Sådan kan du kontakte BørneTelefonen

Brev

Hjælp om job/psykisk sygdom

Hejsa.
Jeg har rigtig stor mistanke om at jeg både har diagnosen adhd og Ocd. Min søster har nemlig også ocd og de tanker vi har er helt ens. Problemet er bare at hvis jeg bliver diagnosticeret med en af tingene har jeg svært ved at komme igennem politiet og militærets helbredstest, og det er mine drømmejob. Er ikke interreseret i nogen andre jobs og vil meget gerne ind i politiet, men hvis at blive diagnosticeret betyder at jeg ikke kan, så ved jeg ikke hvad jeg gør

Dreng, 16 år
Svar fra

Børnetelefonen

Kære 16-årige dreng.

Mange tak for dit brev. Det er godt du skriver, for jeg kan høre der er nogle tanker der fylder meget i dig. Jeg vil gøre mit bedste, for at komme med nogle råd til, hvad du kan gøre.

Du skriver du har mistanke om, at du har både ADHD og OCD. Du skriver din søster har OCD, og I meget har de samme tanker. Du skriver din drøm er, at kunne komme gennem politiets og militærets helbredstest, og derfra gerne videre i politiet, men at en diagnose, muligvis vil gøre, at du ikke kommer ind.

Jeg kan sagtens forstå du tænker over, om det du beskriver, kan have indflydelse på din uddannelse og din fremtid. Det er helt naturligt, og også meget modent. Det viser, at du reflekterer over hvordan du har det, og hvordan dette, måske vil kunne have indflydelse på, det du ønsker at søge ind på.

Jeg vil starte med at fortælle dig, at vi får rigtig mange breve fra unge piger og drenge, der har det på samme måde som dig, og som er i tvivl om, om de kan komme ind på den uddannelse de gerne vil.

Det kan fylde rigtig meget i ens tanker, og det kan jeg høre det også gør for dig. Jeg kan høre du virkelig har en drøm om at skulle den vej, og ikke er interesseret i andre jobs.

Når noget fylder så meget i ens hoved, så kan det være rigtig rart at tale med nogen om det. Har du mon nogen omkring dig, som du er tryg ved, og hvor du vil kunne fortælle det du skriver her i brevet?

Jeg ved ikke hvordan dit forhold er til dine forældre, kunne du måske tale med en af dem? De kender dig bedre end mange andre, og kan på den måde måske bedre hjælpe dig med, at tale om de tanker du gør dig.

Det kan også være der er andre du er mere tæt på end dine forældre, nogen du måske taler bedre med. Selvom de måske ikke har den endelige løsning eller svar på dit spørgsmål, så kan det at du får talt om det, måske hjælpe dig til at tage en beslutning.

Jeg forestiller mig nemlig, at der nok er en deadline, en dato for hvornår du skal søge ind, og dermed skal til en helbredstest. Jeg tænker derfor, at det er rigtig godt du får talt det hele igennem inden, med nogen der kan støtte dig i din beslutning.

Ud fra hvad du skriver, bliver jeg lidt nysgerrig på, hvilke udfordringer du har, i forhold til du tænker du har OCD og ADHD. Jeg er hverken læge eller psykiater, men jeg ved, at selvom man har en diagnose, så kan det jo komme til udtryk på mange forskellige måder. Selvom der er noget der kan være en udfordring for en, har alle jo også nogle ressourcer og det har du også. Jeg forestiller mig, du kan en hel masse ting, som ville være gode at kunne i politiet og i militæret.

Jeg tænker samtidig, at der er en grund til de laver en helbredstest, inden man bliver optaget i politiet og i militæret. Det gør de for både deres egen, men bestemt også for jeres skyld. Ud fra hvad man ser og hører, ja du ved nok selv rigtig meget om uddannelserne, så er det jo mange situationer man kan komme ud for, og derfor er det så betydningsfuldt, at man har det godt både fysisk og psykisk.

Nu ved jeg som sagt ikke, hvordan du præcis har det, og hvad der gør, at du tror du har de to diagnoser du nævner. Men uanset hvad, så kan jeg høre det er noget du tænker på, og jeg tænker det måske, uanset hvad, kunne være rart for dig, at tale med en fagperson indenfor det område.

Jeg tænker på, om du kunne have mod på at tale med din egen læge. Hvis du ikke ønsker dine forældre skal være med eller vide besked om det, så har du mulighed for at bestille en tid selv og tage derop selv. Nummeret står på dit gule sundhedskort.

Du kan ringe og sige, du har behov for at tale med lægen om, hvordan du har det psykisk. Læger er uddannet til at tale med både unge og voksne, og selvom du taler med lægen, betyder det ikke, at du får en diagnose. Det ville være gennem en speciallæge, og det er noget din egen læge skal henvise til.

Jeg tænker det din egen læge kan, er at lytte til hvordan du har det, og måske hjælpe dig med, at finde ud af hvilken vej det er bedst at gå. Lægen har forstand på de diagnoser du tænker du har, og selvom han/hun ikke stiller en diagnose, så er det måske muligt, ud fra det du fortæller, alligevel at give dig nogle af de svar du søger. Lægen har tavshedspligt, så det er en samtale mellem dig og lægen.

Måske tænker/siger lægen, at det vil være godt du taler med nogen, der ved endnu mere om de tanker du har, men det behøver ikke være ensbetydende med, at du bliver henvist videre.  Men samtalen med din læge, kan måske give dig en idé om, hvad der kunne være det rigtige at gøre, og give dig lidt ro.

Det er rigtig fornuftigt, at du gør dig de overvejelser du gør dig, og jeg synes det er meget flot du er så åben. Man kan komme ud i mange situationer i sit arbejde, særligt i politiet og i militæret, hvor det er vigtigt at have det godt i og med sig selv. Det er jo netop derfor, de er meget grundige omkring ansøgernes fysiske og psykiske helbred.

Jeg tænker derfor, at mit råd til dig er, at tale med dine forældre, eller andre du er tryg ved og som du taler godt med. Når du er så åben og ærlig, som du er her i brevet, så er det nemmere for dem omkring dig at hjælpe dig, og det vil gøre, at du forhåbentlig en dag, lander det rigtige sted.

Du kan som sagt også tale med din læge. Du kan tale med lægen sammen med dine forældre, eller med en anden, men du kan også bestille en tid selv. En samtale med din læge, behøver ikke betyde, at du sidder med det endelige svar bagefter, men det kan hjælpe dig til, at vide mere om hvilke muligheder du har. Jeg tænker det kunne hjælpe dig på vej.

Tilsidst tænker jeg på, om din søster har talt med nogen i forhold til at hun har OCD. Det lyder til, hun ved hun har det, så jeg tænker hun måske har talt med en læge, eller en anden fagperson på et tidspunkt? Jeg tænkte, om der var mulighed for, at du kunne tale mere med din søster om hvordan du har det. Det kan hjælpe at tale med nogen, der tænker ligesom en selv. Det kan også være, at hvis hun har nogen der hjælper hende, at de også kan tale med dig?

Jeg håber du kan bruge nogle af mine råd, så du kan komme nærmere hvad du skal gøre.

Uanset hvad, så håber jeg du får talt med nogen, der kan hjælpe dig til, at finde ud af, hvad der er det bedste for dig at gøre, ud fra hvordan du har det. Du skal jo helst lande et sted, hvor du får det godt både nu, og i årene fremover.

Jeg ønsker dig alt det bedste.

Får du behov for at tale mere, er du altid velkommen til at skrive igen eller ringe på tlf.116111.

Bedste hilsener BørneTelefonen.

 

 

Få flere gode råd om Sygdom i familien

Har du en mor eller far, der er alvorligt syg? At leve med sygdom i familien, kan være rigtig hårdt og man kan få mange bekymringer for fremtiden. Det er rigtig vigtigt, at man ikke går alene med sin frygt, men at man får talt med nogen om den.

Sygdom i familien kan både være fysisk og psykisk. Lige meget hvad, kan det gøre hverdagen svær. Fx kan det være at din mor eller far, ikke kan de samme ting længere og måske sygdommen sætter tanker i gang hos dig som: Bliver min mor rask igen? Hvordan fortæller jeg mine venner om min fars sygdom? Hvem kan jeg tale med mine tanker om?

Her på siden kan du få gode råd, du kan læse andre børns breve og BørneTelefonens svar, få hjælp til at bygge et brev eller prøve følelses-guiden.

Guide

Svære følelser: hvad kan hjælpe?

Hør andre børns Historier

På ‘Når mor eller far bliver syg’ kan du høre om andre børns historier. Du kan også fortælle din egen historie eller høre mere om de følelser, man kan have, når en i familien er alvorligt syg.

Når mor eller far bliver syg, kan det være svært at være barn i en familie. Læs hvordan andre børn har klaret livet i en familie med sygdom.

Trin for trin Byg et brev

Hvis det er svært at sige noget ansigt-til-ansigt, kan det være nemmere at skrive det ned. Her kan du bygge et brev, som du kan sende til den person, du gerne vil have til at hjælpe dig.

Skriv et brev, sæt ord på det, der er svært at sige. Vi har lavet en guide, der hjælper dig med at skrive de tanker ned, som er svære at fortælle.

Ring

Ring til bisidningen på nummer 35 55 55 56.

SMS

Send SMS til BørneTelefonen på nummer 116111.

Ring

Ring til BørneTelefonen på nummer 116111.

Chat
Chat
Gruppechat
Gruppechat