Problemer med forældre

Kære pigen Tak for dit brev. Jeg er glad for, at du har skrevet herind, for ud fra de ting du fortæller om i dit brev, kan jeg godt forstå, at du ikke har det så godt. Jeg vil starte med at fortælle dig, at det er MEGET forkert af din stedfar både at slå og true dig. Det er ulovligt at voksne slår børn, og så er det egentlig fuldstændig lige meget, hvad du har gjort! 
Jeg kan godt forstå, at du bliver ked af, at din mor ikke tror på, hvad du siger til hende, især når I tidligere har haft et tæt forhold. Jeg tænker, at det måske kan være svært for din mor at vide, hvad hun skal gøre, når du kommer og fortæller hende at din stedfar truer og slår dig, og så er det ”nemmeste” måske bare at lade være med at tro på dig, da det andet simpelthen gør hende for ked af det – men det er selvfølgelig slet ikke en undskyldning for ikke at tro på dig! 
Kunne det mon være en mulighed at vise hende det brev, du har skrevet herind til os..?? På den måde kan hun måske bedre se, at det altså er alvorligt det her, og at det er noget som du gerne vil have hjælp til at gøre noget ved, fordi du faktisk gerne vil have, at I alle sammen skal have det godt. Måske kunne det også være en mulighed at snakke med en anden voksen end din mor, en du stoler på. Det kunne for eksempel være en venindes mor, din klasselærer eller måske en moster hvis du har sådan en..?? Jeg kan godt forstå, du bliver ked af, at de ikke stoler på dig. Kan du huske, om der er sket noget, siden de har det sådan?? 
Ellers tænker jeg, at du måske kan prøve at spørge dem en dag, hvor I alle er i godt humør, og der ikke er nogen skænderier i luften, hvorfor det egentlig er, at de ikke føler, de kan stole på dig, og hvad du eventuelt kan gøre for at du kan bevise for dem, at det kan de altså godt..?? Det kunne måske også bare være din mor, du snakkede med det om, hvis du bedre kan lide det. Du fortæller også i dit brev, at din far valgte dig fra for fire år siden, til fordel for alkohol og stoffer. Jeg kan godt forstå, at du er rigtig ked af, at stofferne på den måde har magten over din far. Det er hårdt at se på, at mennesker man holder af ikke er i stand til at vælge det rigtige!
Jeg kan også godt forstå, hvis du blev skuffet over, at din mor og stedfar ikke rigtig forstod dit savn i forhold til din far. Jeg ved, at næsten alle børn af misbrugere længes efter at deres forælder får viljestyrke nok til at komme ud af misbruget. Det er også helt naturligt at savne den forældre, der er ikke er til stede i ens liv - også selvom den forældre ikke har været i stand til at tage sig ordentligt af en.
Jeg gætter på, at din mor selv er så skuffet og vred over at din far ikke kunne vælge stofferne fra, at hun helt glemmer, at dine følelser for din far selvfølgelig er anderledes end hendes... Og jeg tror, det ville være godt, hvis hun fandt ud af, at det ikke er nogen støtte for dig, at hun taler grimt om din far - heller ikke selvom hun måske gør det i en god mening...
Er det noget, som du har talt med nogen om, altså udover da du prøvede at fortælle din mor og stedfar at du savnede din biologiske far?? Jeg tænker at det kunne være godt for dig, at få sat ord på hvordan du har det omkring alt det med din far, både at han valgte dig fra og at du savner ham, men også om, at du måske er bekymret for ham. 
Hvis ikke du synes, du kan få taget hul på en ordentlig samtale med din mor om de her ting, så overvej, hvem der ellers kunne være god at tale med..? 
Jeg håber, at du kan bruge mit svar, hvis du har behov for det er du altid velkommen til at skrive herind igen, eller prøve at ringe til BøeneTelefonen på 116 111 - der har du mulighed for at tale anonymt med en rådgiver om, hvad du ellers har af muligheder. De bedste hilsner BørneBrevkassen