Kalorier og smuldrende venskaber

Kære Brevkasse

For to år siden var mit liv fuldstændig fantastisk. Jeg havde tre vidunderlige, sjove og søde veninder, som jeg kunne grine og fjolle med. Jeg var sund og rask, og jeg skrev med drenge, og havde i det hele taget mange veninder og venner.

Men så begyndte én af mine veninder at tale rigtig dårligt om sig selv. Jeg husker, at hun kaldte sig selv en hval. Da jeg vejede ca. 10 kilo mere end hende, sagde jeg selvfølgelig, at jeg vejede mere hende. Det førte til en slags ”leg”, hvor hun kaldte sig selv tyk, og så sagde jeg, at jeg var tykkere, og så sagde hun, at hun var tykkest.

Efter et godt stykke tid stoppede jeg, og sagde at vi skulle holde op, da jeg godt kunne se, at det var latterligt. Men så begyndte hun på noget andet; slankekure.

I starten var det bare i hverdagen, at hun nægtede at spise sukker, så var det en uge, en måned, og nu spiser hun aldrig noget, som hun ved, der er sukker i. Det lyder måske sundt ikke at indtage de såkaldte “tomme kalorier”, men det er blevet en slags tvangstanke, og hun spiser langt fra normalt. Hun er meget tynd og også undervægtig. Hun spiser heller ikke morgenmad, og hun snakker hele tiden om, hvad hun spiser, eller fortæller mig hvad hun ikke spiser.

Så er der min anden veninde. Hun har hele sin barndom været en smule overvægtig, men nu er hun præcis, som hun skal være. Hun bare nogle rigtig mærkelige spisevaner. Hun spiser intet i skoletiden, men når hun kommer hjem drikker hun MEGET store mængder light sodavand og derudover spiser hun næsten kun kulhydrater som ris, pasta og brød.

Selv er jeg enormt stresset. Alt jeg har tænkt på det sidste halve år, er mad. Jeg tæller kalorier i alt, hvad jeg putter i munden. Jeg kan ikke lide at spise ude, og jeg kan heller ikke så godt lide at spise sammen med andre. Når min mor eller andre laver mad til mig, kan jeg ikke lide at spise det, for jeg ved, at de laver deres mad med olie og smør.

Jeg har ikke spist over 1300 kalorier om dagen siden sommerferien, og jeg har tabt mig over 10 kilo. Mit mål var 5 kg, men nu kan ikke stoppe, for jeg vil ikke tage på igen. Hver gang jeg spiser ser jeg bare tal, tal og atter tal, og jeg tæller stort set hver eneste bevægelse jeg laver, for at finde ud af, hvor mange kalorier jeg har brændt.

Nogle gange tvinger jeg mig selv til at spise, og andre gange tvinger jeg mig selv til ikke at gøre det. Jeg ville ønske, jeg kunne gå tilbage til dengang, jeg stadig var sund, fik min menstruation og ikke frøs hele tiden.

Jeg føler mig helt vildt presset, og dagdrømmer tit om, at jeg bliver skudt i hjertet eller et eller andet. Jeg vil rigtig gerne tale med nogen om det, men jeg tør virkelig ikke. Jeg er bange for, at min mor eller far bliver sure, eller tvinger mig til noget.

synes også det er pinligt, at jeg tæller kalorier, og at jeg ikke kan lade være. nogle gange kommenterer folk på, at jeg er blevet tyndere, men der er ingen der ved hvorfor.

Den førstenævnte veninde er tit sur på mig. Vi går alle meget op i vores skolearbejde, men hun bliver meget ked af det, hvis jeg får højere karakterer end hende. Det påvirker vores venskab rigtig meget, at det er blevet så mærkeligt, som det er nu.

Der er nu kun én i min venindegruppe, som spiser normalt. Jeg vil bare tilbage til dengang, hvor jeg ikke skulle sulte mig en hel dag, fordi jeg vidste, at der var pizza til aftensmad.

Mvh.
Mig