Brev

Jeg vil ikke mere

Hej

Jeg er en 15 årig pige, etnisk minoritet, skal starte i 9. klasse efter sommeren.

Sagen er den, at jeg er vokset op med vold gennem hele min barndom. Jeg har en storbror på 16, og en lillebror på 13. De har også oplevet volden.

Der blevet sparket, lussinger, med hårde sko, bagsiden af et brusehovede, en støvsuger og spyttet så vidt jeg husker. Jeg har prøvet og holde min kæft og give mine forældre ret i alt, så jeg ikke ville opleve den fysiske vold. Den blev så erstattet med psykisk.

Jeg er 1,79 m, og vejer 75 kg. Min læge siger, at jeg er normalvægtig. Min far tvinger mig til at motionere, løbe, cykle osv og han holder øje med mig når det er. Begge mine forældre vil have at jeg skal tabe mig, for de synes at jeg er fed og klam. De sagde endda idag at når jeg går, så hopper mine deller op og ned, og at jeg ligner en gravid.

Jeg har skulle høre på, at jeg er klam, fed, frastødende, ildelugtende, fortjener at blive stenet, luder, manipulerende, grim, misfoster, at jeg aldrig burde være blevet født, at det ville være bedst ikke at have mig, at de ville rive min tunge ud, rive hovedet af mig og meget mere.

Idag blev jeg slået af min far. Det hele startede med, at min mor var igang med at lave suppe til aftensmad. Hun talte i tlf imens, i køkkenet. Hun ved at jeg ikke kan lide suppe, så jeg tog lidt kylling frem og lod det til at fryse ned eller hvad det hedder. Min mor blev sur, og efter hun lagde på, råbte hun at jeg kun kom ind og gjorde det, fordi at jeg vidste at hun ikke ville råbe ad mig når hun talte i tlf, og at jeg er manipulerende. Jeg tænkte ikke engang over hendes samtale.

De siger altid ‘hvorfor kan du ikke være som de danske børn, de spiser alt, rugbrød, pålæg osv’. Jeg spiser altid fast food, men min læge siger at jeg ikke mangler vitaminer el.lign. og alt er normalt. Jeg er tit inde på mit værelse, efter at have stoppet til håndbold. Mine ‘venner’ vil aldrig med ud og lave noget, så ligger bare som en bums i min seng og ser film i mørket. Jeg kan ikke lide at have meget lys i værelset.

Min far råbte så af mig ‘mandag skal du ud og cykle. tirsdag skal du ud og løbe osv’, og jeg sagde at jeg ikke vil løbe. han råbte så ‘du ligger bare i din seng hele dagen uden at lave noget. der er altid mørkt, du er ikke normal. se mig i øjnene, og svar på mit spg, er du normal eller ikke’, ‘hvordan kan det være at dine veninder kan æde alt muligt lort og så ikke tage på, tror du ikke at de løber’.

Det er som en kamp, for i mine forældres omgangskreds gælder det om at være den tyndeste og flotteste. De siger at det er for mit eget bedste, så jeg ikke skal blive syg, men de viser det på den sygeste måde.

Jeg vil gerne flytte ud hurtigst muligt, og ALDRIG se mig tilbage igen. Vil gerne bo i Rio eller Tokyo, langt væk. Jeg græder så meget ligenu, at mit hjerte strammer årene op mod min hals. Kan nærmest ikke få luft. Der er sket så meget i mit liv, men kan ikke skrive alt på en gang.

Når jeg ser mig i spejlet, ser jeg mine forældre. Jeg bliver frastødt af ‘mig selv’, for jeg ved, at jeg er halv min dsv mor, og halv dsv min far. Nogle mennesker burde bare aldrig få børn, og de er nogen af dem. Hvad kan jeg gøre for at komme væk med det samme?

Mine brødre tager ikke med. Jeg har ikke et godt forhold til dem heller. Jeg ved, at hvis jeg bare tager til kommunen, så sender de brev eller kontakter dem, og jeg skal vente, og så hvem ved hvad mine forældre kan finde på at gøre ved mig.

Når, hvis jeg tager til kommunen, så vil jeg væk fra dem MED DET SAMME. Jeg elsker dem ikke, og vil aldrig have noget med dem og gøre.

Jeg har prøvet og begå selvmord i 2014 3 gange, jeg kan bare ikke. Håbet om et bedre liv, er hvad der holder mig tilbage. Jeg tænker på, om jeg burde tage mit liv nu, så jeg endelig kan få fred.

Jeg beder jer, de skal ikke have myndigheden over mig, og jeg vil så langt væk fra dem.

Skynd jer, jeg kan ikke se lyset længere.

Pige, 15 år

Læs hele brevet

Svar fra

Børnetelefonen

Kære pige på 15 år!

Tak for dit brev. Det er rigtig godt, at du skriver til brevkassen for at få hjælp, for dét dine forældre udsætter dig og dine brødre for er slet ikke i orden, og det skal stoppes hurtigst muligt. Jeg kan godt forstå, at du har mest lyst til bare at tage væk fra det hele. Jeg håber, at mit svar kan hjælpe dig og få dig til at se lyset – eller måske et lysglimt – igen.

Jeg synes, at den vold dine forældre udsætter dig for – både fysisk og psykisk – er meget grov og ydmygende. Der er ingen tvivl om, at det er fuldstændig uacceptabelt og ikke mindst ulovligt at udsætte sine børn for sådan noget. Jeg kan virkelig godt forstå, at du har det dårligt, for dit selvværd må være helt ødelagt efter den behandling, de har udsat dig for. Det fortjener ingen mennesker at leve under. Men du skal ikke opgive håbet om et bedre liv, for der er hjælp at hente, så du kan få det godt igen, og få udsigt til masser af lys. Du har allerede taget første skridt ved at skrive til brevkassen og bede om hjælp. Det er SÅ godt gået! Du er virkelig en sej og stærk pige. Vi vil gøre alt hvad vi kan, for at hjælpe dig.

Din beskrivelse af, at du for det meste ligger i din seng og ser film i mørket, og at du ikke kan lide at have for meget lys på dit værelse, giver mig en bekymring for, om at du måske kan være ved at udvikle en depression – hvilket slet ikke ville være mærkeligt med de forhold du lever under. Men meget peger også på, at du gerne vil skabe forandringer i dit liv, og at du gerne vil have det bedre. Det lyder fx som om, at du gerne vil være noget mere sammen med dine venner. Jeg tænker på, hvorfor du mon har valgt at stoppe til håndbold? Måske ville det være en god måde, at komme ud og være sammen med nogle kammerater på, hvis du genoptog det?

Jeg tænker på, om der er nogen voksne der ved, hvordan det er hjemme hos jer? Har du fortalt det til nogen? Hvis du ikke har det, er det rigtig vigtigt, at du får det gjort, så du kan få noget hjælp. I dit brev beskriver du din bekymring for, at du skal vente, hvis du kontakter kommunen, og hvad dine forældre kan finde på at gøre i mellem tiden. Det lyder som om, at du har undersøgt muligheden for at få hjælp gennem kommunen, og har sat dig ind i, hvordan det foregår. Har du mon det? Det er helt rigtigt, at kommunen har pligt til at undersøge de forhold du lever under derhjemme, hvis de får en underretning om, at du bliver udsat for fysisk og psykisk vold. En underretning kan være et brev eller en telefonopringning fra en voksen, du har fortalt om volden (fx din lærer eller en anden du er tryg ved), eller det kan være dig selv, der henvender dig til kommunen. Det er også helt rigtigt, at der kan gå noget tid før de beslutter, hvad der skal ske, og hvordan de kan hjælpe dig. Det kan fx være, at de beslutter, at du skal bo på et opholdssted eller andet, så du kommer væk hjemmefra, og dermed bliver beskyttet mod volden.

Jeg kan godt forstå, at du er bekymret for den ventetid der vil være, mens kommunen undersøger de forhold du lever under. Jeg tænker, at det i den periode er vigtigt, at du har en plan for, hvor du kan være, hvis du ikke har lyst til at være derhjemme, eller hvis dine forældre bliver voldelige eller udsætter dig for psykisk vold. Det kan fx være, at du kan tage hjem til en veninde og sove, hvis det sker. Eller måske er der en i din familie, du kan være hos?

Hvis dine forældre slår dig, kan du også tage på skadestuen eller ringe til politiet. Begge steder har du mulighed for at få kontakt til kommunen, som kan lave det, der hedder en akut anbringelse, hvis de vurderer, at det er for farligt for dig, at være hjemme hos dine forældre. De vil så finde et opholdssted eller en døgninstitution hvor du kan være imens de undersøger dine forhold derhjemme.

Under alle omstændigheder synes jeg, at det er rigtig vigtigt, at du finder en voksen som du har tillid til, og som du har lyst til at betro dig til. Det kan virke som en stor opgave at stå med alene, og jeg tror, det er vigtigt, at der er nogen, som hjælper og støtter dig. Det voksne kan måske også sige til rådgiverne i kommunen, at du har brug for hjælp og et andet sted at være, hurtigst muligt. På den måde har du måske mulighed for at få et andet sted at bo, imens de undersøger forholdene hjemme hos dig.

Hvis du ikke har lyst til at fortælle en voksen om den vold, du bliver udsat for, kan du ringe eller skrive til Børnetelefonen. Vi kan både hjælpe dig med, hvad du kan gøre her og nu – hvis dine forældre udsætter dig for fysisk eller psykisk vold. Vi kan også hjælpe dig med at skrive en underretning til kommunen. Du skal bare ringe eller sms’e på 116 111 eller logge ind på chatten på www.bornetelefonen.dk og fortælle, at du gerne vil have hjælp til at der bliver lavet en underretning til kommunen, dvs. et brev om hvordan I har det derhjemme. Så er der en sød rådgiver der hjælper dig, og fortæller hvordan det kommer til at foregå. På BørneTelefonen har vi også Bisiddere, som kan tage med dig op på kommunen, for at fortælle om din situation derhjemme, og gå med dig til møder.. Du kan høre mere om Bisiddere, hvis du ringer eller skriver til BørneTelefonen. Du kan også læse om Bidsiddere på www.bornetelefonen.dk/bisidder.

Jeg håber virkelig, at du vil ringe/skrive til BørneTelefonen, så vi kan hjælpe dig videre.

Mange knus og kærlige hilsner
BørneTelefonen

Fore

pykisk vold

Flere breve om Vold

Få flere gode råd, hvis du oplever Vold i familien

Vold er altid ulovligt, så hvis du oplever vold i familien, er det rigtig vigtigt, at du får hjælp. Hvis din mor eller far slår eller taler nedladende til dig, så er det aldrig din skyld! Det er altid de voksnes ansvar, at du føler dig tryg.

Vold kan ske på forskellige måder. Nogle oplever, at deres forældre er voldelige overfor hinanden. Det kan også være, at volden går ud over dig eller dine søskende.

Vold i hjemmet kan både være fysisk og psykisk. Fysisk vold er, hvis man fx bliver sparket, slået, rusket eller nevet. Psykisk vold er, hvis man fx bliver ignoreret, ydmyget, truet eller talt nedladende til.

Her på siden kan du få nogle råd til, hvordan du kan få hjælp, hvis du oplever vold derhjemme. Du kan se en video om vold i familien, læse om rettigheder, få hjælp til at skrive et brev eller læse andre børns breve og BørneTelefonens svar.

Læs mere her

Du kan få en Bisidder fra BørneTelefonen

Hvis du skal til møde i kommunen eller i Familieretshuset, kan en voksen fra BørneTelefonen gå med dig. Det er helt gratis at få en bisidder.

Se hvordan

Trin for trin Byg et brev

Hvis det er svært at sige noget ansigt-til-ansigt, kan det være nemmere at skrive det ned. Her kan du bygge et brev, som du kan sende til den person, du gerne vil have til at hjælpe dig.

Prøv at bygge et brev