Kære dreng på 14.
Jeg er så glad for, at du skriver her ind, for jeg kan læse på dit brev, at du har brug for, at nogen hjælper dig. Dit brev er ikke så langt, så jeg ved jo ikke rigtig, om du har delt dine tanker med nogen. Men det vil jeg helt klart anbefale dig at gøre.
Du skal vide, at rigtig mange på din alder skriver her ind med ting og tanker, som er tunge at bære. Det ER hårdt at være ung i dag. Ja, det er hårdt at være menneske ind imellem. Alt er ikke lyse dage og fantastiske oplevelser, selvom jævnaldrende på sociale medier forsøger at vise netop den side frem.
Det er som om, mennesker ikke rigtig tør vise, at der også kan være møg-dage. Det er som om, at man har brug for at vise de flotteste, bedste og sjoveste sider af sig selv, og måske kan man så bilde sig selv ind, at hele livet er netop sådan.
Men alle har bare også dårlige dage. Dage, hvor vennerne er trælse. Dage, hvor ingenting er rigtigt. Dage, hvor forældre er sure. Dage, hvor man føler sig ensom. Den der følelse af, at alle andre har det fedt, alle andre lykkes, og man selv ikke rigtig kan få tingene til at hænge sammen.
Måske kan du genkende noget af det, jeg beskriver her? Jeg ved jo ikke helt, hvad der ligger bagved dine tanker. Men når man har mørke tanker, som du har, så er der som regel en grund. Ofte handler grunden om den følelse man får med sig selv, når man er sammen med andre. Er jeg god nok? Er jeg pæn nok? Er jeg sjov nok?
Kan du mon genkende det?
Alt for mange unge tror ikke nok på sig selv. Alt for mange føler sig mindreværdige. Og så kan det hele pludselig blive for meget og for svært.
Det er absolut ikke en unormal tilstand. Tvært imod. Og det er her, man har brug for ikke at stå alene med sine tanker. Du har brug for nogen, som kan stå ved siden af dig og hjælpe dig videre.
Forestil dig, at alle dine mørke tanker er et hul, som du står nede i. Det kan være svært selv at komme op af hullet. Og måske føles det som om hullet bare bliver dybere og dybere. Energien forsvinder, så det kan virke helt umuligt at få øje på, hvordan man skal komme op på kanten igen.
Det kan man kun, hvis man får hjælp. Du skal finde den person, der kan række hånden ned og trække dig op.
Nu ved jeg ikke så meget om dig, men mon du kan komme i tanke om en voksne, du kunne tænke dig at få hjælp af?
Forældre kan hjælpe. Nogle børn og unge kan godt tænke, at forældrene er de sidste, de vil tale med. Forældre kan blive bekymrede, kede af det. Men forældre er også dem, som er tættest på. Dem, der kender dig bedst. Og de fleste forældre vil være glade og stolte over, at deres børn betror sig til dem om det, som er svært.
En lærer er en anden mulighed. Måske har du en lærer, som du har tillid til. En, som er god at snakke med. Lærere kender til dit sociale liv i skolen, og dit liv som skoleelev. De kan måske også hjælpe, hvis de mørke tanker kommer af noget, som ligger i dit skolefællesskab.
Hvis du synes, det er for svært at spørge direkte, så skriv til din lærer på AULA. Du kan f.eks. skrive: “Hej xxx. Jeg vil virkelig gerne snakke med dig på tomandshånd om noget, som fylder ret meget i mit liv lige nu.” Ja, jeg ved ikke lige, hvordan du ville formulere det:-) Men noget i den retning.
Du kan bestille tid hos din læge og få en samtale med ham/hende. Lægen kan være nødt til at kontakte dine forældre. Det må han, når du er under 18 år. Men det kommer helt an på, hvad lægen og du taler om.
Til sidst vil jeg fortælle dig, at du også har den mulighed at tale med en voksen fra BørneTelefonen (en bisidder). En bisidder kan være rigtig god at tale med, hvis du har brug for at fortælle mere. Måske har du brug for at tale om ting, du ikke har fået fortalt i dit brev til brevkassen? Du kan ringe til tlf 35 55 55 59 og tast 2.
I første omgang behøver du ikke sige dit navn. Du bestemmer selv, hvor meget du vil sige. Og du kan afbryde samtalen, hvis du fortryder. Den voksne (bisidderen) kan tale med dig om, hvordan du har det og hvad, der kan gøres. Du kan her se, hvordan en bisidder ser ud, og hvordan man kan tale med en bisidder: Terese fik en bisidder fra Børns Vilkår Man kan selvfølgelig tale med bisidderen om andre ting, end der vises i videoen.
Glemte jeg lige at nævne venner? Venner er ofte de letteste at dele sine mørke tanker med. Jeg håber, du har nogle venner tæt på. Bare nogle få. Nogen du kan dele dine bekymringer med, så du ikke står alene med det.
Måske remser jeg alle de voksne op først, fordi det ofte er de voksne, der har mulighed for at handle – altså at gøre noget.
Det vigtigste er, at du ikke står alene med dine tanker. At du deler dem med nogen. At du får hjælp til at komme videre – at komme op af hullet og længere op i lyset. Det sker måske ikke med lynets hast. Men små skridt har også ret!
Og husk, at du altid må skrive eller ringe til BørneTelefonen på 116111, hvis du har brug for at snakke med nogen. Det kunne jo være første skridt.
Jeg sender dig alle mine varmeste tanker herfra.
Kærlig hilsen BørneTelefonen.
