Brev

Er jeg psygisksyg?

Hej BB.

Jeg er en pige på 16 år…

Som har haft en meget voldsom barndom….

Det var for ca 7 år siden… Det var min 8 års fødselsdag… Min far og mor havde planlagt at tage i Tivoli med mig… Jeg havde fået lov at tage 2 venner med.. Jeg vælger så mine 2 bedste venner… En dreng og en pige…

Vi køre ude på motorvejen da der kommer en lastbil kørende op på siden af os…. Chaufføren i lastbilen for i panik (af en grund der ikke findes svar på) når men han får et paniskanfakd, og drejer så ved et uheld på rettet…. Lastbilen rammer vores bil… Bilen bliver presset op ad af en slags mur….

Min far døende på stedet samt en af mine bedste venner (drengen) Min mor døende på hostpitallet med en brækket ryg… Og et sæt tvillinger i maven… Jeg hørte min bedste venindes sidste ord… Jeg holdte hende i hånden i hendes sidste minutter… Hun døende af sine kvæstelser…. (det var 2 uger efter ulykken)

Jeg kunne nøjes med at blive bevistløs… Men efter den oplivelse har jeg gået til flere forskellige psykologer… Men der er bare ingen der forstår mig! For de har ikke været igennem det som jeg har! De har ikke haft de samme følelser eller har haft de samme tanker som jeg havde og har! De kommer ind på de forkerte ting…

Jeg ved godt det er længe siden og jeg ikke kan lave det om… Men jeg savner dem stadig! Jeg savner at have en rigtig familie! Jeg bor i verdens dårligste plegefamilie! Der er ingen der forstår mig! Der er ingen der nogle sinde har sat MINE behov før deres! Jeg er bare et gammelt stykke legetøj! Et udkørt stykke gammeltlege tøj! Der ikke er noget vær! Det er sådan jeg opfatter mig selv!

Jeg er intet! Jeg har ingen! Jeg ved stadig ikke hvad jeg skal gøre?

Jeg har fået mig nogle diagnoser… Jeg har klaustroforbi, ocd og skizofreni…. Jeg siger altid godnat til min mor og far…. De står altid ved min seng og kysser mig godnat… Når jeg bliver bange ser jeg mine to bedste venner stå ved min side og bakke mig op.. Jeg tror på de er der! Det er jo mit eneste håb…

Men når lægerne og psykologerne siger at der ikke er noget… Så ødelægger de jo det! De siger at jeg skal prøve at vende mig til at de ikke er her! Jeg har vænnet mig til at de ikke er her! For de er her jo ikke! Jeg kan ikke have dem hos mig! Jeg kan ikke trøstes når jeg er ked af det! Jeg kan ikke kramme dem! Jeg kan sige til dem at jeg savner dem! Men jeg har jo fået afvide at det ikke er dem!

Jeg forstår ikke hvorfor alle har brug for at tage den mindste glæde, lykke og håb fra mig! Jeg forstår det ikk!
 
Der er mere men har ikk lyst til at skrive mere… Men husk nu at i ikke kender mit i kender bagsiden af min historie. I har ikke hørt hvad jeg har gjort og i forstår ikke hvad jeg er gået igennem!

Hilsen pigen der savner at have sin familie.

Pige, 16 år
Svar fra

Børnetelefonen

Kære pige på 16 år,

Mange tak for tilliden, og fordi du ville dele lidt af din historie med os.

Det er utroligt svære og tunge ting du har oplevet. Og store tab du må leve med. Nu og i fremtiden. Det er så uretfærdigt. Og det er ufatteligt, at du evner, at fortælle om det på så klar og tydelige en måde. Og det er tydeligt, at du i en alder af 16 år allerede har erkendt og forstået ting om det at være menneske, som mange voksne endnu ikke har lært.

Det ingen andre kan forstå. Det at opleve så voldsomme og forfærdelige ting som du har, skaber ikke alene sorg, angst og utryghed. Det skaber også en ensomhedsfølelse. Fordi INGEN, uanset hvor umage de gør sig, kan begribe hvordan det føles for dig. Hvordan det er at have oplevet det du har. Og at leve videre med den oplevelse.

Heller ikke selvom de gav sig tid til virkelig at lytte (og ikke selv at tale), og lyttede til dig i en hel uge. Eller mere. De ville måske forstå noget, men aldrig helt forstå hvordan det er at være dig. Og det er ensomt og smertefuldt.

Det er ensomt, både når andre ikke forstår. Og når andre tror de forstår, men DU ved, at det gør de slet ikke. For det kan du høre de ikke gør. Deres tanker og forståelse går i nogle helt forkerte retninger, og har ikke noget at gøre med hvordan du har det.

Og det kan gøre ekstra ondt, hvis de forsøger at overbevise dig om, at de godt forstår. Det kan næsten føles som om de begår vold mod dig? Fordi de insisterer på at kende ”sandheden”. Som om de vil skubbe din sandhed til side, og erstatte den med deres misforståede sandhed? Sådan er der i hvert fald mange børn, unge og voksne, der fortæller det føles, at være alene om at have oplevet noget meget voldsomt og traumatisk. Er det mon også sådan du har det?

Hvis det er sådan du oplever det, så er det utrolig godt, at du har styrke til at holde fast i dig selv. Og ikke lader andre fortælle dig, hvordan du har det. Du må have en meget sund og stærk indre kerne, der gør at du evner at holde fast, selv når du bliver presset af andres ”forståelse”. Den styrke vil komme dig til gode i mange sammenhænge her i livet.

Når du læser mit svar , så er jeg også sikker på, at du vil skabe din egen forståelse og mening om det jeg skriver. Jeg ved du kan sortere i det, og vælge det ud, som føles rigtigt for dig. Og jeg er fuldstændig enig med dig: Du er den eneste, der ved hvordan det er for dig. Jeg ved det ikke. Heller ikke selvom jeg kan mærke både din smerte og styrke igennem det du skriver.

Mit svar til dig bliver meget langt. For der er rigtig mange ting, jeg gerne vil sige til dig. Jeg sætter nogen overskrifter ind, så du lettere kan finde rundt i det jeg skriver.  Hvis du syntes det er for langt at læse, så kan du heldigvis dele det op. Holde pauser. Eller måske læse det flere gange. Det er det smarte ved brevkassen.

I mit svar, vil jeg fortælle dig lidt om det jeg tænker, efter at have læst dit brev. Måske kan du blive inspireret af mine tanker? Og så vil jeg sidst i svaret, komme med forslag til hvordan du kan få hjælp, til at få en bedre hjælp, end den du oplever at få lige nu. Du har ret til at få hjælp og støtte, der virker for dig.

Lidt om at miste dem man elsker. Du skriver, at du godt ved, at det er længe siden og du ikke kan ændre på det der er sket. Er det mon dine egne ord? Eller er det noget voksne omkring dig har sagt? I ønsket om at trøste dig? Hjælpe dig videre? Hjælpe dig til at glemme din sorg? Det er i hvert fald sådan mange voksne og børn, der har mistet dem de elsker, oplever at omgivelserne prøver at hjælpe.

At andre gerne vil trøste, og have den der sørger til at komme videre og glemme sin sorg. Til at blive glad igen. Måske fordi det er svært for andre mennesker, at blive mindet om, at livet også rummer stor sorg og smerte? Fordi de ikke selv kan holde al den sorg og smerte ud?

Mange oplever det som et stort pres og et stort problem, at andre vil presse dem hurtigere gennem sorgen, end det er muligt. Måske kan du genkende den oplevelse?

Men 7 - 8 år er IKKE lang tid. Det er faktisk meget kort tid, når det handler om voldsomme oplevelser og store tab.

Mennesker man elsker, kan og skal man ikke glemme. De vil jo altid bo i vores hjerter. Også selvom døden er kommet imellem dem og os. De vil være med os igennem hele livet. Også selvom der kommer nye mennesker og ny kærlighed i vores liv. Der er heldigvis plads til både den kærlighed vi har haft fra vi var små – og den kærlighed der kommer til os senere.

Men jeg syntes det lyder som om, at du godt ved alt det? Og at det måske er derfor du forestiller dig at dine forældre siger godnat til dig? Og derfor du forestiller dig, at dine venner støtter dig, når du bliver bange? Og selvom du godt ved at de er døde, så er der en stor trøst, tryghed og kærlighed i, at mærke nærværet til dem, når tingene føles svært? Fordi du ved, at det var sådan de ville gøre, hvis de stadig kunne?

Jeg har talt med flere, både voksne og børn, der stadig mange, mange år efter at de har mistet nogen de elskede, kan have indre samtaler med dem. Samtaler der gør dem glade, og minder dem om hvilken rigdom de har fået, ved at have kendt det menneske. Også selvom de godt ved, at de ikke er her mere. Det er en meget almindelig måde, at skabe kontakt til noget, der er vigtigt i ens liv: Kærlighed, omsorg og støtte fra mennesker man elsker.

Jeg kommer til at tænke på to helt konkrete eksempler på, hvor mennesker har ”fortsat” snakken med dem de holdt af. Også selvom døden var imellem dem. Ingen af dem er skizofrene, og der er intet virkelighedsforvrængende i, stadig at føle sig forbundet på den måde, til mennesker, der ikke er her mere. Det forstyrrede heller ikke deres lyst eller evne til at være sammen med andre mennesker, knytte nye venskaber eller skabe ny kærlighed:

Jeg har talt med en ung mand på ca. 22 år. Da han var et par år gammel, døde hans far. Han kunne ikke huske noget om sin far, men alligevel kunne kan ”tale” med ham, når han havde brug for trøst og støtte, eller gerne ville dele noget han var glad for. Da han var lille talte han højt med faderen når han var alene. Som ung talte han med ham inde i sit hoved. Han vidste godt, at det kun var noget han forestillede sig, men han følte sig elsket og hørt, af den far, som han altid havde savnet. Han havde andre voksne i sit liv, men ”samtalerne” med faderen var hans hemmelige kilde til kærlighed og omsorg.

Jeg kender en ældre kvinde, som efter 35 års ægteskab pludselig mistede sin mand til en kræftsygdom. Selvom manden nu har været død i 17 år, så spørger hun altid ham til råds, når hun oplever svære ting som hun ikke lige ved, hvad hun skal gøre med. Hun sender ham også altid en kærlig tanke, når hun spiser stegt flæsk, fordi det var hans livret. Hun ved godt han er død. Hun savner ham stadig engang imellem, selvom hun i dag er gift igen og elsker sin nye mand.

Jeg tænker, du måske kan genkende noget i de to eksempler?

Og for mig at se, så er din lejlighedsvise kontakt med dine forældre og dine venner, noget meget smukt og varmt. En slags hilsen fra dem til dig, om at du altid vil have kontakt til den kærlighed og det venskab, der var imellem jer. Mon det er sådan det føles for dig?

Du spørger i overskriften om du er psykisk syg. I brevet fortæller du, at du har fået diagnoser som klaustrofobi og ocd (to forskellige angstsygdomme) og skizofreni (virkelighedsforvrængende sygdom). Er det officielle diagnoser du har fået? Får du behandling (medicin og/eller terapi) for sygdommene? Eller er det noget psykologerne kort har nævnt, kunne være noget du måske havde?

Måske spørger du, fordi du er bange for at være psykisk syg? Hvis det er derfor, så er det vigtigt at huske, at psykisk sygdom ikke er det samme som at være skør. Det er en lidelse der påvirker vores psyke (tanker, følelser, adfærd og krop), ligesom lungebetændelser påvirker vores krop (og følelser, tanker og adfærd). Og man kan blive rask igen efter både fysisk og psykisk sygdom. Heldigvis.

Det er temmelig svært, at stille diagnoser på psykiske sygdomme. Fordi symptomerne for forskellige lidelser ofte ligner hinanden, og ofte i mildere former hører til det, vi regner for almindelig adfærd, og almindelige tanker og følelser. Tit bliver diagnoserne også ændret undervejs.

Men vi ved, at sorg, tab og voldsom stress ofte skaber angst. Angst som kan udvikle sig til angst- eller stresssygdom, hvis ikke man får hjælp til at bearbejde sin sorg og de voldsomme oplevelser på en god måde. Når man finder en god måde at bearbejde sorgen og oplevelserne, så vil angsten og stressen ofte med tiden klinge af.

Hvis man kun behandler selve angstsygdommen, så vil sorgen og de voldsomme oplevelser ofte bare komme til udtryk på andre måder. Derfor er det vigtigt, at man tager fat om det, der til at begynde med har udløst angsten.

Måske er det sådan for dig? At din krop og psyke er fyldt med angst, fordi du har brug for hjælp til, at bearbejde dine tab, din sorg og dine voldsomme oplevelser på en anden og bedre måde end du har fået hidtil?

Lidt om langsomt at lære, at leve med sorgen – og begynde at lukke glæden ind. 7 år er kort tid, når det handler om at miste sin familie og sine bedste venner i en voldsom ulykke. Alle der ved noget om sorg ved, at så stor sorg og så store tab ikke bare forsvinder.

Det bliver en sorg, som du kommer til at bære med dig gennem livet. Men det er også en sorg, som du kan lære at leve med, på en god måde. En måde, hvor sorgen ikke fylder det hele, men bliver til en vemodig og smuk del af den du er. Et minde om noget smukt og værdifuldt. En privat rigdom du bærer i sit hjerte. En lille melankolsk ven.

Heldigvis er det umuligt at være ulykkelig og føle sorgen 24 timer i døgnet, hver eneste dag. Selvom det kan føles sådan i perioder. Sorgen giver os pauser. Hvor vi i kortere eller længere tid glemmer den. Nyder noget. Bliver optaget af noget spændende. Morer os. Er glade. Det er vigtigt vi giver os lov til at føle de gode ting i livet, selvom sorgen stadig er med os. Med tiden bliver pauserne i sorgen længere og længere. Og flere og flere.

Det tager lang tid, inden der kan komme en god balance mellem sorgen – og glæderne i vores liv. Også efter så stort et tab som dit. Det kan føles som et skridt frem og to tilbage. Men lige så stille. Et lille skridt hver dag. Hver uge. Hvert år. kommer du nærmere det sted, hvor der er balance. Det kræver stor tålmodighed, men du lærer også meget på vejen.

Og det er den proces, som jeg tænker du skal have meget bedre støtte til end du hidtil har fået? En støtte som virker for DIG.

Du og din plejefamilie. Du fortæller at din plejefamilie ikke er god.

Har du boet hos samme plejefamilie hele tiden? Eller har du boet flere steder? Hvis du har boet i samme plejefamilie siden du var mindre, så kan du måske huske, om du altid har syntes det var en dårlig plejefamilie? Eller om det har været anderledes på et tidspunkt? Har de aldrig sat dine behov før deres? Eller har de gjort det tidligere, men er holdt op med det?

Når du skriver, at du føler dig som et gammelt stykke legetøj, er det så fordi du tænker dine plejeforældre bruger dig som et stykke legetøj? At de er mere optagede af at ”lege” familie, end af at hjælpe dig med alt det svære du går med? At de ikke har forstået, at du har brug for at de sætter dine behov for omsorg højere, end deres egne drømme om en bestemt måde at være familie på? Eller er det noget andet der får dig til at føle dig som du gør?

Ved dine plejeforældre hvordan du har det med dem? Vil du kunne tale med dem om det? Så I sammen kunne prøve at ændre nogen ting? Eller er det ikke en mulighed? Hvad ville der ske hvis du fortalte dem det? Ville de blive kede af det? Ville de prøve at finde en løsning? Ville de blive vrede? Ville de straffe dig? Ville det hele blive meget værre? Hvad ville der ske, hvis du viste dem dit brev og mit svar?

Grunden til at jeg stiller alle de spørgsmål er, at du måske kan bruge dem til at tænke over, hvordan tingene kan blive anderledes. Er det noget I kan klare alene i familien? Eller er der brug for hjælp udefra?

For du skal IKKE føle dig værdiløs eller som et stykke legetøj. De har påtaget sig ansvaret for at give dig omsorg, støtte og tryghed. Det betyder også, at du skal opleve at have værdi og er værdsat i jeres fælles familie. Og du har brug for voksnes støtte og omsorg. Både i dit arbejde med at bearbejde sorg og tab, og i dit arbejde med at udvikle dig fra barn til ung. Begge dele kræver meget energi, og stor støtte. Så der er brug for, at de er der for dig. At der er nogen ansvarlige og omsorgsfulde voksne der hjælper dig. Det har alle børn og unge brug for.

Måske har jeg med mine tanker, ramt helt forbi det der er vigtigt for dig? Hvis jeg har, så håber jeg du kan bære over med mig. Måske har jeg misforstået noget? Du skal vide, at jeg rigtig gerne vil hjælpe dig, og derfor håber jeg at bare lidt af det jeg har skrevet, kan gøre noget godt for dig? Og at du kan bruge et af de forslag jeg her til slut kommer med.

Forslag til, hvad du kan gøre for at få hjælp og støtte, der er god for dig:

Måske har du lyst til at tale med dine plejeforældre om, hvordan I kan lave om på tingene hjemme hos jer? Så du føler dig værdsat og får den omsorg og støtte du har brug for? At du har brug for, at de hjælper dig, med at få en anden psykologisk hjælp end den du har fået indtil nu? Hvis du tror det er en mulighed, så kan du f.eks. ringe ind til os på BørneTelefonen. Så vil vi rigtig gerne hjælpe dig, med at finde en god måde at starte samtalen, og måske øve lidt sammen med dig?

Måske tænker du, at der er brug for hjælp udefra for at I kan komme i gang med snakken? Tror du dine plejeforældre ville have lyst til f.eks. at ringe ind og tale med os på ForældreTelefonen (tlf. 35555557)? Vi har stor erfaring med at rådgive voksne, der gerne vil have hjælp til forældrerollen og det ansvar der følger med den. Og vi vil rigtig gerne hjælpe dine plejeforældre, med at skabe bedre forhold for dig derhjemme, og vejlede dem i hvordan de sørge for, at du får en psykologisk hjælp til din sorgproces, der virker bedre for dig.

Måske ved du, at det ikke er en god idé, at du og dine plejeforældre taler alene om tingene? Måske tænker du, at der er nogen udefra, som skal overtage ansvaret og hjælpe dig? Hvis det er sådan, så håber jeg du vil kontakte os. Enten på BørneTelefonen eller i vores bisidderafdeling (tlf. 35555559). I bisidder afdelingen, kan du få en personlig bisidder. Det er en voksen, som kender loven og dine rettigheder, og kan hjælpe dig med at få den hjælp og støtte du har krav på. Både ift. plejefamilien og psykologisk støtte. Bisidderen kan f.eks. kontakte kommunen, tage med dig til møder og den slags ting. Rigtig mange børn og unge, har været glade for at have en voksen der var 100 % på deres side, og talte deres sag.

Jeg ved ikke hvilken af de 3 veje der er den bedste for dig? Eller om det var noget helt andet du havde håbet på da du skrev?

Men husk, du kan altid kontakte os i brevkassen, chatten, på telefonen eller sms.

Og vi vil altid gøre vores bedste for at hjælpe dig.

Stort og varmt kram til dig fra BørneTelefonen

PS. Prøv evt. at tjekke hjemmesiden

www.bornungesorg.dk

. Jeg tænker den måske kunne være noget for dig? Mange unge har fortalt, at de netop på det site, har følt at der var nogen der kunne forstå bare en lille smule af det de gik igennem. Og at det var en enorm lettelse, at finde en forståelse, der kunne fjerne lidt af ensomheden for en tid. Her kan du bl.a. læse om andre børn der har mistet, og deres sorg oplevelser. De har også en anonym og gratis rådgivning.

 

Flere gode råd om Sorgen ved at miste

Hvis du oplever dødsfald i familien eller hvis du har mistet en, du holder af, kan det påvirke dig på forskellige måder. Det kan være du bliver rigtig ked af det eller vred? Det kan også være du bliver bange eller føler dig ensom? Man kan også føle lettelse, hvis ens far eller mor har være alvorlig syg i lang tid.

Hvis din mor eller far dør, kan du måske have tanker som: Hvad skal der nu ske med min familie? Hvordan lever jeg med sorgen? Hvordan får jeg hjælp? Hvordan kommer jeg i en sorggruppe for unge? Hvem kan jeg tale med om sorgen?

Du skal vide at alle følelserne og tankerne er okay. Det er rigtig vigtigt, ikke at gå alene med sine tanker og følelser.

Her på siden kan du finde gode råd, læse andre børns breve eller læse om forskellige følelser og hvad der kan hjælpe dig.

Sorg Andre der kan hjælpe dig

Sorglinjen og andre sorgtilbud

Tilbud til dig, der har mistet eller lever med en syg forælder eller søskende
Læs mere

Sorggrupper

Her kan du finde en gratis sorggruppe tæt på dig
Læs mere

Når far og mor bliver syg

Hjemmeside til dig, der lever med en alvorlig syg forælder eller har mistet en
Læs mere
Guide

Svære følelser: hvad kan hjælpe?

Trin for trin Byg et brev

Hvis det er svært at sige noget ansigt-til-ansigt, kan det være nemmere at skrive det ned. Her kan du bygge et brev, som du kan sende til den person, du gerne vil have til at hjælpe dig.

Skriv et brev, sæt ord på det, der er svært at sige. Vi har lavet en guide, der hjælper dig med at skrive de tanker ned, som er svære at fortælle.
Chat
Chat
Gruppechat
Gruppechat