Hvad gør man når man er livstræt?
Hej børnetelefonen
Jeg er en pige der snart fylder 16.
Jeg føler mig livstræt. Som om livet ikke rigtig har nogen mening eller som om det ikke er værd at leve. Jeg føler faktisk ikke at jeg “lever”. Jeg er her enlig bare. Jeg har ikke nogen grund til at lave. Jeg stræber ikke efter noget og jeg har ingen drømme. Jeg er bange og nervøs for fremtiden. Jeg stresser over fremtiden. Jeg er bange for at jeg ikke kan klare mig gennem gymnasiet eller medicin studiet. Jeg er bange for jeg ikke kan blive kirurg. Jeg føler mig virkelig tom. Jeg har ikke nogen venner. Ingen hobby. Ikke noget. Jeg er føler mig ikke tom. Jeg er altså tom. Der er ingenting i mig. Jeg snakker, smiler og griner bare når jeg glemmer, hvor sørgeligt et liv jeg lever. Jeg er ligesom en tom spand. En spand der er tom, men alligevel bare larmer. Jeg føler mig virkelig som ingenting. Nyder folk at være sammen med mig ? Er der overhovedet nogen som har LYST til at være sammen med mig. Er der nogen som savner mig måske ? Er der nogen der lægger mærke til små ting om mig og min personlighed. Alle har jo hovedrollen i deres eget liv. Livet er jo som en slags film. Man er selv hovedpersonen og mor, far, søskende og alle andre er bipersoner. Jeg føler mig derimod som en biperson i min egen fim. Jeg ser mig selv i hjørnet og baggrunden af alting. Jeg føler ikke jeg har en plads nogle steder. Jeg tror ikke der vil “mangle” noget hvis jeg forsvandt. Mine mostre og mine forældre siger at de elsker mig når jeg spørger dem, men det føles slet ikke sådan. Jeg føler virkelig at de ikke lægger mærke til mig. At ingen lægger mærke til mig. Jeg føler at de ikke elsker mig fordi jeg er mig. Men mere bare fordi jeg er deres barn og man ligesom er forpligtet til at elske sit barn. Hvad gør man ved de her følelser ? Jeg har Google og undersøgt og det er altid sådan nogle lorte svar som “løb en tur”, “tænk positivt”. Jeg træner, jeg tegner, jeg går en tur. Intet af det lort virker. Der er gået flere år og, hver dag lægger jeg mærke til hvordan folk ikke ser mig. Jeg har været til lægen og de henviste mig til noget der hedder PPR. Der er gået 2 fucking uger og de tager kraftedeme ikke telefonen når min mor ringer. Så siger de at de vil ringe tilbage og det gør de så aldrig. Jeg er så ligegyldig at ikke engang de vil hjælpe mig. Det er lige før jeg selv tror på at jeg ikke er “noget”. Jeg tror snart jeg er en tom spand.
Hilsen.