Frygt for vrangsforstillinger??

(dette brev endte med at blive ret indviklet, men det er den eneste måde jeg kan komme ud med mine følelser på)

Hej BB.

Jeg er en næsten 16årig pige, som i et stykke tid har gået rundt og været ekstrem bange.

Jeg ser ting. Dagligt er der denne her sorte siluet af en person som følger efter mig, eller bare står et sted og kigger på mig. Den måde ‘den’ tår på, og bare kigger efter mig, får mig til at flippe helt ud, og hver gang jeg får øje på den, får jeg et mindre angstanfald.

På et tidspunkt var jeg på vej hjem fra skole på min cykel, og mens jeg cyklede, dukkede den er skikkele så op lige ved siden af mig. Jeg blev simpelthen så rædselslagende, at jeg bare skreg, og endte med at vælte på cyklen, og fik slemme hudafskrabninger. Jeg bildte bare folk ind at jeg havde været klodset, da jeg ikke kunne få mig selv til at fortælle den rigtige grund.

Udover at den her skikkelse, som nærmest forfølger mig, er der også de mest uhyggelige ting jeg ser om natten. Da jeg har værelse på første sal i huet, har jeg perfekt udsyn til husets baghave. Og om natten, hvis jeg bare så meget som kigger ud af øjenkrogen mod haven, kan jeg e en ung kvinde i hvid kjole gå rundt i haven. Men det der skræmmer mig allermest ved hende, er at hende hals er sået op, å blodet løber ned af hende. Det hjælper ikke rigtig bare at kigge væk, da billedet af hende bliver siddende.

Og så har jeg mareridt hver nat. Og de slemmeste af dem gentager sig jævnligt. Jeg bliver udsat for alle de ting jeg frygter allermest, og om og om igen genlever jeg at se mig elv begå selvmord, eller cutte så dybt i mine arme at blodet bare løber ned af armene. OG de tanker om selvmor og cutting er begyndt at snige sig ind i min hverdag.

DE ting jeg ser, og alle de mareridt driver mig til vandvid. Og jeg kan ikke nakke om det. Jeg har prøvet så hårdt på at kunne fortælle det til nogle, men lige så nart jeg er kommet igang, biver jeg viftet af, fordi jeg lyder for “mærkelig” eller “syg i låget”.
 
Jeg ved virkelig ikke hvad jeg skal gøre. Hvis der faktisk er noget galt med mig….tanken om psykiatisk hjælp får mig til at tude. For jeg vil ikke have at der skal være noget galt me mig. Det er dels også en af grundene til at jeg skjuler hvordan jeg har det.

Hvad skal jeg dog gøre?