Angst?

Kære pige på 16 år

Hvor er det godt at du skriver til os med alle dine tanker.

Jeg kan godt forstå at du har brug for at få din situation vendt med os. Der er ikke noget at sige til at du kommer til at overtænke når du har så meget at tænke over.

Jeg vil starte med at forsøge at svare på dit første spørgsmål. Du spørger om dine tanker og humørsvingninger er normale. Det simple svar er: Det er helt normalt at have mange tanker og humørsvingninger når man har har været igennem et behandlingsforløb mod angst.

Det er super dejligt at læse at du har taget et kæmpe spring efter endt behandling og har fået arbejde og oven i købet har fået arbejde et sted som du tidligere havde angst for at komme. Hvor er det flot! Det viser en kæmpe styrke og en vilje til at kæmpe for at få det bedre. Den styrke er jeg sikker på også kan bruges til at du kan blive ved med at få det bedre.

Selvom du er kommet langt er du jo stadig i en forandringsproces, så  det er ikke mærkeligt at du har mange tanker og humørsvingninger. (I øvrigt er det de færreste mennesker der ikke har perioder i deres liv med humørsvingninger og mange tanker).

Når det er sagt er det langt fra alle der kommer igennem et behandlingsforløb mod angst. så jeg er ikke i tvivl om at du har haft langt mere at kæmpe med end de fleste.

Jeg kan fornemme på dit brev at du er frustreret over at din mor nu mener at du ikke har angst. Og det kan jeg virkelig godt forstå at du er. Det er jo super frustrerende, at hun tvivler på om den angst du føler ikke skulle være “ægte”. Jeg vil tro du føler at din mor ikke anerkender hvor svært du har det.

Det er som om, at det får dig selv til at tvivle på at din angst er “ægte”! Er det rigtigt forstået? Det kunne virke lidt som om at du er bange for ikke at have “ret til” at sige at du har  angst.

Du starter også dit brev med at sige, at to andre i dit gruppeforløb havde det værre end dig. Det kunne lyde lidt som om at du også stiller spørgsmålstegn ved om du havde lige så meget lov til at være der som dem. Som om det kan bekræfte din mors påstand om at du ikke har angst. Men selvom du havde på fornemmelsen at to af de andre i din gruppe havde det værre end dig, betyder det ikke, at din angst ikke er virkelig?

Jeg kan blive lidt nysgerrig på om det din mor mener at du har haft angst, men nu ikke længere har angst. Det gør jo en forskel om hun mener at du har haft angst, men nu ikke har det længere. For hvis hun ser det sådan anerkender hun jo at du har haft angst og samtidig kan man sige at hun anerkender at du har fået det bedre. Måske er det du har brug for at hun anerkender at du stadig har det svært?

På dit spørgsmål om hvorvidt det er din mor der har ret eller de to psykologer så vil jeg undlade at stille mig som dommer. Til gengæld vil jeg sige at du skal lytte til dig selv! Jeg er ikke i tvivl om at det du har været igennem lyder som angst. Men om du nu er kommet så langt, at man nu kan påstå, at du ikke længere har angst – er det mon ikke i virkeligheden noget du selv kan mærke? Det er jo din angst og dig der ved hvordan det føles!

Du udtrykker stor frustration over at du har haft nogle dårlige oplevelser der har gjort, at du nu er stoppet med at snakke om det, der går dig på. Det tolker jeg som om at du har et stort ønske om at kunne begynde at tale med nogen om hvordan du har det. Er det rigtigt?

Den første jeg kommer til at tænke på at du kunne have brug for at få snakket med er din mor. Noget kunne nemlig tyde på at hun ikke er helt klar over hvordan du har det. Samtidig kunne det lade til at du føler du dig misforstået af hende. Hvad siger du til at komme i gang med at tale noget mere med din mor? Du kunne starte med ganske enkelt at fortælle hende, at du gerne vil begynde at tale noget mere om hvordan du har det? Det er meget sandsynligt at din mor også har brug for at få snakket noget mere med dig om hvordan du har det.

Hvis du synes det er svært at starte en samtale med din mor er der her en guide gode råd til at komme i gang med en samtale

Du kan selvfølgelig også ringe til BørneTelefonen og få snakket. Vi er her hele døgnet og du er garanteret anonymitet. Måske er det lettere at tale med en der ikke aner hvem man er. Hvis du gerne vil have snakke med nogen, som du kan møde personligt og som du har mulighed for at møde igen kan jeg henvise til Headspace som henvender sig til unge mellem 12 og 25 år der har det svært og har brug for at tale med nogen om det. De har afdelinger i hele landet på hjemmesiden jeg har linket til kan du nemt finde frem til den, der er nærmest dig.

Jeg håber at jeg har kunnet hjælpe dig med mit svar. Jeg kan mærke at du er ved at blive en stærk og tænksom kvinde. Du har været meget meget igennem og nu er du på vej et godt sted hen.

Jeg ønsker dig alt det bedste

Kærlig hilsen BørneTelefonen