Social angst

Hej!

Havde lige før, skrevet et brev til jer, på omkring 2000 ord, om grunden til min social angst. Men jeg kom aldrig ind på selve angsten og hvad jeg følte, men mere om, hvorfor at jeg fik angsten til at starte med. Så har bare konkluderet, at den del er ligegyldig, og jeg vil egentlig bare forklare hvad jeg føler.

Jeg kludrer i ord, når jeg vil forklare/snakke om noget. Det sker kun, når jeg snakker med min far, eller folk, som jeg generelt ikke snakker særlig meget med, men som jeg har en eller anden form for relation med.

Grunden til at jeg kludrer i det er, at jeg tænker på, om jeg overhoved skulle have startet samtalen og hvordan det nu er forsent, at droppe samtalen. Samtidig begynder jeg at svede lidt, og skal rører mig selv rundt på kroppen, fx klø mit hår, samle hænderne, krydse arme, osv.
Min stemme, bliver også meget rusten, svag og stille.

Jeg har også meget svært ved at sige min mening til folk, og jeg ender først med at indse det, når jeg allerede er begyndt med at sige min mening, så lige inden at jeg kommer til konklusionen i selve sætningen, kludrer jeg i det, og skal til at finde andre ord, som jeg kan bruge i stedet.

Jeg kan sagtens snakke med folk, som jeg ved at jeg aldrig ser igen, eller folk som jeg ser hver eneste dag. Men bliver det folk, som jeg kender, men ser på ubestemt/tilfældige tidspunkter, begynder det at kludrer.

Jeg er også dårlig til, at få nye venner. Droppede ud af gymnasiet, i det her år, fordi at venskaberne i min grundforløbsklasse var meget falske og overfladiske. Selvom at det altid var mig, som arrangerede fester (Hvilket folk var glade for) Så var det også altid mig, som ikke sagde noget i klassen. Jeg fik ikke anderkendelse for mine gerninger og ingen ville bruge tid på, at lærer mig at kende, men lige pludselig ud af det blå, føltes det som om, at jeg var i en ny klasse, hvor alle andre kendte hinanden, hvor jeg så står tilbage og ikke længere kender min plads. I starten af skoleåret havde jeg også meget luft i maven, hvilket resulterede i, at jeg tog hjem, fordi at det gjorde så ondt til sidst. Men angående luft i maven, har det altid været noget, som opstod, lige når jeg startede et nyt sted, som så er forsvundet over længere sigt.

Jeg har gennem 0-8 klasse, altid været meget selvsikker, og har været en, som kunne klare en skolefremlæggelse med én arm. Men efter skoleskifte, begyndte jeg at blive meget stille/genert og “ikke til stede” Venner havde jeg, men selvsikkerheden forsvandt helt og jeg har aldrig været 100% mig selv lige siden.

Jeg føler også at der er ord, som jeg ikke længere kan bruge, så jeg prøver at skifte dem ud med andre ord, mens jeg snakker, hvilket også resultere i, at jeg kludrer i det, som jeg skrev om tidligere.

Gennem hele mit liv, har jeg også oplevet en masse ting, som sidder permanent i mig. F.eks. Har min far, haft mange forskellige kærester og har været gift et par gange, hvilket også har betydet, at jeg har mistet mange mennesker i mit liv, som jeg ellers har holdt af.
Skillsmissen mellem min far og min mor, har ikke gjordt nogen indflydelse på mig, da jeg var meget lille, da de gik fra hinanden. Men det der med, at lærer nye mennesker, som bare forsvinder igen, har været svært og efter, som min far fik en ny kæreste, for omkring et halvt år siden, har det været svært at snakke med hende, da jeg jo ikke ved, om jeg overhovet ser hende igen.

Ved godt, at jeg bare får et svar tilbage, om at jeg skal snakke med min læge eller forældre om det, men indtil videre, føler jeg bare, at jeg skal bruge nogle personlige hjælpemidler, der kan gøre mig til den selvsikrer dreng, jeg var for et par år siden. Jeg vil have nogen forslag til, hvad jeg kan gøre i min hverdag, hvad jeg kan gøre for ikk at kludrer i ordene osv.