Kære pige på 17 år
Tusind tak for dit brev. Det gør mig virkelig ondt, at du har mistet din far.
Du beder om nogle råd i denne svære situation. Det er godt, at du rækker ud og spørger om hjælp, og jeg håber at mit svar kan lede dig på vej.
Du skriver, at det hele tit virker ligegyldigt, og det er en meget naturlig følelse at sidde tilbage med, når man mister nogen, man har nær. Måske kan det være en støtte at gøre noget, som giver mening i forhold til sorgen. Har du mon tænkt over, hvordan du helst vil mindes din far...? Måske har du allerede en form for ritual. For nogen er det at gå på kirkegården det rigtige. Andre vil hellere mindes den afdøde derhjemme, f.eks. ved at se billeder eller ved at gøre noget, de plejede at gøre med den, de har mistet. Sommetider kan det være rart at finde et ritual sammen med en anden i familien, så man ikke er alene i sorgen. Følelsen af at være blevet forladt kan blive forstærket, hvis man trækker sig tilbage og er alene med sin sorg. Nu ved jeg ikke hvordan dit forhold til din mor er, men måske du kan læne dig lidt op ad hende i denne svære tid, det er helt ok at græde sammen, men også at mindes, hvad tænker du om dette forslag?
Jeg er ked af at høre, at dine klassekammerater virker som om, de er bange for at snakke med dig om det, men jeg ved desværre, at mange andre børn og unge, der har mistet, oplever noget lignende. Det er vigtigt, at dem, der er omkring dig, bliver en støtte for dig - og jeg er næsten sikker på, at de gerne vil være det - de ved formentlig bare ikke hvordan. Derfor kan det være rigtig vigtigt at få sagt, at de ikke kan gøre dig mere ked af det ved at snakke med dig om det - og at man altså ikke kommer sig over at have mistet sin far, men lærer at leve med sorgen. Du kan eventuelt bede en lærer hjælpe dig med at tage det op i klassen. Det er en svær, men vigtig snak.
Husk også, at gymnasiet har en studievejleder, som man også kan tale om mere personlige ting med. Måske kan det være en støtte for dig at snakke med ham eller hende - også i forhold til den stressende følelse, du oplever, ved stadig at skulle passe skolen midt i denne meget svære tid. Studievejlederen har i øvrigt tavshedspligt, så det kan blive et trygt og fortroligt rum for dig, hvis du har det bedst med det.
Du fortæller, at du har skyldfølelse, og det er en helt normal følelse at sidde tilbage med (også selv om den er ubegrundet!) - men som du skriver, har du brug for nogen at tale med det om. Du har undersøgt, om der er en sorggruppe for din aldersgruppe i nærheden, og det er der desværre ikke, men det betyder ikke, at du ikke kan tale med andre unge om det at have mistet.
Organisationen Børn, Unge & Sorg tilbyder gratis rådgivning til børn og unge op til 28 år, som har forældre eller søskende, der er syge eller døde. På deres hjemmeside kan du læse mere om, hvordan du kommer i kontakt med dem:
www.bornungesorg.dk
.
Her kan du bl.a. få personlig rådgivning, læse andre unges fortællinger, stille spørgsmål i brevkassen eller deltage i et internetforum for unge, som har mistet en mor eller far. Der er også mulighed for at chatte med en frivillig, som selv har oplevet at miste en forælder eller søskende. Du kan se en samlet oversigt over Børn, Unge & Sorgs tilbud til din aldersgruppe her:
http://www.bornungesorg.dk/faa-stoette/samlet-oversigt-over-stoette/stoette-til-13-19-aarige/foraeldresoeskende-doede/
.
Hvis du har overskud til at læse, kan det måske være en støtte for dig at læse en bog om sorg. Bogen "Hjertebånd: At leve med sine døde" af sognepræst Lise Trap fortæller f.eks. om forskellige måder at leve med sorgen på, og hvordan mennesker i alle aldre vælger at minde deres afdøde - eller leve med deres døde, som hun kalder det. For den, man har mistet, kan jo leve videre i ens hjerte.
Jeg sender mange varme tanker til dig og din familie.
Kærlig hilsen BørneTelefonen
