Alkohol i familien – dine rettigheder

du har ret til hjælp fra kommunen

Når du er barn og bor sammen med en forælder, der har et alkoholmisbrug, så har du ret til at få hjælp. Du har nemlig ret til at få omsorg, beskyttelse og blive passet på af dine forældre – og det kan være svært for din mor eller far at gøre dette, hvis hun/han ofte er fuld. Derfor kommer din sundhed og udvikling i fare – og så skal kommunen hjælpe både dig og resten af din familie.

Du kan selv ringe til din kommune og bede om hjælp. Hvis det føles svært, kan BørneTelefonen hjælpe dig med det.

Kommunen er det sted, som skal hjælpe børn og unge, der ikke har det godt hjemme. I kommunen arbejder mennesker, som hver dag er vant til at hjælpe familier med svære problemer, f.eks. hvis en af de voksne drikker.

Kommunen kan tale med familien og give dem hjælp og støtte. Alle mennesker med et alkoholmisbrug har ret til at få hjælp til at komme i behandling, så man kan stoppe med at drikke. Der må ikke gå mere end 14 dage fra man beder om hjælp til man skal være i behandling. Behandlingen er gratis. Man må også gerne være anonym, hvis man ikke ønsker at fortælle sit navn. Det vigtigste er, at man får hjælp.

Det er kommunen, som skal hjælpe din mor eller far med at komme i behandling.

du har ret til at få din egen bisidder

Hvis du skal tale med kommunen om noget, der sker i din familie, har du ret til at få en bisidder til at hjælpe dig.

En bisidder kan være en person, du kender – eller det kan være en af BørneTelefonens søde bisiddere.

Vores bisiddere er gode til at hjælpe børn med at få sagt det, der er svært at sige, og med at forstå det, de voksne siger til dem.

Læs mere om vores bisiddere her.

Du kan få en Bisidder fra BørneTelefonen

Hvis du skal til møde i kommunen eller i Familieretshuset, kan en voksen fra BørneTelefonen gå med dig. Det er helt gratis at få en bisidder.

Chat
Chat
Gruppechat
Gruppechat