Brev

Ven gået ned med stress og muligvis depression

Hej. En af mine venner gik ned med stress omkring et halvt år siden, og han har muligvis også en depression nu. Han flyttede skole lidt tid siden, men han har ikke rigtig været i skole på hans nye skole endnu. Det ser ud til at det bare bliver værre og værre for ham, for han siger selv, at hans læge vurderede at han nok ikke vil komme i skole igen dette år. Jeg ville ønske jeg kunne gøre noget for at hjælpe ham, men jeg aner virkelig ikke hvordan?

Pige, 15 år
Svar fra

Børnetelefonen

Kære pige på 15 år

Tusind tak for dit brev. Hvor er det bare omsorgsfuldt af dig, at du bekymrer dig så meget om din ven og skriver her til BørneTelefonen for at få hjælp. Det må være fantastisk for ham at have en veninde som dig.

Det lyder ikke som om, at din ven har det særlig godt. Jeg kan godt forstå, at det bekymrer dig, at det ser ud til at bliver værre og værre med ham. Det kan være meget frustrerende at have en følelse af, hverken at kunne gøre fra eller til. Mon du har det sådan? Det er så godt at du rækker ud. Jeg vil gøre mit bedste for at hjælpe dig med, hvad du kan gøre.

Jeg fornemmer at han er i kontakt med sin læge omkring, hvordan han har det, siden at lægen har vurderet at han nok ikke vil komme i skole igen dette år. Jeg tænker derfor, at der er nogle professionelle, som er i gang med at hjælpe ham. Er det mon rigtigt? Måske han også er i kontakt med en psykolog?

Jeg tænker det allerbedste du kan gøre for at hjælpe ham er at være der for ham, snakke med ham og lytte til de tanker han går rundt med. Dermed ikke sagt, at du skal tage det hele på dine skuldre, for det kan også være rigtig hårdt. Ved at være der for ham kan du hjælpe ham med at række ud til andre professionelle der har nogle andre redskaber til at hjælpe. F.eks. en psykolog eller en rådgiver.

Nogle gange kan det også bare være enormt rart, at have en god ven eller veninde, der altid er klar på at lytte og støtte en. Mon det er noget du selv kan genkende? Det lyder til, at han har sådan en i dig. Jeg ved ikke hvor tæt i bor på hinanden, men måske det kunne være rart for ham, at du inviterede ham ud på nogle gåture, hvor i kunne snakke lidt. Eller lave noget andet, hvor i kunne hygge jer og hvor han kunne komme lidt væk fra alt det der tynger ham i hverdagen. Måske du har nogle andre forslag til, hvad i kunne lave?

Du kan også fortælle ham om BørneTelefonen. Han er meget velkommen til at chatte med en rådgiver eller ringe på 116111, hvis han føler, at det kunne være rart. I kan også gøre det sammen, hvis det rarest for ham.

Jeg håber at mit svar kunne hjælpe dig lidt i den situation du står i. Du lyder som en rigtig skøn person og jeg er sikker på, at du med dit gode væsen har en stor værdi i din vens liv.

Kærlig hilsen BørneTelefonen

 

Få endnu flere gode råde om hvordan du kan slappe af og finde ro

Der er forskel på at have travlt med en masse ting og så at være stresset. Det er ikke farligt at opleve mindre mængder af stress, det gør vi alle sammen. Men hvis du oplever, at du ikke kan slappe af og at du hele tiden føler dig bagud, så er det rigtig vigtigt, at der bliver gjort noget ved det. Der er nemlig ingen børn, der skal have stress.

Måske du tænker: Hvorfor er jeg stresset? Hvordan undgår jeg stress? Hvad er symptomerne på stress? Hvordan ændrer jeg mine forventninger til mig selv? Hvordan siger jeg nej? Hvordan får jeg mere ro i min hverdag? Hvorfor føler jeg mig aldrig god nok?

Du kan blive stresset af forskellige årsager. Det kan fx være dine forældre pludselig skal skilles og den nye situation gør dig stresset og trist. Det kan også være, at du har alt for meget, du skal nå i din hverdag. Det kan også være, at du har for høje krav til dig selv.

Her på siden kan du få gode råd og læse andre børns breve og BørneTelefonens svar. Du kan også prøve en vejrtrækningsøvelse, der kan få dig til at slappe af eller du kan lave en plan, der kan hjælpe dig med, at huske dig på, hvad der gør dig i godt humør.

Stem
Føler du dig presset eller stresset? Har du meget, du skal nå i din hverdag? Stem her og se hvad andre har svaret.

Føler du dig presset?

Ring

Ring til bisidningen på nummer 35 55 55 56.

SMS

Send SMS til BørneTelefonen på nummer 116111.

Ring

Ring til BørneTelefonen på nummer 116111.

Chat
Chat
Gruppechat
Gruppechat