Kære T…
Tak for dit brev, hvor du skriver om dine forældres alkoholproblemer. Det lyder ikke som om, det går særlig godt hjemme hos dig, og jeg kan godt forstå, at du er bange, ked af det og smsåek også bekymret...
Hvor er det godt, at du er begyndt, at tale med sundhedsplejersken på din skole om dine bekymringer. Det virker som, du er en meget fornuftig pige og jeg synes virkelig, at det er super sejt, at du har spurgt din sundhedsplejerske om hjælp. Det er rigtig godt, du har haft modet til at fortælle om dine bekymringer og oplevelser derhjemme og nu vil du gerne, høre om vi har nogle råd.
Når du fortæller sådanne ting til sundhedsplejersken, så har hun faktisk pligt til at fortælle kommunen, at du og din familie har brug for noget hjælp, så det håber jeg, hun har gjort..
Har du mon også talt med dine lærere om dine forældres alkoholmisbrug? Jeg tænker, at hvis du ikke har sagt det til dine lærere, så ville det nok være en god ide. Måske ved de slet ikke noget om, hvordan du har det hjemme? Måske kunne du sammen med sundhedsplejersken snakke med dine lærere?
Og så kunne de - hvis de endnu ikke har gjort det - kontakte kommunen og på den måde hjælpe dine forældre, så de kan få hjælp til at komme ud af deres alkoholforbrug og samtidig hjælpe jer i dagligdagen, så du kunne få det bedre.
Måske kunne det også være godt for dig, at søge rådgivning hos "De drikker derhjemme". Her kan man få anonym rådgivning alle dage mellem kl. 12-18 på telefon nr. 3317 2010, du kan også sms dit mobil nr. til nr.2615 4461, så ringer de til dig. Der er også en fin hjemmeside www.dedrikkerderhjemme.dk som du evt. kan se lidt nærmere på...
Jeg tænker, at det bedste du kan gøre lige nu, det er, at få hjælp fra en voksen du har tillid til og det kunne jo være sundhedsplejersken på din skole.Hvis det viser sig ikke at være en mulighed, så kunne du ringe til BørneTelefonen på 116 111, det er gratis, og her sidder der nogle rigtig gode rådgivere som også kan hjælpe dig med at få hjælp.
Kærlige hilser BørneTelefonen