Kære dreng på 14 år
Det lyder rigtig hårdt, at din kæreste skærer i sig selv. Og også at hun siger fra, når du forsøger at hjælpe hende.
Det lyder til, at du har prøvet en del gange at hjælpe hende – og du søger også hjælp her. Det fortæller mig, at du holder af din kæreste. Men også at du gerne vil være en god kæreste, og hjælpsom. Hvor er det mega stærkt og godt af dig!
Jeg hører fra andre unge, der har stået i lignende situationer, at det påvirker dem meget når deres kæreste eller partner har det dårligt og fx skærer sig selv. Man kan blive både ked af det, sur, frustreret eller rigtig bekymret.
Nu ved jeg ikke, om sådan nogle tanker også kan komme til dig? Men jeg skriver det så du ved, at du altså ikke er alene, hvis du oplever noget af det samme.
Mon du også har nogen du kan snakke med det om? Nogle der kan hjælpe, støtte og lytte til dig? For jeg tænker, at det er en meget svær situation at stå i for dig.
Det kan måske være en i din familie, en i din kærestes familie, en lærer, en træner, en nabo eller en helt anden? Det vigtige er, at det er en, du gerne vil snakke med – sådan at du ikke skal stå med tankerne og måske bekymringerne selv.
Du spørger hvad skal jeg gøre? Og jeg forstår, at du virkelig gerne vil kunne gøre noget.
Nu ved jeg selvfølgelig ikke hvad du allerede har prøvet, men jeg vil her prøve at komme med nogle forslag til, hvad du måske kan prøve:
Først og fremmest kan det være en god idé at snakke med din kæreste. Måske du allerede har prøvet? Det kan være en god idé på et tidspunkt, hvor I har god tid og hvor man fx ikke er i dårligt humør.
Du kan fx prøve at beskrive for hende, hvorfor du gerne vil hjælpe hende og samtidig spørge hende hvad hun selv tror, der vil hjælpe hende med at få det bedre?
Jeg tænker også, om du kan vise din kæreste brevet her og mit svar? Eller du kan måske selv skrive et brev til hende. For nogle gange gør er det lettere at starte snakken, når man har god tid til at formulere sig på skrift først.
Og så kan det være en god idé, hvis du kan snakke med fx din kærestes familie, din egen familie eller måske hvis du kender til din kærestes lærere, sådan at du ikke skal stå med ansvaret alene.
Det at skære i sig selv (selvskade, som det også hedder) er faktisk en slags mestrings-strategi. Det betyder, at det er en måde at håndtere noget andet der er svært eller gør ondt. Derfor kan det være en god idé også at få noget professionel hjælp, fx ved læge eller psykolog.
Jeg vil også gerne fortælle dig om Landsforeningen Mod Spiseforstyrrelse og Selvskade, som ved rigtig meget om bl.a. selvskade, og har forskellige tilbud og muligheder for hjælp. Man kan også finde mange informationer og selvskade på deres hjemmeside, som måske kan være hjælpsom for både dig og din kæreste.
Jeg vil også sende et link til vores hjemmeside om selvskade, hvor du vil kunne læse lidt om, hvorfor andre unge gør det. Der vil også være forslag til, hvordan man kan hjælpe sig selv med at finde alternativer til selvskade: https://bornetelefonen.dk/brev_kategori/selvskade/
Mon du også kan foreslå din kæreste at kontakte BørneTelefonen. Måske kan det være både en lettelse og hjælp for hende, at dele tankerne med nogen, hun ikke kender?
Vi har i hvert fald rådgivere, der sidder klar til at hjælpe og lytte på både chat, SMS og telefon på 116 111, hvis enten du eller din kæreste har brug for nogen at snakke med.
Jeg håber, at mit brev måske har givet dig nogle idéer til hvordan du kan hjælpe dig kæreste. Måske det også har givet dig troen på, at du ikke skal stå alene med ansvaret for, at din kæreste har det godt og får hjælp.
Uanset, vil jeg rose dig for den omsorg og hjælpsomhed, jeg kan se i dit brev. Det er nogle skønne egenskaber, du godt kan være stolt af.
Kærlig hilsen BørneTelefonen