan du bygge et brev, som du kan sende til den person, du gerne vil have til at hjælpe dig.

Skriv et brev, sæt ord på det, der er svært at sige. Vi har lavet en guide, der hjælper dig med at skrive de tanker ned, som er svære at fortælle.

Vold Andre der hjælper

Anonym rådgivning i din kommune

Alle kommuner tilbyder åben, anonym rådgivning for børn og unge.
Læs mere

Bryd Tavsheden

Til dig, der er udsat for vold i familien eller i et kæresteforhold (13-24 år)
Læs mere

Ud af voldens skygge

Rådgivning og behandlingstilbud til voldsramte kvinder og børn (over 18 år)
Læs mere
Chat
Chat
Gruppechat
Gruppechat