Frustration, angst, depressive tanker osv.

Hej brevkasse. (Det bliver nok et ret langt brev)

Jeg er en pige på 15 år, jeg vil prøve så godt jeg kan at forklare mit problem men det er virkelig svært når jeg ikke ved hvor jeg skal starte.

Jeg har skrevet her ind et par gange og føler ikke rigtigt at jeg har fået et brugbart et svar, men nu prøver jeg igen, ikke mindst for at få mine tanker skrevet ned/ud af hovedet.

Jeg har det rigtig svært her hjemme. Grunden til at jeg skriver her ind er fordi jeg er et følelsesmæssigt vrag for tiden og fordi at jeg virkelig er i tvivl om jeg “bare” er i den der “teenagefase” hvor man har humørsvingninger osv, eller om det er noget som jeg burde gøre noget ved.

Ærligt talt føler jeg mig fortabt……

Jeg har et meget vanskeligt forhold til mine forældre, mest min far. Han er psykisk ustabil og har nogle vanvittige humørsvingninger. Når jeg kommer hjem fra skole ved jeg ikke hvad jeg skal forvente af humør fra ham. Det er sååååå ufatteligt skræmmende.

Hans tanker omkring ting, normer er så firkantet at jeg knap nok kan få lov til at indføre ét ord i en samtale uden at han afbryder mig og bliver vred. Han har haft en hård og vanskelig fortid men det er ik’ ens betydning med at det skal påvirke hans børns liv.

Når han bliver vred kan han finde på at true mig med at slå mig, hvor han efterfølgende opføre sig som on intet er sket. Som jeg også påpegede før så er det skræmmende. Han forstår mig ikke og det gør min mor heller ikke.

Ca. Hver anden weekend har han en vane med at drikke…. Det er sindssygt ubehageligt da jeg ikke får noget søvn eller fred hele natten. Da min mor og jeg forsøgte at flygte til et hotel hoppede han foran bilen og råbte så naboerne kom ud deres huse og kiggede på. (kan ik beskrive følelsen andet end når jeg tænker tilbage på episoden føler jeg intet andet end ydmygelse, fornedrelse.)

Da jeg i går tog fat i min mor og prøvede at fortælle hende at jeg har det svært mente hun at jeg skulle tag en snak med min far hvis det var han som jeg havde et problem med. Da jeg forsøgte dét gik han fuldstændig amok.

Jeg prøvede at fortælle dem mine frustrationer og at jeg inderligt har brug for at komme væk fra dem et stykke tid og at jeg synes at vi burde kontakte kommunen og tag til en samtale da jeg meget kraftigt ønsker at bo hos en plejefamilie hver weekend eller hver dag. De gik begge amok, fordi de forbandt det med at jeg mente at de var nogle “lorte” forældre og at de ik kunne finde ud af at passe deres børn osv.

Som sagt så tænker de firkantet om disse emner, og kunne ikke sætte sig ind i, hvad det var jeg prøvede at forklare dem. De accepterede på ingen måde mit bud, da det i deres verden vil være en krænkelse for dem ikke at være gode forældre.

Jeg har tidligere i år været i en depressiv fase (dvs. Lysten til mine normale prioriteter er dalet, søvnmangel, koncentrationsbesvær osv. Jeg frygter virkelig at falde tilbage i den fase da jeg er begyndt med ikke at kunne sove, ikke at prioritere ting som før hend osv.

Når jeg prøver at forklare min mor det forholder hun sig fuldstændig passivt til dét og mener hun at jeg er opmærksomhedssøgende/krævende og at hun har andre problemer at give sig til vel vidende at jeg har forsøgt at begå selvmord to gange og en enkelt gang fik et raserianfald som tog mig omtrent en måned at komme videre fra.

De tror at det er overdrevede reaktioner som jeg kommer med. Jeg vil gerne pointere, at jeg har søgt om hjælp men det mislykkedes gang på gang, hvilket har resulteret i at jeg har angst for at søge om hjælp.

Jeg har søgt om hjælp hos min lærer som ignorerede mig, hos kommunen som ikke har gjort andet end at ydmyge mig for min fritidsklub (så nu går jeg der ikke længere) jeg har ringet til politiet som gik lige da de kom.

Jeg føler mig svigtet, trådt på og fravalgt…… Så jeg ved ærlig talt ikke hvordan jeg overhovedet skal finde motivationen til at leve længere. Det eneste som holder mig oppe er at jeg håber på at jeg bliver lykkelig om nogle år.

Jeg har sikkert en masse stavefejl men jeg bliver nød til at afslutte dette brev da klokken er midnat og jeg skal i skole imorgen.

Håber inderligt at i vil hjælpe mig

Mvh.
Pigen med et svært liv…….