Tanker og følelser
Halløj.
Jeg er ikke helt klar over, hvordan jeg skal formulere det her, men nu prøver jeg.
Jeg går på efterskole, og er til dels glad for det.
Jeg er mega glad for alle de mennesker der er der, både lærere og elever, og jeg har en masse venner. Det er nogle gode fag, og jeg klarer mig fint nok.
Men når jeg er alene, er jeg meget tit ked af det.
Nogle gange er jeg i flere timer på mit værelse ellers går jeg en lang tur alene. Jeg kan ikke forklarer, hvorfor, men jeg er ked af det og har ikkelyst til at være sammen med nogle, selvom jeg selvfølgelig holder rigtig meget af mine venner.
Jeg kan godt lide at være alene, men nu er jeg bare ked af det hver gang jeg er alene, selvom jeg selv vælger at være det.
På det seneste har jeg næsten ikke spist noget.
Jeg har ikke problemer med vægt eller udseende (sådan på højere plan).
Jeg har tidligere cuttet (ikke bare for at gøre det, men, fordi jeg i en længere periode på omkring to år, havde det meget dårligt, psykisk).
Jeg har mange gange har lovet ikke at gøre det igen.
Så derfor har jeg i et par uger eller mere ikke spist særlig meget.
Jeg går hele tiden og har kvalme og ondt i maven. Både fordi jeg er sulten, men også fordi jeg rent faktisk har ondt i maven og kvalme.
Men egentlig tror jeg det er fordi jeg har det her problem, at jeg ikke særlig godt kan fortælle mine følelser og, hvordan jeg har det uden at føle mig dum, egoistisk, selvcentreret osv.
Jeg kan slet ikke tænke på, at andre tænker om mig, at jeg skal tage mig sammen. Så jeg spiser ikke særlig meget, for at “skade” mig selv.
Det er ret smertefuldt at være sulten.
Jeg synes selv, at jeg er i rigtig god kontakt med mig selv og hvordan jeg har det. Jeg kender mig selv rigtig godt (efter at have været så meget sammen med mig selv:))
Jeg har det sådan, at jeg nu sidder og tænker at dig der læser dette brev tænker om mig, at jeg bare vil have opmærksomhed. Det vil jeg også på en måde. På den måde, at jeg gerne vil kunne snakke med nogen om, hvordan jeg har det…
Jeg har gået meget til psykolog, men jeg har aldrig rigtig åbnet mig, synes jeg.
Jeg har også altid snakket med min mor, når jeg var ked af det, men jeg vil ikke snakke med hende om det her, for jeg synes faktisk det er ret pinligt.
Håber virkelig i vil svare, er ved at gå crazy.
Trin for trin Byg et brev
Hvis det er svært at sige noget ansigt-til-ansigt, kan det være nemmere at skrive det ned. Her kan du bygge et brev, som du kan sende til den person, du gerne vil have til at hjælpe dig.