Kære pige på 11 år,
Mange tak for dit brev. Jeg kan godt forstå, at du er ked af det over at din kat, som føltes som bror for dig, er død. Jeg kan kun forestille mig, hvor meget du må savne ham.
Jeg kan godt forstå, at du tænker meget på ham og føler sorg. Men det er slet ikke din skyld.
Jeg vil give dig nogle råd til hvordan du kan få hjælp til at få det bedre.
Rigtig mange børn har det ligesom dig, når de mister deres kæledyr. Det er nemlig rigtig svært.
Derfor har man brug for nogen at tale med.
For det kan være alt for hårdt at gå alene og være ked af det.
Du har brug for hjælp og støtte fra de voksne.
Jeg vil foreslå, at du taler med dine forældre om din kat. Men også at du føler at det hele er din skyld.
Jeg vil derfor råde dig til at gemme dit brev og mit svar på computeren eller på din telefon, inden du læser videre. Jeg har to forslag:
- Du kan sende det til dem på en mail. Så er de sat ind i hvordan du har det.
- Du kan også sende en SMS, hvor der står: Jeg er meget ked af det over at vores kat er død. jeg føler at det er min skyld, fordi det var mig, der ville have en hund. Jeg har noget, som jeg gerne vil have at I læser fra BørneTelefonen. Kan vi gøre det i aften?
Uanset hvad du vælger, så er snakken i gang helt af sig selv.
Det er vigtigt, at de ved hvor ked af det du er.
Så kan dine forældre fortælle dig om at miste nogen, man elsker. De kan fortælle dig om at savne og føle sorg.
Det kan også være, at I kan tale om hvad din kat døde af og hvordan du har det med ham nu.
Du kan også vælge en anden voksen i familien eller en voksen fra skolen. Måske du kunne forestille dig, at tale med dine bedsteforældre om hvor ked af det, du er?
Du bestemmer selv. Det vigtige er, at du får sagt det til en voksen, som kan trøste dig.
Det kan være, at du allerede har talt lidt om hvordan du har det da din kat døde. Jeg synes, at du skal fortælle dine forældre eller dine bedsteforældre, at du har brug for, at I stadig taler om din kat.
Selvom der går tid efter at ens kæledyr er død, så har man stadigvæk brug for at mindes og huske på hvordan det var før og sætte ord på de ting, man savner. Det er helt okay. Det skal de voksne hjælpe dig med. Hvis I ikke rigtig har talt om det endnu, så synes jeg at du skal fortælle de voksne, at det vil du gerne.
I Danmark taler vi ikke så meget om døden. Om at alt, hvad der er levende, kan dø. Og vil dø på et eller andet tidspunkt.
Måske taler vi ikke om det, fordi det gør os kede af det, bange eller fordi vi ikke har lyst til at tænke på, at livet slutter engang. Det er rigtig ærgerligt, at vi ikke er bedre til også at tale om den side af livet, der handler om døden.
For sorg og savn kan blive meget lettere, hvis vi kan dele det med nogen, der både lytter, forstår og trøster.
Jeg håber, at du vil bruge din handlekraft, som du brugte da du skrev herind, til at få talt med en voksen.
Hvis du er det mindste i tvivl om noget af det, jeg har skrevet til dig, så ring eller skriv endelig til os igen! Vi vil så gerne hjælpe dig.
Et stort, varmt kram til dig fra BørneTelefonen
