Sådan kan du kontakte BørneTelefonen

Brev

Karakter

Læs hele brevet
Svar fra

Børnetelefonen

Kære dig

Hvor er jeg glad for at du har valgt at skrive herind og fortælle om hvordan du har det. Det kan være virkelig skræmmende at skulle fortælle andre, hvis man ikke har det så godt. Også selvom de fleste mennesker hellere end gerne vil hjælpe. Det ligger bare i vores natur ikke at vise sig for sårbar.

Så at du har fundet mod til at skrive herind og åbne op, er virkelig sejt og viser du har en styrke og vilje til at kæmpe for at ændre på det du oplever hos dine forældre. Det skal du være stolt af!

Du skriver om flere ting i dit brev som virker bekymrende og som jeg gerne vil komme ind på. Først og fremmest vil jeg sige til at du IKKE er dum. Der kan være mange grunde til at man ikke lærer og/eller husker ting så godt og én af dem er hvis man føler sig stresset.

Når man har følt sig stresset gennem lang tid, påvirker det både kroppen og hjernen. Man får svært ved at overskue ting, bliver mere glemsom, har svært ved at sove fordi hjernen kører på højtryk om alle de ting man skal huske, og kan begynde at græde over ting uden at vide hvorfor.

En stressbelastnings reaktion kan man få af mange årsager – det kan f.eks. være pga. for svære krav i skolen, en opvækst i et hjem, hvor der bliver stillet mange høje krav, og/eller hvor man oplever psykisk/fysisk vold. Det kan komme af ensomhed, eller efter en traumatisk oplevelse, som f.eks. en ulykke, eller et voldtægtsforsøg, som det du skriver du oplevede i 4. klasse.

Så kæreste du – jeg kan godt forstå du føler dig stresset og ikke har overskud til at kunne fastholde den læring du forsøger at opnå. Det er der rigtig mange grund til du ikke kan.

 Hvad kan du gøre

Du fortæller at dine forælder ikke kommer fra Danmark og derfor ikke forstår det danske skole- og karaktersystem. Eller den måde børn i Danmark bliver opdraget på, hvor man ud fra ønsker og evner selv får lov til at vælge hvilken uddannelse man kunne tænke sig.

Jeg ved jo ikke hvilket land dine forældre kommer fra, men jeg gætter på at den måde de opdrager dig, med høje krav om at skolen og karakterer er det vigtigste, og du derfor hverken må se dine venner, eller få et fritidsjob, men ”bare” skal koncentrere dig om skolearbejdet, er den måde de selv er blevet opdraget på.

De har nok selv oplevet, at skolen er det vigtigste, så man kan få et godt betalt job, og kan forsørge både sine forældre og kommende børn og mand. Og den opdragelse er nok rigtig svær at lægge fra sig, når man kommer til et nyt land, hvor man ikke kender regler og rettigheder. Det har de brug for at lærer.

I Danmark er det forældres pligt at sørge for deres børn føler sig trygge, passet på og har ro og tid til at udvikle sig til de personer de ønsker at blive. Og det gælder både derhjemme og i skolen.

Så måske har du en lærer eller pædagog i skolen du føler dig tryg ved at snakke med om hvordan du har det? Den stress du oplever, og hvordan det påvirker din hverdag med ikke at kunne lærer ordentlig. En lærer eller pædagog er god at snakke med, da de har god erfaring med at hjælpe børn der af en eller anden grund ikke trives. Måske er der allerede en voksen på skolen, der har set du ikke har det så godt?

Det er også vigtigt at få fortalt at dine forældre slår dig hvis du ikke opfører dig ordentlig, for I Danmark er det forbudt at slå sine børn. Dette betyder at dine forældre kan blive straffet for at slå dig, hvis det fortsætter.

Heldigvis er der hjælp at hente ved din kommune, som kan snakke med dine forældre om hvordan de skal passe på dig så du ikke ender med at blive alvorlig syg af den stressfølelse du oplever. De kan også hjælpe med forklare dine forældre hvordan skolesystemet og opdragelse fungere i Danmark, og hvad der er lovligt og ikke lovligt. Du kan finde telefonnr. til din kommune her: Anonym rådgivning i din kommune. Her kan du høre hvordan du kan hjælpe dig, uden du behøver at fortælle hvem du er i første omgang.

Det er også vigtigt at sige at du også har ret til at se venner og have et privatliv uden dine forældre må forbyde dig det. Det at have venner og evt. et fritidsjob er vigtigt for at man trives. De kan stadig godt sige til dig at der er venner de ikke synes du skal omgås hvis det f.eks. er nogen der lokker dig til at gøre ting du ikke har lyst til eller lign. Så er det for at passe bedste muligt på dig, som de skal.

Endelig er det også vigtigt at du får hjælp til at bearbejde den oplevelse du havde i 4. klasse med en ældre mand der forsøgte at voldtage dig. Jeg kan kun gætte mig til hvor ubehageligt det var. Og hvor bange du må have været…

Jeg kan godt forstå den oplevelse sidder i dig endnu, og den kan du også få hjælp til at få bearbejdet. Enten gennem din kommune, eller ved at kontakte Center for seksuelle overgreb. De er rigtig gode at snakke med og det betyder ikke noget at det er sket for flere år siden,  for den slags kan sætte sig i kroppen som et traume hvis man ikke får det ordentlig bearbejdet. Og det har du ikke fået sådan som jeg læser dit brev.  Det er så vigtigt at du får snakket episoden igennem mange gange og på den måde får bearbejdet det.

De er rigtig gode at snakke med og har stor erfaring og ved hvordan de kan hjælpe dig bedst. På centeret kan du få hjælp af både psykologer, læger, sygeplejersker, og socialrådgivere og du har må gerne tage din mor eller en veninde med.

Du har også mulighed for at ringe anonymt hvis du i første omgang ikke har mod på at møde op, eller din efterskole ligger alt for langt fra et center. De har åbent døgnet rundt og du vil i første omgang komme til at snakke med en sygeplejerske.

Jeg vil også lige fortælle dig om vores Bisidderordning fra Børns Vilkår. En Bisidder er en voksen du kan snakke med om alt, og som kan hjælpe dig med hvad du kan gøre. En Bisidder fra Børns Vilkår er der kun for dig og skal altså ikke snakke med dine forældre eller skolen.

Man kan tale med vores bisidder om alt. Du kan på videoen herunder se, hvordan man kan tale med bisidderen. Pigen Therese har fx brug for at tale om  familie, samvær og skilsmisse: Terese fik en bisidder fra Børns Vilkår

Jeg tænker, at en god samtale med en bisidder kunne være en mulighed for dig. Du kan i første omgang ringe anonymt på #31#35 55 55 59. Når du ringer anonymt, kan du og bisidderen blot tale sammen – men hvis du giver personlige data (navn, adresse og den slags), så kan vi på BørneTelefonen være forpligtet til at søge hjælp på dine vegne hos kommunen – det står i loven.

Der er ingen tvivl om at du har det rigtig skidt og har brug for hjælp til at få bearbejdet den grimme oplevelse og arbejdet med den stressfølelse du har. Din krop og hjerne er i den grad på overarbejde og det er ikke noget du kan løse selv. Du har brug for at nogen skal passer på dig nu.

Jeg håber derfor at du vil finde mod til at række ud efter hjælp ved en voksen omkring dig – hos en voksen fra din skole, hos din kommune, hos Center for seksuelle overgreb, eller/og hos BørneTelefonen på 116 111. Telefonen har åben døgnet rundt.

Jeg tror på du kan finde modet til at række ud efter hjælp.

Med ønsket om alt det bedste fra BørneTelefonen – det fortjener du.

Kærlig hilsen BørneTelefonen

Få endnu flere gode råde om hvordan du kan slappe af og finde ro

Der er forskel på at have travlt med en masse ting og så at være stresset. Det er ikke farligt at opleve mindre mængder af stress, det gør vi alle sammen. Men hvis du oplever, at du ikke kan slappe af og at du hele tiden føler dig bagud, så er det rigtig vigtigt, at der bliver gjort noget ved det. Der er nemlig ingen børn, der skal have stress.

Måske du tænker: Hvorfor er jeg stresset? Hvordan undgår jeg stress? Hvad er symptomerne på stress? Hvordan ændrer jeg mine forventninger til mig selv? Hvordan siger jeg nej? Hvordan får jeg mere ro i min hverdag? Hvorfor føler jeg mig aldrig god nok?

Du kan blive stresset af forskellige årsager. Det kan fx være dine forældre pludselig skal skilles og den nye situation gør dig stresset og trist. Det kan også være, at du har alt for meget, du skal nå i din hverdag. Det kan også være, at du har for høje krav til dig selv.

Her på siden kan du få gode råd og læse andre børns breve og BørneTelefonens svar. Du kan også prøve en vejrtrækningsøvelse, der kan få dig til at slappe af eller du kan lave en plan, der kan hjælpe dig med, at huske dig på, hvad der gør dig i godt humør.

Stem
Føler du dig presset eller stresset? Har du meget, du skal nå i din hverdag? Stem her og se hvad andre har svaret.

Føler du dig presset?

Ring

Ring til bisidningen på nummer 35 55 55 56.

SMS

Send SMS til BørneTelefonen på nummer 116111.

Ring

Ring til BørneTelefonen på nummer 116111.

Chat
Chat
Gruppechat
Gruppechat